Derfor måtte Kristian Jensen kæmpe som han gjorde

Efter folketingsvalget i 1998 overlod Uffe Ellemann-Jensen roret til Anders Fogh. Jeg arbejdede dengang som sekretariatschef for statsminister Poul Nyrup Rasmussen og da Fogh dagen efter udkom på forsiden af BT med udtalelsen om, at han ville være ’den lille mands beskytter’, gik jeg grinende ind på Nyrups kontor.

Nu havde Fogh gennem hele sin næstformandstid slået sig op som en minimalstatshulemand, og pludselig, som ny formand, troede han at han kunne skifte ham ’over night’. Jeg husker at jeg delte min (sikkert lidt vel lange) analyse med Nyrup og konklusionen var den, at Fogh ville være en kort overgangsfigur i dansk politik – med sit ubehjælpsomme hamskifte og et totalt fravær af karisma – og at Nyrup-regeringen hermed stod overfor en politisk opgave i absolut øjenhøjde.

Nyrup var klogelig ikke så sikker, og min analyse brød endegyldigt sammen (og mit smil stivnede aldeles), da Fogh og Venstre få dage efter fik 39 procent i en frisk meningsmåling. I går vandt Løkke magtkampen med Kristian Jensen og dennes støtter. Som jeg skrev for en uge siden handlede hovedbestyrelsesmødet om at ’enten vælter I mig, eller også bakker I op og holder kæft’. Det sidste skete, måske lidt overraskende for nogle, men så alligevel. Løkke har ikke mange andre steder at gå hen, så han har intet haft at tabe ved at kæmpe, og desuden er det – som nævnt i sidste uge på denne plads – en hel del vanskeligere at gennemføre et ’Coup d’état’ når formanden og hans støtter sidder lige foran dig. Men Jensens kamp og valg er interessante, også for den videre fremfærd herfra. Hvad var Jensens situation? Det kunne gå tre veje.

For det første kunne Løkke fortsætte, efter en sejr i hovedbestyrelsen, hvad som skete. Jensen vidste, at dette – hvad de fleste Venstrefolk trods alt føler – kan føre til at Løkke sidder som ny statsminister efter næste valg, hvis ikke flere bilagssager drukner ham igen. For Jensen vil dette sidste være en karrieremæssig katastrofe.

Ti år som hængende næstformand i et tomrum med en enerådende Løkke kan ikke beskrives som et attraktivt scenarium. Jensens analyse måtte her være, at kunne dette undgås, så skulle det undgås. Han har ingen garanti for at han står så stærkt som efterfølger til Løkke om ti år, som han gør nu. USA’s 33 vicepræsident Henry A. Wallace’s skæbne står her klart i erindringen.

For det andet kunne Løkke sejre i hovedbestyrelsen og tabe valget om et år. Der er ingen tvivl om, at dette scenarium fortsat (og set i forhold til for få uger siden stærkt overraskende) er realistisk. Socialdemokraternes historiske formandsopgør i 1992 er historien om kaos og tonstunge fjendskaber for livet, som på alle måder har drænet partiet.

Som I S er dét en personlig og ikke politisk uenighed, som nærer utilfredsheden. Venstre vil forventeligt nu gå det samme igennem, uanset resultatet i går, og det vil tære på indsatsen frem mod valget, og muligvis underminere Løkkes lederskab og chancer for at slå Thorning-Schmidt. I den situation vil Jensen kunne overtage partiet efter valget, idet hans kandidatur fortsat er stærkt til den tid. Vil Søren Gade tilbage i politik skal han melde sig som folketingskandidat forinden, idet han næppe en gang til kan trækkes som en slags trumf efter et ordinært formandsskifte grundet et valgnederlag.

For det tredje kunne Jensen komme til fadet nu, efter at Løkke havde tabt i hovedbestyrelsen (eventuelt efter en dræbende æresrunde rundt om et ekstraordinært landsmøde). Dette ville selvsagt være det bedste scenarium for Jensen. Men sådan gik det altså ikke, Løkke var for stærk, mano a mano.

Meget er sket hurtigt. Og det er grundlæggende voldsomt så hurtigt som tingene er sprunget i luften omkring Løkke. Som en tændstik til en tønde benzin. Jensen har hele vejen skulle holde en loyal profil offentligt, og er klart lykkedes hermed. Venstre er Jensens liv, som det er Løkkes, hvorfor han også har haft partiets tarv på agendaen, som Løkke har. Men de har kæmpet per stedfortrædere.

Løkkes hold har klogt ønsket mindst mulig debat i offentligheden, for at give færrest mulige Venstre-foreninger blod på tanden. Støjberg har lignet en mistrøstig bedemand i sin løbende appel om ro. For Jensens team har det modsatte været tilfældet. Da eksempelvis erhvervsordfører Kim Andersen gik ud i forgårs og støttede Jensen var det et skoleeksempel på hvad politik handler om: de som bærer og tager chancer, står til gevinst hvis holdet vinder. Havde Jensen vundet i går var det stensikkert at Kim Andersen stod til en ministerpost i Jensens regering. Jo mere grøde i offentligheden, jo større chancer for Jensens team.

Der er få øjeblikke i en politisk karriere, hvor man skal vælge sine alliancer meget nøje, og tænke grundigt over hvornår man gør det. Kommer man for sent kan det være lige meget, kommer man for tidligt kan det være et forkert valg fordi man ikke kan vurdere chancerne for succes. Men vil man noget med sit virke må man tage en kalkuleret chance, og håbe på gevinst.

Løkke, som i dag sidder tilbage som vinder har stensikkert noteret sig navnene på alle dem, som gik imod ham. Politik handler om mennesker, og Løkke vil ikke kunne glemme. Det kunne Svend Auken heller ikke.

Og derfor er humlen af det hele, at Venstre herfra skal kæmpe mere mod sig selv, uanset hvem der havde vundet, end imod Thorning-Schmidt.

Som altid afgøres alting i politik af vælgernes beslutninger. Genvinder Venstre over de næste måneder fodfæstet med Løkke ved roret er Jensens værste scenarium kommet tættere på. Gør han det ikke, har hovedbestyrelsesmødet blot leveret Løkke en stakket frist.