Analyse
Torsdag 3. maj 2012

Konvergensprogram: Begrænset rum for løft i det offentlige forbrug

Regeringen har offentliggjort sit konvergensprogram for 2012. Programmet sætter rammerne for udviklingen i de offentlige finansner frem mod 2020. Programmet viser, at der er plads til realvækst i det offentlige forbrug på 0,6 pct. om året i perioden 2014-2020, hvis der skal sikres balance på de offentlige budgetter i 2020. Med det ambitionsniveau for reformer, som indgår i regeringsgrundlaget, kan udgiftsrammen forøges. Antages eksempelvis at det lykkes at styrke finanserne med de 14 mia., som er nævnt i regeringsgrundlaget, kan rammen for vækst i det offentlige forbrug forøges til ca. 1 pct. om året fra 2014 til 2020. Gennem de seneste 30 år har realvæksten i det offentlige forbrug gennemsnitligt været på godt 1,6 pct. om året. Selvom der er lagt op til en ambitiøs reformdagsorden, er der stadig ikke et stort rum for vækst i det offentlige forbrug.