Kvinder er stærkt underrepræsenterede i dansk kommunalpolitik. I dag er 32,9 pct. af de valgte politikere i landets kommunalbestyrelser og byråd kvinder. Det svarer til, at knap en ud af tre valgte kommunalpolitikere i dag er kvinder. Dette er en mindre andel valgte kvinder i kommunalpolitik end både Island, Norge, Sverige og Finland, jf. Figur 1.
Der er stor forskel på, hvordan kvinder er repræsenteret i kommunalbestyrelserne på tværs af Danmark. Fx er der 43,9 pct. kvinder i kommunalbestyrelserne i byen København mod 27,6 pct. i nordjyske kommuner.
Derudover er der en generel tendens til en større andel kvinder i kommunalbestyrelserne på Sjælland og i kommunerne i og omkring København, mens kvinder i mindre grad er repræsenteret i jyske kommuner. Fx ligger fire af de fem kommuner med størst kvinderepræsentation i hovedstadsområdet, mens tre af de fem kommuner med lavest kvinderepræsentation ligger i Nordjylland. Desuden ses en tendens til større repræsentation af kvinder i områder med højere befolkningstæthed.
En del af variationen mellem de forskellige kommuner kan bl.a. skyldes, at partier på højrefløjen opstiller få kvindelige kandidater i kommunerne uden for de store byer, hvor disse partier får valgt en stor del af sine kandidater ind i kommunalbestyrelserne.
I hvor høj grad kvinder er repræsenteret i kommunalpolitik er en af FN’s indikatorer på, hvordan Danmark klarer sig ift. at opfylde verdensmål nummer 5 vedr. ligestilling mellem kønnene. Denne analyse viser, at man godt kan sætte spørgsmål ved, om Danmark opfylder dette mål tilstrækkeligt.
Analysen er omtalt i Information den 8. marts 2021.