Endnu en folkeafstemning i et EU-træt land: Italien

Indlægget er bragt i Politiken den 4. december 2016

Italiens folkeafstemning denne weekend handler om alt andet end folkeafstemningens substans. Italienerne skal stemme om en konstitutionsændring, som skal smidiggøre lovgivningsarbejdet. Men italienerne er trætte af landets gældskrise. De er trætte af den manglende politiske lydhørhed. Og de er trætte af EU.

Det centrale spørgsmål er, om italienerne er så trætte af situationen, at det kan bane vejen for populismen, og Eurozonens tredjestørste økonomi derfor kan bringe euroen på slingrekurs Italienerne er meget trætte af den politiske situation viser en nylig statistik, hvor Italien opnår bundplacering på spørgsmål, omkring befolkningens tilfredshed.

Kun 25 pct. af de adspurgte italienere føler deres stemme bliver hørt i national politik. Til sammenligning er EU’s gennemsnit på 53 pct. med Danmark som absolut topscorer, hvor hele 92 pct. finder, at deres stemme har en betydning i national politik. 

Den italienske utilfredshed forøges kun, når spørgsmålet falder på EU. Kun 20 pct. af italienerne føler deres stemme bliver hørt i EU - det europæiske gennemsnit ligger på 37 pct. Herudover mener kun 33 pct. af italienerne, at landets EU-medlemskab er en god ting. Og på spørgsmålet om, hvorvidt landet – alt-i-alt – synes at drage fordel af sit EU-medlemskab indtager Italien en bundplacering: Kun 38 pct. besvarer spørgsmålet positivt.

Alt i alt tegner der sig et billede af en desillusioneret og pessimistisk italiensk befolkning. Det drejer sig om national politik, men særligt om europæiske politik. Sammen med Grækenland, som landet deler økonomiske og immigrationspolitiske udfordringer med, befinder italienerne sig konsistent i den absolutte bund af EU’s 28 medlemslande på spørgsmål om tilfredshed med EU-medlemskabet.

Populismens vinde blæser i Italien. Femstjernebevægelsen med den farverige komiker Beppe Grillo i front er med rekordfart blevet Italiens største oppositionsbevægelse. Femstjernebevægelsen er ikke at finde på den traditionelle venstre-højre fløj. Dens erklærede mål er at reformere det korruptionsplagede politiske system og få Italien ud af euroen. 

Sidstnævnte bliver måske en mulighed, hvis premierminister Matteo Renzi fra centrum-venstre partiet Partito Democratico (PD) taber folkeafstemningen. I begyndelsen af valgkampen, erklærede han nemlig at ville træde tilbage, hvis den blev nedstemt. Det var før Femstjernebevægelsen vandt borgmesterposterne i Rom og Torino – og lå få procentpoint fra PD i målingerne. Og selvom Renzi senere modererede sin udtalelse, så forventer mange han holder ord.  

Folkeafstemningen i Italien har intet med EU at gøre. Og den ville næppe trække internationale overskrifter, hvis ikke Renzi havde udmeldt, at folkeafstemningen afgør hans skæbne. Italienerne stemmer om en række konstitutionelle ændringer, som skal smidiggøre det italienske politiske system – herunder en reform af senatets magt og mere magt fra regionerne til den centrale regering. Alt sammen med det formål, at lovgivningsprocessen ikke så let skal gå i hårdknude.

Bliver det et nej og trækker Renzi sig, står der en række oppositionspartier klar i kulissen: Blandt dem er Forza Italia – Berlusconis gamle parti -, Femstjernebevægelsen, samt det højre-populistiske Lega Nord.

Ønsket om at forlade euroen forener disse partier. Og alle tre partier besidder en populisme, som er set før både under Brexit-afstemningen og under det seneste amerikanske præsidentvalg. Italien bliver dermed det første land i det kontinentale Europa, hvor populismens vinde testes.

Et af argumenterne mod Renzis reformer, som særligt høres i det fattige Syditalien, er hørt før:  Man ønsker forandring. Det står alle tre ovenstående oppositionspartier klar til at give.

En del forskning og erfaring viser, at folkeafstemninger sjældent vindes alene på substans. Den siddende regering behøver befolkningen på sin side, og det hjælper betydeligt, at det går samfundsmæssigt godt.  

Italienernes pessimisme kan derfor blive afgørende i udfaldet af Renzis folkeafstemning. Og den nuværende situation i Italien besidder alle de komponenter, som har banet vejen for populismens fremmarch andre steder: En høj statsgæld, høj arbejdsløshed – men først og fremmest en enorm folkelig frustration over det nuværende politiske system.

Det paradoksale er, at afstemningen – ifølge Renzi - netop søger at lave de konstitutionsændringer, som kan løse det langsommelige italienske politiske system op, så der kan komme reformer og forandring. Men store dele af befolkningen synes at være for desillusionerede omkring det etablerede politiske system, herunder Renzi og PD, til at købe hans argumentation.

Den seneste måned har vist dødt løb mellem ja og nej, men med en mindre hældning til nej-siden. Og selvom meningsmålinger kan tage fejl, så har Italien de karakteristika, som har banet vejen for Brexit og synes at ligge til grund for den franske Front Nationales leder Marine Le Pens popularitet.

Derfor risikerer man vågne op til et nej d. 5 december i en folkeafstemning, som intet har med EU at gøre, men som kan få store konsekvenser for EU’s stabilitet.