Vi er blevet afhængige af Putins narko

FN’s klimapanel kom forleden med det dobbelte budskab, at den er helt gal med klodens tilstand, men at det fortsat – teoretisk – er muligt at vende udviklingen. Så langt har ansvarlige politikere, med få undtagelser, ikke taget forskernes advarsler alvorligt. Valgperioder er som bekendt oftest kun på fire år, og klimaproblemerne er årtier forude. Men i Ukraine, lige nu, får de samme politiske ledere måske serveret det hidtil bedste argument for at arbejde for uafhængighed af fossile brændsler, endda i et sprog, som de forstår langt bedre end ’hippie-sniksnakken’ om planetens undergang på grund af opvarmningen.

I juni 2006 underskrev Dong og GaspromExport en kontrakt, der sikrer Danmark en billion kubikmeter gas per år, startende fra 2011 og så 20 år frem. Med andre ord er Danmark i lommen på Vladimir Putin og afhængig af hans fossile narko. Ligeså er Europa i den situation, at en tredjedel af EU’s samlede gasforbrug kommer fra Putin.

For få år siden var Putin med i det gode selskab og var endnu ikke sprunget ud i rollen som manden, der vil samle det nye Storrusland. Danmark godkendte dengang en gasledning, der skal få den livgivende gas let og elegant til vores del af verden fra Gasproms store pumpestationer østpå.

Kritikken, som efterfølgende er kommet af daværende statsminister Lars Løkke Rasmussens godkendelse heraf, er i et ikke ringe omfang afsagt i bakspejlets ulideligt klare lys. Putin var ’in’ dengang, ny i G8 mv. Sagt ligeud: Europa og dermed Danmark er afhængige af Putins narko. Og han ved det.

Præcis af denne grund er det indlysende vanskeligt for Nato at optræde håndfast i Krimkrisen. Det er – selv for det utrænede øje – indlysende, at Putin lader sine lokale ’brunskjorter’ stifte oprør i Ukraine for derefter at ’hjælpe’ sine pressede landsmænd i nød. Teknikken er velafprøvet gennem historien, bl.a. af de værste diktatorer, som Europa har fostret inden for det seneste århundrede.

Men den sikkerhedspolitiske situation i forholdet mellem Rusland og Nato er p.t. som et kryds og bolle-spil: Ingen kan vinde. Eller som den atomtrussel, som vi, der voksede op under den kolde krig, næsten har glemt, hvor ingen af de to supermagter kunne trykke på knappen, idet det ville betyde den sikre død for dem begge. Med et retro-ord blev det dengang kaldt ’terrorbalancen’, idet begge parter havde mellem 35.000 og 45.000 atomsprænghoveder, som de kunne fyre af mod hinanden.

I dag kan man selvsagt ikke gå i krig med Rusland. Men det, der er værre, er, at man heller ikke kan gå i handelskrig. Det økonomiske våben er ellers det mest effektive. ’Iranmodellen’, om man vil. Men givet, at Rusland leverer energien til EU, er Putins mulighed for repressalier for stor. I en tid, hvor Sydeuropa fortsat er svært økonomisk på hælene, og Nordeuropa kun er kommet et lille stykke i retning af det, man kan kalde normale økonomiske tider, kan ingen politisk leder tage ansvaret for at kaste sit land tilbage i en økonomisk krise, som får finanskrisen til at ligne en tur i skoven. Lukker Putin for hanen, banker økonomien i EU i dørken.

FN’s klimapanel har nu i umindelige tider leveret indiskutable argumenter til verdens ledere, så de kan træffe seriøse beslutninger om at redde klodens fremtid. I Kraka er vi så bekymrede over situationen, at vi i disse måneder samler millioner ind for at nedsætte en international klimakommission, der over de næste 3 år skal arbejde for at sikre det aldeles utilstrækkelige politiske fokus på truslen.

Men måske Krimkrisen alligevel kan være lidt til nytte? Hvis ikke krisen med Rusland – i diverse Nato-hovedstæder – opfattes som et wake-up call i forhold til at mindske afhængigheden af gas og olie fra ikke bare Rusland, men ligeså fra Mellemøsten, da står verden ikke længere. Situationens iskolde appel til Vestens politikere om at afskærme sig fra Putin og hans magt gør indtryk. Der er ingen tvivl om, at det politisk er langt lettere at investere i en hård og kontant klima/energi-politik, når målet er at beskytte sig imod Putins luner, end fordi et antal forskere siger, at det langsigtet er godt for kloden.

Toppolitikerne ved, at ingen vælgere vil acceptere at betale en pris i form af blot et lidt mindre forbrug eller lidt flere ledige, fordi fremtidige generationer skal kunne klare sig. Desværre er dette den iskolde sandhed. Men skal vi omlægge vores leveadfærd, fordi vi skal gøre os uafhængige af gassen fra Rusland, kan dette – bizart nok – måske være chancen for et klimagennembrud? Putin ’narko’ har gjort os afhængige.