Hvorfor kommer flygtningene ikke i arbejde?

Bragt i Børsen den 29. september 2015

Efter det treårige integrationsforløb er slut, er kun 1/3 af flygtningene i arbejde. Og sammenlignes Danmark med andre EU lande er forskellen mellem beskæftigelsesgraden for personer født i og uden for landet blandt de største, jf. en nylig undersøgelse fra OECD. 

I forhold til andre lande har vi i Danmark relativt få indvandrere, så man kan næppe argumentere for, at vi står over for en særligt uoverkommelig opgave, eller at der ikke skulle være ”plads” til indvandrere på arbejdsmarkedet.

Så hvor hopper kæden egentlig af i Danmark? Vi ved det ikke med sikkerhed, men flere forhold springer i øjnene. Der var i foråret 2015 knap 15.000 personer i det treårige integrationsprogram. Af disse var kun 3 pct. erklæret jobparate, mens 90 pct. var aktivitetsparate – resten var uoplyst. Måske er flygtningene virkelig i en så dårlig tilstand, at kun 3 pct. vil kunne påtage sig et job inden for de kommende tre måneder. Men tallet er så markant lavt, at man med rimelighed kan tvivle på, at kun så få ville kunne påtage sig fx et ufaglært arbejde.

Flygtningene fordeles efter de første måneder i asylcentret til kommunerne, og det er tvivlsomt, om der i fordelingen skeles tilstrækkeligt til flygtningens uddannelse og joberfaring. Yderligere er flygtningene i tre år mere eller mindre stavnsbundet til den tildelte kommune: Hvis de flytter efter et job et andet sted i landet, risikerer de at miste rettighederne under integrationsprogrammet helt eller delvist i den nye kommune.

Endelig har mange af flygtningen jobmæssige kompetencer, der er dårligere end danskernes – uddannelse, det danske sprog eller kendskabet til det danske arbejdsmarked. Det betyder, at de ofte har en værdi for en virksomhed, der er lavere end mindstelønnen aftalt af arbejdsmarkedets parter. Og så får de selvsagt ikke et arbejde. I dag kommer en mindre andel i midlertidig beskæftigelse via eksempelvis løntilskud og virksomhedspraktik, men kun under betingelse af, at anden arbejdskraft ikke fortrænges og med en offentlig udgift bundet i enden.

Så der tegner sig et godt case for lidt nytænkning: En midlertidig indslusningsløn, der er lavere end den aftalte mindsteløn, kan give flygtningen en chance for at tilbyde sig til en løn, der matcher deres kompetencer. Derudover kunne man lade en flygtning, der under de første tre år flytter efter et job, medregnes i tilflytterkommunens kvote – inkl. forpligtelserne. Endelig bør man nok kaste et ganske kritisk blik på kommunernes praksis, når flygtningenes jobparathed vurderes.

Vi kan ikke garantere, at det virker. Men de eksisterende ordninger ser ikke ud til at klare opgaven særligt godt, og det er ikke svært at påpege sandsynlige årsager. Så måske er det værd at afprøve nye muligheder.