Torsdag 27. mar 2014

Vestens 'hyggenygge' med Rusland ligner et forsøg på at gøre et rovdyr tamt

Krimsagen handler kun lidt om Krim. Den handler reelt om, hvad mennesker som Putin kan finde på, når der opstår et magttomrum. »Det ville være meget urimeligt at opfatte den triste arv fra de sidste fyrre år som noget fremmed, som en fjern slægtning testamenterede os. Tværtimod må vi modtage denne arv som en synd, vi begik imod os selv. Hvis vi modtager den som en sådan, vil vi forstå, at det er op til os at gøre noget ved det. Vi kan ikke bebrejde tidligere magthavere for alt, ikke blot fordi det ville være usandt, men også, fordi det ville sløve den pligt, som hver af os står over for i dag, nemlig forpligtelsen til at handle uafhængigt, frit, fornuftigt og hurtigt. Lad os ikke tage fejl: Det bedste styre i verden, det bedste parlament og den bedste præsident kan ikke udrette meget på egen hånd. Og det ville også være forkert at forvente en mirakelkur fra dem alene. Frihed og demokrati indbefatter deltagelse og derfor ansvar for os alle «. - Václav Havel

 

Putins fremfærd på Krim er forvirrende. På den ene side fremstod den brutal, opportunistisk, lidt for smart og umiddelbart umotiveret. På den anden side vil næsten samtlige sjæle på halvøen hjem til Moder Rusland, hvis man skal tro folkeafstemningen.

I disse dage er USA’s præsident, Obama, i Europa for at mødes med de øvrige i G7 (Rusland er ude) og diskutere atomnedrustning. Men frem for alt vil USA drøfte situationen på Krim, og hvad der reelt foregår i Kreml.

 

Obama har brug for at konsultere sine allierede. Man kan undre sig over rådgivningen af denne ’håbets præsident’ omkring USA’s globale ageren, for det er ikke gået godt. I Syrienkrisen tabte Obama for alvor sin dyd, da han blinkede først. Genstridige europæiske ledere betød, at han undlod at følge op på sin egen streg i sandet. I dag er Assad dokumenteret en forbryder mod menneskeheden, men lever i bedste velgående.

 

Man kan bestemt godt argumentere for, at det er vanskeligt at være en handlekraftig præsident, når både ens egne vælgere og de allierede i Nato er krigstrætte efter Irak og Afghanistan. Og når Kongressen i Washington er lammet af Tea Party-ekstremister, bliver livet heller ikke lettere.

Men Obama må som andre politikere se i øjnene, at ’that’s life’. Langsomt kommer USA’s økonomi på fode og burde give præsidenten mere luft i de politiske hjul, ikke mindst til en indsats på verdensscenen.

 

Krimsagen handler kun lidt om Krim. Den handler reelt om, hvad mennesker som Putin kan finde på, når der opstår et magttomrum. Og den handler om, at værdien af venskabet med Vesten er mindre end værdien af at få Krim tilbage til Rusland. På afstand minder de senere års vestlige ’hyggenygge’ med Rusland om det gamle forsøg på at gøre et rovdyr tamt. Måske kan man ligge og lune sig i hulen med hovedet på løvens pels i en periode, men en dag – når man tror, alt er godt – bider den.

 

Obamas bekymring går primært på, hvorvidt annekteringen af Krim giver Putin mod på mere. Og på det forhold, at Putin ved, at det ikke umiddelbart kan svare sig for Vesten at have en konflikt med Rusland. Skyggen fra den kolde krig er stadig for stor. Det er også svært at se, hvilke magtmidler Obama reelt har til rådighed. Militær indgriben er umuligt og alt for farligt. Økonomiske sanktioner kan slå hårdt tilbage på Europa – i en situation, hvor den økonomiske vækst bare ikke vil flytte sig ud af stedet i mange lande. Putin, som leverer en tredjedel af gassen til Europa, kan levere EU et voldsomt økonomisk tilbageslag.

 

Derfor er den lidt kyniske konklusion – og Obamas problem – at Putin umiddelbart kan gøre, hvad han vil, hvis han kan leve uden for det gode selskab (og det kan han). Obamas og Vestens mission virker lidt håbløs, men er en afgørende test. Havels ord bliver til en kuldegysende erindring om, at demokrati og ordentlighed i politik er noget, som vedrører os alle, og som ikke er givet. I Kraka er vi optaget af, at et demokrati kun vanskeligt kan kaldes et demokrati, hvis der ikke er en oplyst befolkning. Obama og andre vestlige ledere er p.t. bundet af konflikttrætte befolkningers manglende opbakning til alt, som ikke er snævert i deres egen interesse.

 

Når Havel korrekt siger, at frihed og demokrati kræver deltagelse af os alle, handler det i dag om at udstyre Obama m.fl. med en opbakning og dermed et mandat til at handle over for Rusland. Og om, at Putin kan se mandatet. Putins adfærd minder os om, at når den mindste mulighed opstår, stikker det totalitære altid sit ansigt frem. Derfor er Krimkrisen så skræmmende.