Helles nytår - sidste chance?

‘God aften’. Sådan vil statsminister Helle Thorning-Schmidt givet starte sin nytårstale. Men derfra ved vi selvsagt ikke, hvad hun vil sige. Lad os bare starte med konklusionen: Nytårstalen skal være regeringens nye start – herunder statsministerens personlige comeback i dansk politik.

Nytårstalen skal være regeringens nye start – herunder statsministerens personlige comeback i dansk politik. Presset på statsministeren er gigantisk. Status ved denne søde juletid er, at vælgerne dumper hende og hendes regering. 

Hendes allierede – Villy Søvndal – mødes nu ligefrem af et spektakulært oprør i sit eget parti. Han må gå som formand eller udenrigsminister. En temmelig rystende kritik al den stund, at regeringen er så ny. Det fortæller Thorning-Schmidt, at SF’s smertetærskel er tæt på, og at et endnu fald i SF’s målinger vil destabilisere hendes regering yderligere. Hun må også se i øjnene, at samarbejdet med de radikale ikke ligefrem er et ’happy marriage’. Fornemmelsen af, at regeringen agerer som et team eller bare besidder en anelse gejst, er fraværende.  

Når Thorning-Schmidt indtager Marienborg omkring den 30. december for at indspille sin tale, kan hun ’være alene med vælgerne’. En stund, der både kan bruges og misbruges. Hendes forgænger, Lars Løkke Rasmussen, brugte forrige år nytårstalen til et fuldkikset sats omkring folkeskolen. Og sidste år til en mere vellykket lancering af tilbagetrækningsreformen, som blev stemt hjem i den forgangne uge. Hvad skal statsministeren sige? Tre ting skal lykkes. 

For det første skal hun sikre danskernes forståelse for de betingelser, som hun arbejder under. Sandheden er, at hendes (og Villys) årelange kampagne, hvor de kritiserede Løkkes linje og fortalte om alle de job, som de ville skabe via investeringer, er slået fejl.   Thorning-Schmidt skal delagtiggøre vælgerne i, at det er de stærkt forværrede konjunkturer, som gør, at hun og hendes regering ikke med et snuptag og en finjustering af politikken kan gøre nat til dag. I modsætning til det, hun og Villy lovede.   Lige nu er det hele sort i sort, og der er som minimum et antal år forude, hvor der bliver krise, stigende ledighed, faldende boligpriser og en langsomt forværret offentlig service, idet statskassen er tom.  

Hvis statsministeren ikke forklarer indgående om den stærkt forværrede økonomiske vejrudsigt, vil vælgerne give hende skylden for alle oplevede dårligdomme herfra. Løftebrudsanklagerne og skuffelsen vil da fælde hende på valgdagen.   Det bjerg, som hun i opposition mente var på højde med Himmelbjerget, fremstår nu i skikkelse af Mount Everest.  

For det andet skal hun inddrage vælgerne i sit projekt. At hun vil gøre Danmark klart og trimmet til, at vi kan komme godt fra start, når Europa og resten af verden endelig – om to-fem år – igen bevæger sig fremad.   Og hun skal forklare og være ærlig omkring vanskelighederne herved. Ikke mere bragesnak om, at det går så godt, men ærlighed omkring, at regeringen eksempelvis fortsat vil gøre Danmark grønnere, men at det er svært, når det indebærer, at virksomhederne så bliver yderligere belastet af afgifter.  

Ærlighed om, at hun vil gøre arbejdsmarkedet mere parat til at gribe kommende muligheder, men at det betyder, at kravene til visse kontanthjælpsmodtager, fleksjobbere og førtidspensionister bliver skærpet. Ærlighed om, at hun vil kæmpe for, at sygehusene fortsat kan levere en bedre service, men at det skal ske inden for de eksisterende budgetter, idet det bliver svært at finde flere penge hertil, når skatterne falder i kriseperioden.  Hun er nødt til at dele sin viden om de mange dilemmaer, som hun som regeringsleder i krisen står i, med vælgerne og derigennem for første gang fortælle om sit politiske projekt.  ,

Endelig – for det tredje – skal Thorning-Schmidt gøre talen til sit eget comeback i dansk politik. En regering står og falder med statsministerens formkurve. Og Thorning-Schmidt har ikke for alvor været til stede i dansk politik længe.  

Hun må se i øjnene, at billedet er ved at fryse, og at nytårstalen kan være sidste chance for at trænge igennem med budskabet om, at hun personligt brænder for detaljerne i regeringens projekt og for at bringe Danmark flot.  

At hun kæmper som EU-formand for at skabe økonomisk fremgang i EU. At hun er ægte optaget af en grøn omlægning af dansk økonomi. Og at hun brænder for dem iblandt os, som er i klemme i krisen. Talens form skal være personlig og ikke give indtryk af, at alt er godt. Ikke ’regeringen’, men ’jeg’. I talen skal hun krænge den (lidt for) fine statsministerindpakning af og stige ned til folket.  Nytårstalen er nok den sværeste tale at skrive for en statsminister. Men denne gang bliver den vigtigere, end mange måske bryder sig om at tænke på … så good luck og GODT NYTÅR … og ikke et ord om skattesagen eller løftebrud ….