Er Frandsens kronik begyndelsen på enden?

En kold sommer er dermed hastigt ved at udvikle sig til en varmt efterår for SF. Aage Frandsens kritik af SF-linjen kan vel ikke overraske. Snarere overrasker det efterhånden, at der ikke tidligere er kommet indlæg af denne art fra SF-koryfæer.

Budskabet er klart: »Se og kom ud af den regering, vi får ikke nok ud af det«.

Frandsen ved godt, hvad han gør. Som altid er denne slags torpedoer under vandlinjen pakket ind i følgebemærkninger om, at det er konstruktivt ment. Det er det ikke. Det er en benhård kritik af SF's linje og en regeringsdeltagelse, som er floppet. Men Frandsen er et koryfæ i SF på linje med Mogens Lykketoft i S. Og det er det nye. At kritikken kommer fra en af de tunge drenge. Frandsen ved, at han er én person, som de andre SF'ere lytter til.

Hvorfor nu?

Af tre grunde: 

For det første fordi koryfæer af Frandsens kaliber ikke vil gå i historiebøgerne, som tilhængere af en politik, som potentielt afliver partiet, og som de er lodret imod. Dagens kronik skriger om, at SF nu skal have luft og plads til at kæmpe for SF-politik igen. Der kommer et tidspunkt, hvor nok er nok.

For det andet fordi Frandsens generation af den siddende SF-ledelse er udråbt som en flok protestgalninge imod Søvndal selv, som er mere til indflydelse. Den slags 'holden ud i strakt arm' kan gå, når SF buldrer fremad. Men det har SF ikke gjort længe.

Heller ikke sommerens anklager om gammelmarxistiske tendenser forhindrer, at EL's medlemstal buldrer frem. Det skyldes dels, at de eneste der anser de forstenede anklager som en reel trussel er de få velkendte forskræmte højreradikale debattører, som dagligt sender hvid røg ud på debatsiderne i landets borgerlige medier.

For det tredje fordi Frandsen og andre SF'ere kan se, at Enhedslisten brager frem på SF's bekostning. Det er ikke noget, ikke-SF'ere tænker så meget over, men for Frandsen og andre er det en daglig plage på linje med hold i ryggen eller piskesmæld. Og der er ikke udsigt til, at Enhedslisten går tilbage, så længe SF ikke kan tone rent flag over for vælgerne. Og det kan SF ikke i regering.

Almindelige vælgere og - især - skuffede SF'ere, der flygter til EL ved godt, at Enhedslistens vej til at omstyrte samfundet ved brug af kampvogne er lang. Dels fordi at der er lang vej til, at Johanne har 90 mandater alene. Dels fordi utroligt mange partier i Folketinget er lodret uenige med EL og vil forhindre dem i at kunne bestemme alt for meget, og endelig fordi EL i den grad har opført sig politisk pragmatisk i den tid de har været på borgen. Vælgernes øjne overruler således deres ører.

Frandsens kritik er blodig alvor for Søvndal. Derfor kæmper partiet også hårdt med at finde en tone at imødegå kritikken med. Skal ledelsen sige 'alt er godt' og stikke hovedet tilbage i sandet? Eller skal man give Frandsen lidt ret, og dermed reelt omstyrte hele SF's tilgang til regeringsprojektet og Søvndals lederskab? Søvndal sidder i en klemme - Frandsen har nu råbt, at kejseren ikke har tøj på. Klemmen består i, at det er rigtigt. En kold sommer er dermed hastigt ved at udvikle sig til en varmt efterår.