Løkkes trepartsforhandlinger kørt ind i muren
De aktuelle trepartsforhandlinger – som er regeringens middel til at sikre en reel integrationsplan - er ved at udvikle sig til et tomt paradenummer, og fiaskoen er ved at ændre aktørernes tilgang fra et spil om æren til en kamp for at undgå at havne med aben.
Regeringen er halvhjertet i sit forsøg på at få kommuner, fagbevægelsen og virksomhederne med i en større, langsigtet og seriøs indsats for at få de nye flygtninge integreret i Danmark. Og fagbevægelsen er urokkelig i forhold til at give flygtningene en reel chance på arbejdsmarkedet, af frygt for at skræmme flere medlemmer i armene på de ’Gule’. Det er – igen – desværre politik når det er værst. Hvad nu hvis der denne gang faktisk er noget alvorligt på spil, hvor parterne burde træde i karakter?
Det vælter ind med flygtninge over grænsen og ingen ved hvor mange der kommer nu når det bliver sommer. Den offentlige debat fyger med dommedagsprofetier over hvordan Danmark vil ændre sig når de fremmede blendes ind i befolkningen, og de politiske spinmaskiner kører i ’overdrive’ for at fremstå mindst imødekommende.
Intet kan få en politiker til at tale med blot den mindste sympati om flygtningene, og grufulde artikler i New York Times om den danske politik får igen etableret en 1864-stemning herhjemme, hvor det er alle de andre der ikke forstår os danskere, og hvor vi (lidt for) selvbevidst kan gøre hvad det passer os, uafhængigt af resten af verden. Så langt har Lars Løkke forsøgt at bidrage til den fælles EU-politik, men EU har entydigt svigtet ikke bare ham, men alle plagede stats- og regeringschefer, og vist sig impotent i forhold til at løse udfordringen. Jo, Tyrkiet kan blive en midlertidig redning, hvorfor Merkel og resten af EU ligger på knæ for en nation, hvis præsident lige har suspenderet den frie og for ham generende presse. Man forstår Løkkes frustration, da ikke mindst alle Dansk Folkepartis EU-fordomme er blevet grundigt dokumenteret.
Indlysende har statsministeren klogelig annonceret, at en vigtig del af integrationsudfordringen i Danmark skal løftes ved at flygtninge kommer i arbejde. Derfor trepartsforhandlingerne, med arbejdsgiverne og fagbevægelse.
Så langt har Løkkes trepartsforhandlinger været en skuffelse, ikke mindst for virksomhederne, som er de eneste med et reelt motiv til at forhandlingerne lykkes. Af én simpel grund: de har brug for arbejdskraften.
LO har så langt været en kæmpe skuffelse og giver anledning til dyb bekymring. Almindelige politiseren og det totale fravær af samfundssyn præger en taktisk fastlåst fagbevægelse. Særligt 3F brillerer ved forhandlingsbordet med at blokere enhver form for tilløb til afgrænsede og målrettede tiltag, som skal sikre at flygtningene kan komme i job på passende (lave) lønvilkår, der svarer blot lidt til deres kvalifikationer. Og 3F’s nye formand – Per Christensen – er desværre langt fra den progressive fornyelse i fagbevægelsens kalifat, som han ellers havde travlt med at bekendtgøre, senest ved en stort opslået 3F-konference i DR-byen i efteråret. I Kraka er vi bekymret for at den klassiske insider-outsider problemstilling, hvor fagbevægelsen ikke tænker på Danmark, men alene på de af dens medlemmer som er i arbejde (og fanden og staten må tage de ledige), er atter sprunget ud i fuldt flor. Og 3F-Per modsiges hverken af Metal-Claus eller LO-boss Lizette Risgaard. Og så stopper alt.
Alt stopper ligeså på grund af regeringens meget lidt ambitiøse oplæg. Der er ingen penge som kan gå ’den anden vej’, der står ’kan’ og ikke ’skal’ i de få udspil som fra regeringen og parterne opfatter Løkkes store ord som tomme og alene tænkt som en del af regeringens designerpolitik ud mod de brede vælgergrupper.
Hvor deprimeret man end kan være, så kan man – lige så deprimerende – ikke være overrasket. Trepartsforhandlinger har altid været for de indviede, og ikke nogen folkesag. Og oftest har de heller ikke haft den store betydning for samfundets udvikling, bl.a. af de grunde omkring fastlåste positioner, som er nævnt ovenfor.
Men hvad nu hvis denne situation er anderledes? Hvad nu, hvis det denne gang handlede om andet end nervespidserne hos en gruppe 3F’ere og Gallup-tal for Venstre? Hvad nu hvis ulykken ved ikke at få integreret de kommende flygtninge ordentligt, og på vilkår der giver dem en reel chance på arbejdsmarkedet, er så stor, at det reel kan ændre Danmark for altid?
Integrationsindsatser er aldrig noget der kan aflæses i de næste Gallupmålinger, eller som kan hjælpe en regering til at klare næste valg. Det tager år eller årtier. Derfor har de fleste initiativer været halvhjertede så langt. Men denne gang er debatten i Danmark (og andre lande) så grov, aggressiv og polariseret overfor alle fremmede, uanset om de er bekvemmelighedsflygtninge eller reelle krigsskadede og torturtruede flygtninge (for længst er vi holdt op med at skelne i den politiske debat, fordi politikernes målinger viser at vælgerne ikke skelner), og antallet af potentielle flygtninge så stort, at en de facto fiasko for integrationspolitikken vil blive ekstremt dyr såvel økonomisk som kulturelt. Kikser integrationen koster det velfærd i form af øgede overførsler, og det medfører en sikker forøgelse af kløften mellem muslimer og etniske danskere, hvor man må frygte at antallet af rabiate på begge sider vil stige. En ’Dem og os’ situation vil blive en realitet og terrortruslen vil stige.
Alt dette peger entydigt i retning af, at trepartsinstitutionen (for én gangs skyld) rejser sig ud af den kortsigtede petitpolitiske sump, og tænker mere på samfundet end på egne snævre interesser. Denne gang er der faktisk noget stort på spil. Udsigten til at dette sker er desværre ringe, og man kan komme i tvivl om hvad den danske model reelt kan bruges til ud over lønsnak?
En tvivl der bestemt ikke er til nogen af parternes langsigtede fordel....nyd dagen Danmark..PEM