Mandag 23. apr 2012

Søren Gade - nu med Armadillo

Den tidligere forsvarsminister Søren Gade er igen kommet i mediernes søgelys. Danmarks nok mest populære minister i Forsvarsministeriet i årtier er igen i vælten. Tidligere forsvarschef Tim Sloth Jørgensen har tilsyneladende været så elskværdig at tage sin hævn over sin politiske banemand (Gade fyrede Sloth i Jægerbogsagen for at redde sit eget skind) ved i en ny bog mere end antyde, at det var en usaglig politisk beslutning, der lå bag beslutningen om at opretholde basen Armadillo halvandet år længere, end man behøvede. 

Det var ifølge Sloth hensynet til den folkelige opbakning til krigen, som gjorde, at Gade efter sigende nægtede at nedlægge basen. Hvilket kan have kostet soldaters liv forgæves. Da sagen blæste op i torsdags her i ’Den levende’, modererede Sloth sin version, så bevarelsen af Armadillo nu både handlede om hensynet til danskernes syn på krigen og militærfaglige beslutninger. Men ånden er ude af flasken. Det er hårde anklager, som den tidligere forsvarschef kommer med imod den tidligere Venstreforsvarsminister. Og Gade, som næsten har haft mere travlt, efter at han forlod Folketinget, med at nedkæmpe alle de skeletter, der er væltet ud af skabene fra hans tid som forsvarsminister, er kravlet ud af sit selvvalgte eksil på parcellen i Holstebrom for at dementere Sloths påstand i de nationale medier.

 

Et bredt folketingsflertal har hele tiden stået bag indsatsen i Afghanistan, og ikke en kat i forligskredsen ville indvende noget som helst imod, at regeringen lod forsvaret gå baglæns og lukke basen. Dette taler for Gades påstand om, at det var militære årsager, som sikrede basen. På den ene side kan den tidligere forsvarschef umuligt være så naiv, at han ikke er klar over, at hans udtalelser om det følelsesmæssige belæg for at bevare Armadillobasen sparker yderligere til Søren Gades ramponerede image.  Søren Gades renommé som politiker er efter ’Lækagesagen’ og ’Jægerbogsagen’ mere anskudt end nogensinde, og fra at være en agtet forsvarsminister er han endt som en politiker, som tilsyneladende mere jagtede forsider og primitiv medieomtale end reelt drev forsvaret forsvarligt. 

At Gade rykker ud af sit eksil, undrer ikke. En nærmest direkte anklage om, at han har dræbt fem soldater, fordi han ikke ville lukke Armadillobasen, kan ikke blive skrappere. På kanten af det injurierende.  Gade fremhæver et møde dengang på hans kontor, hvor blandt andet Tim Sloth, departementschef Lars Findsen og han selv var til stede. Referatet herfra bør fortælle sandheden. Måske. Argumentet om, at den daværende regering skulle kæmpe for at sikre befolkningens opbakning til krigen ved netop at opretholde en base, som var tilovers, er umiddelbart ikke stærkt.

Omvendt ved vi, at forsvarsministeren dengang opfattede krigen som sin krig. Det var ham, der igen og igen stod og solede sig i blitzlyset på tv. Det er også svært at tro, at Søren Gade ikke havde en central rolle i sagen om lækagen vedrørende jægersoldaternes tur til Irak. 

Med andre ord kørte han på så skarpe (medie-)skøjter, at et ønske om ikke at stå som den minister, der havde mistet et antal soldater forgæves i forbindelse med etableringen af basen, flugter fint med hans ekstremt mediefølsomme adfærd i andre sager.  Men hvem af de to kamphaner (eller tre, idet forfatterne til bogen hævder, at Sloth under arbejdet med bogen ikke tog de forbehold, som han pludselig fremturede med i torsdags) der har ret, ved vi endnu ikke.  Men Armadilloaffæren understøtter synspunktet om, at politik og krig selvfølgelig ikke kan skilles ad. Hvorfor er det eksempelvis først nu, at man taler om at indsætte styrker i Syrien?

 

Hvor man i forhold til Libyen - på tre minutter – tog beslutningen i Nato om at bombe Gaddafis styrker, til ’kingdom come’, har ’russerne’, ’Obama’, ’tyrkerne’, ’usikkerhed om, hvem oprørerne egentlig er’, you name it, været brugt som dårlige undskyldninger og bortforklaringer for at hjælpe frihedskæmperne i Syrien. Sådan er krig – og politik. For længst kunne man – som minimum – have bombet Assads styrker, som døgn efter døgn har sendt granater ind over uskyldige byer? Regeringen bør naturligvis bruge anledningen til at skabe yderligere mistillid til VK-regeringens forvaltning af magten. Og i den forstand er sagen ikke rar for Lars Løkke Rasmussen, som dog kan trøste sig med, at Gade trods alt er ude af politik.  På et tidspunkt må strømmen af skeletter vel stilne af. Selv hælder jeg til, at den mest begavede betragtning om sagen så langt er fremsat på politiken.dk/poltv af avisens egen Jacob Svendsen, Danmarks nok mest seriøse krigskorrespondent: »Folk har ikke ønsket at forstå og sætte sig ind de ubehagelige sider, der er ved at være i krig«.

 

God søndag.