Den nuværende 2025-plan skal senest i august i år erstattes af en 2030-plan, så regeringen kan lave udgiftslofter for 2026 i forbindelse med finanslovsforslaget for 2023.
Øvelsen tiltrækker sig typisk en del politisk opmærksomhed, fordi de mellemfristede planer sætter en klar retning for regeringens økonomiske politik: Hvad kan man forvente sig de kommende år på velfærd, skat, reformer mv.
I den nuværende 2025-plan er der ifølge den seneste Økonomisk Redegørelse fra Finansministeriet et råderum på 16 mia. kr., hvoraf 1,5 mia. er øremærket til allerede vedtagne aftaler som forsvarsforliget, Nordsøaftalen mv. Dertil kommer omtrent 9 mia. kr., som vil blive øremærket til at dække det demografiske træk, såfremt velfærdsloven bliver vedtaget. Det efterlader ca. 5,5 mia. kr. i frit råderum i 2025, jf. Figur 1.
Når planlægningshorisonten flyttes fra 2030 til 2025, rykkes den vækst i offentligt forbrug, som beregningsteknisk har ligget i Finansministeriets holdbarhedsberegning, til råderummet, der dermed isoleret set vokser med ca. 32 mia. kr. Men samtidig skal det dække flere år.
Denne analyse tydeliggør, at det er ret begrænset, hvad der opnås af frit råderum i en 2030-plan. Vores beregninger viser, at det lægger beslag på 17 mia. kr. af råderummet at dække det demografiske træk. Dertil skal den strukturelle saldo forbedres. Som minimum begrænser det råderummet med knap 5 mia. for at overholde budgetloven. Det giver en forøgelse af det frie råderum på 10 mia. kr. i 2030.
Skal forståelsespapirets mål om balance i 2030 overholdes, lægger det beslag på yderligere 12 mia. kr., og man får ikke mere frit råderum ved at ændre 2025 til 2030 – faktisk lægges beslag på dele af det råderum, man ellers har frem mod 2025. Uden yderligere politiske tiltag som højere skat eller reformer, er der altså et meget begrænset frit råderum i en kommende 2030-plan.
Analysen er omtalt i Børsen den 18. januar 2022.
