Striden om PSO-afgiften

Bragt på www.altinget.dk den 02. juni 2016.

Regeringen ønsker at flytte PSO-finansieringen fra at ligge på elforbruget til i stedet at blive opkrævet via en mindre stigning i bundskatten. Denne omlægning er tidligere anbefalet af De Økonomiske Råd (DØR), men Klimarådet mener, at PSO-finansieringen bør fastholdes på elregningen og kun justeres lidt, så den bliver i overensstemmelse med EU-retten. Der står dygtige økonomer i spidsen for begge råd, så hvordan kan de være uenige om en så relativt simpel anbefaling?

En del af uenigheden mellem rådene bunder i tiltroen til CO2-kvotemarkedet. Kvotemarkedet er principielt et rigtig godt instrument, der på EU-plan sikrer, at CO2-udslippet fra el- og fjernvarmemarkedet reduceres til det ønskede niveau og til lavest mulige omkostninger. Rådene er enige om at kvotemarkedet er et centralt instrument, der bør understøttes mest muligt. Men der er i dag for mange kvoter i omløb, og kvoteprisen er derfor så lav, at det kan rejse tvivl om systemets troværdighed.

DØR antager, at kvotemarkedet vil klare ærterne og sikre EU's målsætning om udledning i 2050. I så fald er det ligegyldig hvilke skatter og afgifter de enkelte medlemslande har på energi. Hvis Danmark flytter PSO-finansieringen fra el til bundskatten, vil vores elforbrug stige. Det vil imidlertid ikke føre til højere CO2-udledning fra kvotesektorerne på EU-plan – kvotemarkedet sætter jo en overgrænse for udledningen. Skatteteoretisk ved vi også, at en finansierende afgift, som PSO-afgiften jo er, bør ligge på de brede skattebaser som fx bundskatten – det skaber mindre økonomiske forvridninger.  Og da en selvstændig VE-målsætning er overflødig, hvis kvotemarkedet sikrer målopfyldelse, skal VE-målsætningen blot opfyldes billigst muligt, når vi nu er belemret med den. DØR’s argumentation hænger således nydeligt sammen.

Klimarådet er mere skeptisk mht. CO2-kvotemarkedet og frygter, at kvotemarkedet, hvis det står alene, vil det føre til, at CO2-reduktionerne vil finde sted umiddelbart inden målåret 2050. Så skal VE-produktionen indpasses i elsystemet på kort tid, og det kan være dyrt da VE-produktionen er afhængig af vejr og vind, hvilket kræver en omfattende tilpasning af hele elsystemet. Klimarådet anser derfor VE-målsætningen som et nødvendigt supplement til kvotemarkedet, så længe kvoteprisen er lav. Og med den tilgang kombineret med det knæsatte ”forureneren betaler princip” følger det logisk, at forbrugerne bør betale den fulde omkostning ved elfremstilling, inkl. den støttede grønne del. Og det sikrer PSO-afgiften lagt på elforbruget langt hen ad vejen.

Men begge råd har udfordringer i argumentationen:

Man kan mene, at DØR spiller højt spil om klimamålene – der er i dag ikke politisk opbakning i EU til at reducere antallet af kvoter. Ved at forlade sig på, at de politiske vinde vil slå om, risikerer man, at klimamålene ikke nås. Og hvis Klimarådet har ret i pointen om særligt høje omkostninger ved tilpasning af elsystemet på kort tid, sikrer DØR ikke, at målene nås billigst muligt.

Man kan med lige ret hævde, at Klimarådet ikke tager højde for fordelene ved at udskyde VE-udbygningen. Dels vil VE- og systemteknologierne være modnede. Dels vil de vindmøller, vi stiller op i dag, alligevel være udtjente når vi når frem til 2050. Så ingen ved, om omkostningerne alt i alt vil være større, hvis omstillingen gennemføres tæt på 2050 med ny teknologi i stedet for gradvist.

Tilbage står, at ingen aner om kvotemarkedet om fx ti år vil tilskynde tilstrækkeligt til CO2-reduktion – det er helt op til de politiske vinde i EU-landene. Og vi ved ikke, om det er billigst at omstille til VE gradvist eller kort inden 2050. Så selv om begge råd argumenterer logisk og konsistent, lander de på forskellige anbefalinger, da de usikre antagelser er forskellige.