Hvad kan vi få ud af efterårets skatteforhandlinger?
Bragt på www.borsen.dk den 22 august 2016
Til efteråret går forhandlingerne om en skattepakke i gang: LA kræver en reduktion i topskatten på mindst 5 pct.point, regeringen ønsker skattelettelser både i toppen og i bunden, men udelukker samtidig, at nogen skat kan stige. Vores produktivitetsudvikling har været svag i mange år. Og vi har i dag et råderum på blot ti mia. kr. frem mod 2020. Det bliver ikke let.
Råderummet angiver, hvor mange penge, der er til rådighed til fx skattelettelser, hvis de offentlige udgifter holdes helt i ro frem til 2020. Det vil ikke være let: Den demografiske udvikling – flere mennesker, flere ældre og den almindelige velstandsudvikling – giver i sig selv anledning til en stigning i de offentlige udgifter på 1,2 pct. årligt. Dvs. hvis produktivitetsudviklingen i den offentlige sektor kan holde trit med den private, vil man med en offentlig udgiftsstigning på 1,2 pct. årligt lige nøjagtig sikre, at det offentlige serviceniveau ikke fremstår stadig mere pauvert sammenlignet med privatforbruget. Og den offentlige produktivitetsudvikling kan næppe følge med den private.
Budgetloven blev besluttet i 2012 og skal sikre den finanspolitiske disciplin. Budgetloven tilsiger, at kun offentlige besparelser besluttet i Folketinget kan medregnes i finansieringen. Folketinget kan kun beslutte dette i de fire førstkommende såkaldte budgetår. I forbindelse med overgangen til en 2025-plan har det lidt kreativt været foreslået, at man “bare” kan regne med offentlig nulvækst helt frem til 2025. Men det vil være i strid med forsigtighedsprincippet i budgetloven, som kun giver Folketinget mulighed for at lægge loft over det offentlige forbrug fire år frem i tid.
Budgetloven er af afgørende betydning for Danmarks finanspolitiske troværdighed. Op mod finanskrisens udbrud var finanspolitikken alt for ekspansiv, hvilket førte til, at finanskrisen ramte hårdere end nødvendigt. Det er ikke ualmindeligt, at paraderne sænkes, når krisebevidstheden med tiden aftager – det ser vi også tendenser til i dag bl.a. med forslag om at opbløde budgetloven. Det må man afvise – loven er et stort fremskridt og bør efterleves nidkært.
Det er en politisk beslutning, om råderummets 10 mia. kr. skal gå til skattelettelser frem mod 2020, om det skal gå til en offentlig forbrugsudvikling, som allerede vil ligge langt under det demografiske træk, eller om man fx skulle yderligere skaffe finansiering ved at sænke det offentlige forbrug frem til 2020.
Men hvad skal vi gøre, hvis det alene handler om produktivitet?
Der er evidens for, at en lavere topskat kan forbedre produktiviteten ved i højere grad at tilskynde til at personer søger produktive job. Tilsvarende kan en lavere topskat tilskynde, at man tager en højproduktiv uddannelse, ligesom højtuddannede og dermed mere produktive udlændinge vil finde Danmark mere attraktivt.
Selskabsskatten er ligeledes produktivitetshæmmende, da den fører til et for lille kapitalapparat. Så der kan være gode produktivitetsargumenter for at sænke selskabsskatten – helst intelligent i form af et fradrag for normalforrentning af egenkapital.
En løsning på den gordiske finansieringsknude kan imidlertid være at acceptere udvalgte skattestigninger. Det er velkendt, at ejendomsværdiskattestoppet er samfundsøkonomisk uheldigt: En ophævelse af nominalprincippet i ejendomsværdiskattestoppet kan bidrag med finansiering, stabilisere de økonomiske konjunkturer, mindske de forvridende effekter af beskatningen af kapitalafkast, reducere forfordelingen af udkantsområderne og reducere eventuelt uønskedefordelingseffekter af lavere topskat.
Endelig er der det nye sort: Dynamiske effekter af offentligt forbrug. Effekterne af skatteændringer er nogenlunde velbelyste, men vi ved mindre om, hvordan de offentlige udgifter bidrager til produktivitetsudviklingen: Det er veldokumenteret, at mere uddannelse fører til højere produktivitet, men betyder fx højere normering i vuggestuerne noget for børnenes produktivitet, når de bliver voksne? Eller betyder lavere sundhedsudgifter produktivitetsforringelser, der overstiger værdien af de sparede udgifter?
En del forskning peger på væsentlige effekter, men vi økonomer skylder stadig en del arbejde. Indtil videre må vi derfor blot advare mod at reducere de offentlige udgifter i blind tiltro til, at det er uden betydning for produktiviteten.