- Analysen ser nærmere på, om der er forskelle på ventetiden fra henvisning til den registrerede kontakt med sygehuset for fire udvalgte sygdomme, nemlig kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL), diskusprolaps samt æggestok- og livmoderkræft. Sigtet er at undersøge, om der er indikationer på social ulighed i selve behandlingsforløbet, og særligt om kræftpakkerne har reduceret forskelle i ventetider mellem grupper med forskellige uddannelser. Kræftpakkerne blev indført i 2007. Analysen sammenligner derfor perioderne 2000-2006 med perioden 2007-2011.
- I perioden 2000-2006 er der for alle sygdomme en tendens til, at ufaglærte havde en længere ventetid end personer med lang videregående uddannelser. Fx ventede ufaglærte kvinder med livmoderkræft i gennemsnit omkring 21 dage, mens kvinder med lange videregående uddannelser ventede ca. 12 dage.
- I perioden 2007-2011 var den uddannelsesmæssige forskel i ventetiden ikke længere gældende på kræftområdet. Det kan være en effekt af indførelsen af kræftpakkerne. Således ventede en ufaglært kvinde med livmoderkræft i snit ca. 13 dage i denne periode, mens fx en kvinde med mellemlang videregående uddannelse ventede ca. 12 dage. For personer med fx diskusprolaps var den uddannelsesmæssige ulighed i ventetid stadig gældende.
- På KOL- og diskosprolapsområdet har der betydelige regionale forskelle både før og efter 2006, mens der på kræftområdet ikke har været de store forskydninger. I Region Hovedstaden ventede personer med KOL fx ca. 35 dage på at komme til på et sygehus i perioden 2007-2011, mens den tilsvarende ventetid i Region Midtjylland lå på ca. 56 dage.
- Analysen peger dermed på, at strukturerede patientforløb med rimeligt klare tidsrammer og krav kan virke dæmpende på eventuel social ulighed målt ved patientens uddannelsesniveau i selve behandlingssystemet. Om sådanne forløb er hensigtsmæssige, må derudover bl.a. bero på, om det bl.a. er omkostningseffektivt.
Analysen har været af Politiken d. 14/10-2014.