'Make or break' for Mette F. og for Thorning
Da beskæftigelsesminister Mette Frederiksen i ugen fremlagde sit ( og socialminister Karen Hækkerups) forslag til en førtidspensionsreform, gik der for første gang i meget lang tid et lille gys af rød succes gennem Christiansborgs gange. Men situationen er ikke ufarlig for regeringen, på trods af at førtidspensionsreformen i et meget stort omfang ligner den, Lars Løkke selv fremlagde, før han væltede i september. Den kolde analyse fra oppositionslederens side må nødvendigvis være, at hvis han kan få skovlen under Mette Frederiksen, vil regeringen være berøvet sit suverænt største es. Og han vil få flere chancer for at skovle løs; hvoraf førtids-og fleksjobreformen er den første - og mindste. Snubler Frederiksen, snubler regeringen. Herfra er Frederiksen jaget vildt.
Hun kan ikke sætte en fod forkert, beskæftigelsesministeren. Midt i al ulykken, de elendige målinger og små og store pinagtigheder fra ikke mindst sin regeringschefs side cruiser Frederiksen suverænt gennem sine udfordringer. Bevæbnet med autenticitet og integritet. At skære på førtidspensionsområdet er nu et led i at »redde velfærdsstaten«. Lykkes hun med de kommende reformer, vil der atter være et lille spillerum til at fumle rundt for Thorning-Schmidt og co., bl. a. i forbindelse med skattereformen.
MEN TIL substansen, som i høj grad udgør en fare for den succesrige beskæftigelsesminister. Virker reformen? Svaret blæser i vinden. I Kraka har vi kigget på sagen, og sandheden er, at Frederiksens hjertensgode omsorg for dem på samfundets bagperron hænger på, at de ekstra ca. 40.000 kr., der er afsat i reformen til at hjælpe dem under 40 år, og som nu skal igennem et såkaldt ressourceforløb, er nok.
Svaret er nej. Man får ikke ret meget koordinering mellem forskellige offentlige institutioner for 40.000. Kun hvis pengene ses i sammenhæng med de midler, som allerede er i ' førtidssystemet', giver det mening. Desværre vil det kræve en omkalfatring af den kommunale måde at arbejde på. Der skal etableres en ny enstrenget struktur, som kan levere et tværfagligt og gennemkoordineret slagkraftigt tilbud til de trængende. Desværre, skriver jeg, fordi historien ikke er fyldt med eksempler på succesfulde omkalfatringer af kommunale serviceområder. Såfremt de pressede kontanthjælpsmodtagere og ' førtidskandidater', som befinder sig i Frederiksens kikkertsigte, ikke får et godt koordineret ressourceforløb, vil de ikke få et kærligt skub tilbage mod arbejdsmarkedet, men ende som et levende monument over den største statsdefinerede fattigdom siden velfærdssamfundets etablering.
Frederiksens reform sikrer, at ingen længere går fra den lave kontanthjælpsydelse til den noget højere førtidspensionsydelse, når de skal ind i ressourceforløbet. Og i den del af samfundet, hvor mennesker vitterlig er helt ude at gynge, er bare en anelse økonomisk sikkerhed ofte et must for at kunne komme ud af sengen om morgenen. Kun de færreste er i tvivl om ministerens ærlige intentioner. Det gælder om at hjælpe. Men går det galt lokalt, bliver det et banesår for Frederiksens sociale profil, når alt gøres op om 3-4 år.
TILBAGE TIL politikken. Statsministeren og resten af Socialdemokraterne holder vejret. Vil Frederiksen klare den? Kan hun løfte regeringen tilbage på sporet og højne moralen i partiet? Alle partimedlemmer ved, at der er mere end nogle velfærdsreformer på spil. Det er kampen om formandsposten hos Socialdemokraterne ( som minimum) efter Thorning-Schmidt, som det reelt handler om. Frederiksen vil stå uhyggeligt stærkt, hvis hun sejler sine reformer igennem. Og går det godt, vil alle plagede S'ere sukke efter at få hende helt til tops.
Det er velkendt, at stats-og beskæftigelsesministeren ikke som sådan er slyngveninder, men samlet må det vurderes, at det er i Thorning-Schmidts interesse at se beskæftigelsesministerens reformer komme igennem. Mange dogmeregler er brudt hos S i de senere år, men Thorning-Schmidt står ikke væltet, så længe hun er statsminister. Og dog. I fredags kom Greensmålingen på 18,5 procent til S - hvormed hun nåede Nyrups ' efterlønsniveau fra 1998'. Får Frederiksen gudindestatus og rammer Thorning-Schmidt 14 procent, kan endnu en dogmeregel stå for tur, idet hver anden politiker i Sgruppen da står uden job efter næste valg. Statsministeren må heppe på Frederiksen.
Skal Løkke passe sit job, skal han sikre, at Frederiksens vej bliver trang. Den sidste rest af håb vil sive ud af øjnene på de frustrerede socialdemokrater, hvis han finder en vej til at gennemhulle hendes projekt, uden at han selv afsløres som en kold taktiker. Reformerne går umiddelbart hans vej, men han kan stille krav, som bliver grumme svære at opfylde. Frederiksens politiske linedans er skudt i gang. Den vil - one way or the other - påvirke dansk politik mange år frem. God søndag.