Ét fejltrin mere fra Thorning og Corydon kan sende S under 15 procent
Er professor Birchs idéer om privatisering det sidste søm i regeringens kiste? Som om det ikke var nok med den hemmelige socialdemokrats bekendelser om S-toppens kamp mod egen manglende politiske erfaring, sender Produktivitetskommissionen nu en hel serie dybtvandsbomber ind mod det største regeringspartis blottede fribord. Med forslag om at sende ældre- og børneplejen i privat udbud skaber professor Peter Birch Sørensen en politisk gordisk knude for regeringen, idet den atter tvinges ud i en konflikt hvor Vestager, Corydon og Thorning-Schmidt vil være enige med professoren, mens det store S-bagland – inklusive fagbevægelsen – og resten af partiet vil være imod.
Hvis Dong-sagen viste noget, var det, at hverken Thorning-Schmidt eller Corydon har noget nævneværdigt indestående på deres politiske konto, hvorfor endnu et politisk fejltrin i ’Peter Birch-gate’ kan reducere Socialdemokraterne til et 10-15-procents parti. Lad det være sagt straks, at Produktivitetskommissionen passer sit arbejde og gør det godt. Opgaven med at finde initiativer, der gør Danmark mere effektivt, er fra starten nærmest umulig at løse, men allerede nu er idékataloget fra professor Birch betydeligt – og dristigt. Det gælder ikke mindst gårsdagens udspil om at konkurrenceudsætte en række offentlige kerneopgaver. Givet, at der rent faktisk findes et privat marked, der kan byde og etablere en reel konkurrence, og givet, at det ikke bliver en (velkendt) skueproces, hvor det offentlige alligevel vinder, men samtidig barberer 25 procent af budgetterne, vil det være svært at indvende noget sagligt kritisk over for professorens forslag.
Som den tidligere kinesiske partichef Deng Xiaoping bemærkede i sin tid, er det ligegyldigt, om katten er hvid eller sort, bare den fanger mus. Og det er jo essensen: Ydelsernes kvalitet bestemmes fortsat politisk. Så langt, så godt i ’faglig-saglig-land’. Nu vender vi os mod ’politikland’, hvor billedet unægtelig er noget mere broget. Da professor Birchs privatiseringsforslag blev flashet i forgårs, gik der under tre sekunder, før hele fagbevægelsen var i oprør. Havde den gode professor haft ønske om at bevæge sig inden for en radius af tre kilometer fra FOA’s hovedbunker på Staunings Plads, ville dette formentlig kun kunne gennemføres med PET-beskyttelse.
FOA’s reaktion fortæller lidt om de følelser, der er begravet i statsministerens bagland. Der er mistro til og bekymring for, hvorvidt en privatiseringsøvelse er en skjult spareøvelse, og ved en privatisering af store dele af velfærdssektoren står FOA til at miste tusindvis af medlemmer.
Formentlig vil mange i S-gruppen kunne overtales til at se det principielt hensigtsmæssige i øvelsen. Med Corydons hidtidige adfærd in mente vil privatisering være en del af ’nødvendighedens politik’, og enhver, der pipper lidt, vil ikke have fattet, at det hele handler om at sikre velfærdssamfundet langsigtet ved at få mest muligt for hver krone. Selv om finansministerens udsagn ikke kan bestå idiottesten – man kan ikke meningsfyldt sige det modsatte, for alle vil gerne have mest muligt for hver krone – vil alle de underkuede S-gruppemedlemmer (æreløse krystere på nær Prehn, skal man tro ’Den hemmelige socialdemokrat’) nok se sagen fra to andre vinkler, når Corydon har forladt lokalet: dels at det – som professor Jørn Henrik Petersen senest har brølet i vores avis – formentlig er på tide at kigge på kvaliteten af de offentlige ydelser samt måden, hvorpå vi taler ned til dem, der har behov for dem, og dels, hvorvidt Socialdemokraterne rent faktisk på dette tidspunkt i valgperioden skal tage flere ideologiske slagsmål, som de ved, at en meget stor del af deres vælgere vil være modstandere af.
Venstre og Liberal Alliance jubler over professor Birchs forslag, hvilket ikke gør det nemmere for stats- og finansministeren at sælge det glædelige privatiseringsbudskab, ja, spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt for S-toppen at sælge noget som helst ind længere. Jo, den underkuede S-gruppe kan holde sig for ørerne og makke ret, som den plejer, men vælgerne kan skride – og det gør de så – hen til Thulesen Dahl. Dong-sagen har sendt den ellers populære finansministers popularitet ned i sync med partiets målinger i almindelighed. Spørgsmålet er, om han og statsministeren fortsat ligger inde med nogen form for politisk kapital. En yderligere komplikation for S-toppen hedder som altid Margrethe Vestager. De første udtalelser fra den radikale topleder indikerer dog, at hun har set problemet i at storme for hurtigt frem.
Maser hun sin regeringspartner, vil det formentlig være dråben, og samtidig maser hun Løkke ind i Statsministeriet (GGGI eller ej). Omvendt går hendes urinstinkt i retning af at imødekomme den kommission, som hun selv har nedsat. Professor Birchs kloge overvejelser er således en giftig sag at lægge på regeringens bord. Den indeholder alle ingredienser til, at det sidste søm nu kan hamres i regeringens kiste.