Mette Frederiksen skal se sig over skulderen de næste uger
Der er ingen tvivl om, at Lars Løkkes fortsatte trængsler med GGGI-sagen gør ham endnu mere sulten efter at indgå rigtige politiske forlig. Således vil beskæftigelsesminister Mette Frederiksens længe ventede reform af beskæftigelsessystemet blive en mulighed for Venstres leder, men også en svær en af slagsen. Alt i Mette Frederiksen vil trække i retning af at indgå forlig med klare røde aftryk. Dels hendes almindelige ry og rygte som en kommende S-leder, der har hjertet på rette sted (og beskæftigelsessystemet er helt nede i den socialdemokratiske hjertekule). Dels fordi VK-regeringens tilgang til de ledige ikke helt matcher Mette Frederiksens.
Men også Margrethe Vestager står ved en korsvej, hvor hun skal vælge, om endnu et forlig med Løkke ikke slår det sidste søm i kisten med hendes egne drømme om at fortsætte i regering efter et valg? Når beskæftigelsesminister Mette Frederiksen snart fremlægger sine ideer om, hvordan en (mindre) del af beskæftigelsesområdet skal reformeres, lægger hun samtidig hånden på kogepladen i, hvad der kan blive et af de største dramaer i regeringens levetid. Lad os bare sige det ligeud: Regeringen har brug for at vise, at den også er rød, og dette område er hjerteblod for S. Vi snakker mere magt til landets a-kasser, mere uddannelse til de dårligst uddannede og opgør med VK-regeringens pipfuglekurser. Bundlinjen er, at hvis ikke regeringen får et forlig igennem, som sender de rigtige signaler til alle dem, som 1. maj fløjter, så lungerne brister, er den formentlig færdig.
Endnu et Corydon-stunt i Goldman Sachs-klassen vil puste det sidste liv ud af regeringen. Det ved Løkke. Og han er ikke særlig vild med tanken om at styrke a-kasserne, som Claus Hjort gjorde, hvad han kunne, for at tage livet af i 00’erne. Løkke vil gerne bruge nogle af pengene fra beskæftigelsessystemet på at lette afgifter på erhvervene. Selv Vestager siger nej hertil, hvad der efterlader regeringen med en finansieringsudfordring til sin vækstreform, medmindre den blot skal ende som et lille bløp. Men én ting er forhandlinger om en vækstreform, noget helt andet er beskæftigelsesreformen. I den nuværende S-troværdighedskrise er der nærmest tale om liv og død på niveau med forkortelsen af dagpengeperioden.
Alle økonomer og hele Frederiksens system vil skrige i hendes øre, at hvis hun blot slækker en anelse på kravene til de ledige, vil dette føre til mindre jobsøgning og dermed mere træghed på arbejdsmarkedet, hvad der er skidt for økonomien. Mette Frederiksen har mere end nogensinde brug for det symbolske signal, at hun og partiet er på de lediges side. Brug for at vise, at hun tør sætte penge af til uddannelse af de ringest uddannede. Tør hun rent faktisk afskaffe pip-fuglekurserne, bliver kernespørgsmålet? Svaret er ja, alene af den grund, at valget nærmer sig.
Lars Løkke er pinligt klar over, at folketingsvalget spiller ind. Han siger, at han håber, at der alligevel kan gennemføres en seriøs forhandling, men er næppe blind for det potentiale og den ødelæggelse, endnu en venstrevenlig ’Vestager/Corydon/Thorning-Schmidt-aftale’ kan have på opbakningen til S. I det lys er hans krav til beskæftigelses- og vækstreformen – og sammenkædningen heraf – politisk velanbragt.
Selv Vestager må nu forstå, at det er ’make or break’ for S, og hendes klare afvisning af Løkkes besparelseskrav til beskæftigelsesreformen er måske et signal herom. Skuffer hun og Thorning-Schmidt her, bliver rebet, der potentielt skal fiske sidstnævnte op af hullet, for kort. For Frederiksen selv er der lige så meget på spil. Skuffer hun politisk med forliget med Løkke – som er forligspartner og derfor skal med i en aftale – vil den store ’formandskampagne’, som medierne senest har kørt, kunne give bagslag. For Frederiksen kan kun i et rimeligt omfang tro på, at hun kan forblive populær og gennemføre en i vælgernes øjne meget lidt rød politik.
Så langt er det gået godt, men en skuffelse her kan gøre hende sårbar i det efterfølgende forløb om lederskabet i partiet. Det ved Thorning-Schmidt, hvorfor hun kan have en pirrende trang til at skade Frederiksen med endnu et Løkke-venligt forlig. Politisk vil det interne powerplay i S give god mening, givet at Thorning-Schmidt/Corydon-lejren konkluderer, at troværdigheden alligevel ikke kan blive værre, uanset hvad forhandlingerne ender med. Så Mette Frederiksen skal se sig grundigt over skulderen i de nærmeste uger, for der er ikke mange venner i sigte. Sådan er politik.