Lykketoft lader sig ikke kue af Thorning og Corydon

Mogens Lykketoft er den eneste i S-gruppen, som ikke er kuet til tavshed af topledelsen. Mogens Lykketofts udfald omkring regeringens dagpengepolitik er udtryk for en stigende frustration, som socialdemokraterne har over for den kendsgerning, at dets historiske rolle som Folketingets dominerende parti er afskaffet på sølle to et halvt år. Lykketoft ved kun alt for godt, at det er så uendelig let at rive ned og miste tillid og så uendelig tungt at bygge op. Det her er politik. Diskussionen om dagpengeperiodens forkortelse og genoptjeningsreglerne handler om tre ting: A) økonomisk politik, B) politisk moral og C) symbolpolitisk kernesag.

Det første punkt er der stor faglig enighed omkring. Økonomer er enige om, at jo strammere dagpengereglerne er, jo bedre virker arbejdsmarkedet, idet den lediges søgeadfærd efter nye job bliver mere energisk. Det kaldes fleksibilitet på arbejdsmarkedet og sikrer, at flest mulige er i job, hvilket skaber den største samlede velstand for Danmark. Dette er Corydons argument, når han skal forklare den førte politik og hans definition af »nødvendighedens politik«. Og da Mette Frederiksen over tid har bombarderet arbejdsmarkedet med sin både ildspyende og lettere overophedede reformkanon, har netop pointen med at få ledige i arbejde været det bærende. Men hvor går grænsen? Hvor den er nu på to år?

Eller der, hvor USA befinder sig? Det kan økonomerne ikke sige noget om (de siger kun noget om effekterne af nye regler), det kræver, at politikerne sætter grænsen. Og så er vi fremme ved punkt B og S-gruppemedlem Mogens Lykketoft. Lykketoft er politisk utilfreds med dagpengereglerne, som han finder meget lidt forenelige med socialdemokratisk politik, dvs. meget borgerlige og for hårde ved de ledige. Han understreger med rette, at regeringen gennemfører en politik på området, som er aftalt mellem de radikale og Lars Løkke under sidstnævntes regeringstid. At en S-ledet regering skal gennemføre den politik er svær at kapere. Lykketoft savner lidt, at man kreativt afbøder Løkkes usynlige hånds ageren.

Hvor langt kan man gå, hvor skrap kan man være over for de udsatte og ledige – som socialdemokrat? Det er, hvad Lykketoft spørger om. Og så er vi fremme ved punkt C. Hvad vil det sige at være socialdemokrat, rent politisk? Der er ingen tvivl om, at Lykketoft ser en direkte sammenhæng mellem den førte – og i hans øjne borgerlige – politik og socialdemokraternes historisk set nye rolle som lille parti. Hvis der er ét emne, som socialdemokratiske vælgere troede, de kendte deres parti på, er det arbejdsmarkeds- og socialpolitikken. Lykketoft ved, at skal Helle Thorning-Schmidt engang i fremtiden dobbelttjekke, hvornår kæden faldt af i forhold til vælgerne under hendes regering, så var det, da dagpengesagen kørte. Dagpengesystemet er Socialdemokraternes dna.

På mange måder kan S-gruppemedlem Mogens Lykketofts opråb tolkes som en bådsmands skingre råb fra stævnen af ’Titanic’, når denne gør opmærksom på, at han ikke har været enig med kaptajnens kurs mod isbjerget. Den socialdemokratiske folketingsgruppe er en meget kuet politisk forsamling. S-gruppemedlemmerne er angste for konsekvensen af at have egne holdninger i forhold til den politik, som føres af Thorning-Schmidt, Corydon og Vestager. S-gruppemedlem Mogens Lykketoft står alene på skansen, idet resten hellere vil sidde under bordene i gruppeværelse 1 og holde sig for ørerne og håbe på, at nedturen stopper. Men det gør den ikke. For hvad skal Thorning-Schmidt gøre? Hun har ikke umiddelbart en chance for at komme igennem med en ændring af dagpengereglerne over for den radikale topchef, Margrethe Vestager.

De iskolde realiteter er, at hun selv og Corydon derfor må forsvare politikken til det sidste, hvilket gør, at konflikten mellem alle de kuede S-medlemmer, som er enige med Lykketoft, og partiledelsen nærmest er uløselig. Thorning-Schmidt og især Corydon har fejlet, når det kommer til at udvikle en tradition med de radikale, som tillader politikjusteringer. Også selv om regeringens liv afhænger heraf. Ryger regeringen, ryger Vestager jo også. Vestager undrer sig givet over, at hun ikke for længst er blevet kontaktet, men kan kun vanskeligt selv ringe til statsministeren og foreslå dagpengeindrømmelser, der klart går imod de radikales politik. Læg hertil, at Pia Olsen-Dyhr som ventet griber efter hvad som helst i tiden og dermed underløber S, og at Thulesen Dahl dygtigt har stjålet den sociale profil fra S. Som målingerne udvikler sig, mister S-ledelsen dag for dag magt – sjovt nok vil et (utænkeligt) oprør fra de kuede S-medlemmer være statsministerens bedste (og eneste) alibi for et politisk ønske om at ændre kursen.