Debatindlæg
Onsdag 2. nov 2016

Thulesen, Samuelsen og Den sorte ridder

Forløbet med 2025 er kritisk, ja livstruende for regeringen, ultimativt. Nu er der timeout, og så klør de på igen efter Finansloven. Den mest sandsynlige udfald – hvis ikke der sker markante ændringer – er, at forhandlerne står samme sted som nu ved nytårstid. Der vil Lars Løkke erklære, at det ikke var muligt at få enderne til at nå hinanden, og så vil han ikke gøre mere. Dermed vil det ensidigt være op til Samuelsen og vælte ham. Gør han så det? Lige nu blæser svaret i vinden, men det burde være et klart NEJ.

Hvorfor? 

 

Jo, sandheden er, at hverken Samuelsen eller Thulesen Dahl har glæde af at smadre blå blok ved at udløse et valg. Men bizart nok, og værre, opfører begge partier sig lige nu som om at de begge havde udsigt til både et kanonvalg og evig indflydelse på Christiansborg. Ingen af delene er korrekt.

 

Dansk Folkeparti ligger i den grad ned. Tulle står til at miste hvert fjerde medlem af gruppen, plus den troværdighed, der allerede er røget og næppe kommer igen. Et valg nu er en regulær katastrofe. 


Liberal Alliance står imod egen forventning ikke til den store fremgang ved et valg. Partiets forsøg på at omdanne dansk politik til et politisk skydetelt, med forhandlingselementet sat uden for døren og ’alt eller intet’ som mantra er den dummeste strategi jeg endnu har set i mine mange år på og ved siden af Christiansborg. Sagen er, at hvis Samuelsen trykker på knappen til nytår, og vælter Løkke vil han 1) næppe få det valgresultat han håber idet hans vælgere også finder strategien dum, 2) for evigt blive husket som manden der smadrede det blå sammenhold og 3) få mindst fire år i politiske Gobi-ørken, når Mette Frederiksen kommer til. 

 

Liberal alliance og Anders Samuelsen er den absolut sidste politiker ud af de 179, som Mette Frederiksen har en tilskyndelse til at ringe til i forbindelse med en rød regering. Både fordi de politiske vande i den grad skiller. Men i lige så høj grad fordi at Samuelsen herfra vil blive opfattet som en skør kugle på Borgen, som man for Guds skyld ikke skal gøre sig afhængig af. På Linje med Mogens Glistrup i årene med Fremskridtspartiet, år hvor Folketinget reelt lavede sine forlig uden om dette parti. Det er således en farlig vej – for Samuelsen – som Samuelsen på alle måder betræder. 

 

Den noget oppustede hanbavian-adfærd som både Thulesen Dahl og Samuelsen udviser når det kommer til at ville flytte sig og forhandle 2025-planen er således både uklog, men også historisk afvigende. I ’gamle dage’ var det i den grad god latin – i fuld åbenhed - af gøre alt for at undgå et folketingsvalg, hvis man var leder af et vingeskudt parti. Spørg Poul Schlüter, da han gav nøglerne til Statsministeriet til Poul Nyrup den 25. januar 1993, han skulle ikke nyde noget efter Tamil-sagen. 

 

Og spørg Uffe Ellemann Jensen, som i den grad lagde sig ned da Nyrup forsøgte at udskrive et valg sidst i halvfemserne og Venstres leder ikke fandt tidspunktet godt for sit parti. Så der er intet historisk til hinder for, at Thulesen Dahl og Samuelsen kravler ned fra træet og indgår et forlig for at undgå deres egen indlysende undergang.

 

Værst af alt, så agerer de to herrer som om hele verden stadig ser dem som det de var, dengang de havde gode meningsmålinger i udsigt. Men det går verden ikke længere. Verden ser to skøre partiledere, der opfører sig som den ditto skøre sorte ridder fra filmen ’Monty Python og de skøre riddere’. Da fægteduellen mellem den sorte ridder og en anden – dygtigere – ridder ender med at den sorte ridder får hugget begge sine arme og begge sine ben af nægter den sorte ridder stadig og give op, og imens han sidder på jorden – arm- og benløs – råber han vedholdende energisk, at den anden er en kujon og skal komme tilbage, så han kan bide ham. 


Det gik ikke for den sorte ridder, og det ser ikke ud til at går for de to hanbavianer, og prisen, ja den betaler alle i blå blok ved årets slutning....nyd dagen Danmark.