Skæv dansk uddannelsespolitik

Indlægget er bragt på www.altinget.dk den 06 februar 2017

I Danmark har produktivitetsudviklingen været svag siden midten af 1990’erne. Produktivitetskommissionen påpeger blandt årsagerne problemer i uddannelsessystemet. Der har i en årrække været fokus på betydningen af uddannelse, og andelen unge, der får en kandidatuddannelse er fortsat stigende, men en nylig Krakas analyse viser, at ”mere uddannelse” ikke i sig selv er nok. 

Der er store forskelle på lønninger og sandsynlighed for beskæftigelse blandt de, der fuldfører en kandidatuddannelse, afhængigt af, hvilken uddannelse de vælger. Disse forskelle afspejles i ”lønpræmien”, som udtrykker, hvor meget en person får ud af at tage en uddannelse frem for at være ufaglært, når der samtidig tages højde for de enkelte personers baggrundskarakteristika. Hvis lønpræmien for en bestemt uddannelse er høj, har vi uddannet for få i forhold til, hvad vi har brug for. Er lønpræmien lav, har vi uddannet for mange.

I Kraka har vi opgjort lønpræmierne for kandidater i Danmark og sammenholdt dem med andel nyuddannede kandidater inden for forskellige fagområder i Danmark og i de øvrige EU-lande. Og resultatet er nedslående:  

I forhold til andre EU-lande – her defineret som EU-15 samt Norge og Schweiz – er vores uddannelsesandele især høje for humaniora og kunst, som har netop de laveste lønpræmier. Omvendt er andelen af kandidater i tekniske uddannelser og sundhedsvidenskab i Danmark lavere end i EU, mens deres lønpræmie er høj. Inden for samfundsvidenskab er lønpræmien også høj, men den gode nyhed er her, at vi faktisk uddanner relativt flere af disse, end man gør i EU generelt.

Behovet for forskellige typer af kandidater er ikke nødvendigvis det samme i forskellige lande, og fordelingen af nyuddannede kandidater på tværs af fagområder ikke nødvendigvis er optimal i de øvrige EU-lande. Men alt i alt viser sammenligningen, at vi uddanner forholdsmæssigt flere af dem, vi har mindst brug for, og forholdsmæssigt færre af dem, vi har mest brug for. Det er ikke opskriften på en produktiv arbejdskraft.

I 2004-2014 perioden, er uddannelsesandelen for humaniora faldet, men det er den desværre også for de tekniske uddannelser og sundhedsvidenskab, om end der i de seneste år er sket en stigning i søgningen til ingeniøruddannelserne.

Der har været et stigende fokus på at oplyse de unge om ikke kun at vælge med hjertet, men også skele lidt til om uddannelsen kan give en god løn og en god jobsandsynlighed. Det er selvsagt vigtigt, at de studerende har tilstrækkelig viden om mulighederne i de forskellige studier, så de kan træffe et oplyst valg.

Men oplysning har en begrænset effekt, hvis ikke optaget på universiteterne afspejler, hvilke uddannelser der er brug for. Det gælder både optaget på de enkelte uddannelser, og indholdet af uddannelserne. Det vil være en fejl, helt at stoppe for optaget af kandidater inden for fx kunst eller humaniora, men der er ikke tvivl om, at der er for mange i dag.

Regeringen har allerede forsøgt at begrænse optaget på en række humanistiske uddannelser ved hjælp af dimensioneringsmodellen. Det er dog ikke oplagt at modellen er tilstrækkelig til at sikre det samfundsøkonomisk mest hensigtsmæssige optag, så at vi uddanner de helt rigtige kandidater i fremtiden.