Danmark har et produktivitetsproblem

Af økonom, ph.d. Nicolai Kaarsen. 

Bragt i www.politiko.dk den 14. november 2015

Siden årtusindskiftet er vi kun blevet 8 pct. mere produktive. Det er en noget lavere vækst end vores nabolande har oplevet og endnu lavere end USA.

Vækst i produktivitet er at gøre ting smartere, så skaber mere værdi med samme arbejdsindsats. Det er flere biler, lækrere mad, mere hjemmehjælp og bedre sundhed. Alt sammen uden at arbejde hårdere eller længere. Og hvis man er mere til fritid, kan man selvfølgelig også vælge at veksle den øgede produktivitet til mindre arbejde og fastholde det nuværende forbrug.

Kilden til produktivitet er innovation. Nye maskiner og arbejdsformer som hjælper os til at arbejde smartere. Det behøver ikke at være opfindelser, som aldrig er set før, oftest drejer det sig om at hente inspiration fra andre.

Men hvordan øger vi innovationen?

Én mulighed, som højrefløjen typisk er fortaler for, er lavere skatter. En sænkning af topskatten eller selskabsskatten vil eksempelvis øge tilskyndelsen til at finde på nye måder at blive mere produktive på.

Imidlertid betyder lavere skat også flere penge i de riges lommer og færre i statskassen, ikke just venstrefløjens livret. Så her står vi altså over for et klassisk valg mellem omfordeling og vækst.

Men der er også en anden mulighed for at øge produktiviteten ganske kvit og frit uden forarmelse og huller i statskassen. Det handler om at luge ud i regler og love, som spænder ben for innovationen. Dels for at fjerne bånd på muligheden for at bruge nye teknologier, dels for at gøre det nemmere for nye virksomheder med nye idéer at komme på banen.

Planloven er et godt eksempel. I dag er der begrænsninger på at bygge store supermarkeder. Det skader væksten, fordi store supermarkeder er mere produktive end små. I USA har supermarkedskæden Walmart vist vejen med en kombination af IT, nye processer og ny organisationsstruktur. For forbrugerne har det betydet lavere priser og større udvalg.

Kritikere siger, at større varehuse går ud over naturen. Men hensynet til natur og byliv kan opretholdes gennem Naturbeskyttelsesloven og lokalplaner. At fjerne loftet på butiksstørrelsen betyder ikke, at Bilkaer per automatik skyder op på Møns klint eller i Den Gamle By.

Men hvad med købmændene? Vil det ikke gå ud over de små hyggelige butikker, som holder landsbyen i live med søndagsbasser og Amarone på tilbud?

Jo, på samme måde som skomagere, hjuldrejere og børstenbindere er blevet sat fra bestillingen af fabrikker. Innovation er destruktion. Forbrugerne vælger nye og bedre produkter og fravælger de gamle. Og hvis det skulle vise sig, at indbyggerne i Store Merløse elsker deres lokale købmand, og foretrækker at købe ind hos ham frem for i supermarkedet, overlever købmanden selvfølgelig.

Regeringen planlægger at ændre planloven, så det bliver lettere at bygge erhverv langs kysterne. Man kan håbe på, at de vil benytte chancen til også at gøre det lettere at bygge store forretninger til gavn for produktiviteten.

Et andet eksempel er Apotekerloven: I dag er det kun farmaceuter, som må eje apoteker. Samtidig er der begrænsninger på placeringen af nye apoteker.

Selvfølgelig er det rimeligt med regler om, hvem der må rådgive om og sælge medicin. Men derfor behøver ejeren af apotekerne ikke at være farmaceut. En hel eller delvis liberalisering af apotekerloven kan betyde, at tilgængeligheden af apoteker øges, og samtidig kan det give et konkurrencepres, som øger nytænkningen.

Produktivitetskommissionen kommer med en række andre muligheder for at skabe vækst – eksempelvis kan man luge ud i reguleringen af taxaer, advokater, vvs’ere og elektrikere.

Men hvis alt dette kan give gratis vækst med et snuptag og det koster på velfærd eller lighed, hvorfor er det da ikke ført ud i livet? Et bud er, at vi alle ruger over vores lille særprivilegium og ikke vil afgive det i en større sags tjeneste.

Det går nemlig ud over købmænd, apotekere, taxachauffører, advokater og andet godtfolk, som i dag nyder godt af lovgivningens beskyttelse mod konkurrence. At fjerne denne beskyttelse er næppe populært.

Men hvis vi hver især er villige til at afgive vores lille særprivilegium, kan vi fremme væksten og – afhængig af temperament – omsætte det til fx sportsvogne, bedre sundhedsydelser eller mere fritid.