Tirsdag 16. okt 2012

SF må ud af den regering

Vilhelmsens vælgertilslutning vil dale i takt med, at hun ikke får indrømmelser. Det gik som ventet. Vilhelmsen vandt en overlegen sejr, hvis eneste budskab handler om, at medlemmerne i SF bare ikke var enig med partiledelsen om den måde, man så langt har været i regering på.

Regeringsdeltagelse, (måske) o.k. Men måden at være i regering på, klart dumpet. Astrid Krag skal nok lære af dette nederlag og har en lang karriere foran sig. Så der står Vilhelmsen nu, med de gyldne kæder om halsen. Hvad vil hun bruge dem til?

 

Det er ikke spørgsmålet. Hvad kan hun bruge dem til, er snarere det relevante spørgsmål. Så langt har prognoserne omkring SF’s oprør ikke overrasket en tøddel. Hvis forudsigeligheden fortsætter, er svaret på spørgsmålet banalt: ingenting. Og dermed er SF på vej ud af regeringen, hvilket vil være det bedste for alle parter. At Holger K. Nielsen bliver Vilhelmsens nærmeste rådgiver, er heller ikke en overraskelse. Han er den eneste mand (m/k) tæt på hende, som kan spille den rolle, som Thor Möger har spillet hos Søvndal. Men i graverende modstrid til Möger er Holger en mand med erfaring og har med sine 62 år formentlig mange gode år foran sig endnu.

 

Vilhelmsen arver en klar politisk linje, som har kørt SF i hegnet, og hun vil blive nøje overvåget af dem, som valgte hende Ronald Reagan var som bekendt 69 år, da han blev valgt første gang til jobbet som den frie verdens leder. Vilhelmsen er dermed langt bedre kørende, end Søvndal var.

Möger er ikke kommet i unåde i partiet, fordi han var for progressiv, for genial eller for energisk. Han er kommet i unåde, fordi han ikke har haft kompetencen til at bestride stillingen. Möger har lullet Søvndal – som naturligvis selv har det egentlige ansvar for sin ledelseskollaps – ind i en tanke om, at en ekstrem højredrejning (set med SF-briller) var lig med at være stueren.

 

Kan ske, at SF ikke havde været i regering, hvis man ikke havde skrevet under på regeringsgrundlaget. Men det skulle man have valgt. Möger har bevæget sig fra en rolle i ungdomspolitik til superligaen på rekordtid. Men der er ikke mange Andreas Cornelius’er (FCK-angriber, der kom ud af ingenting), heller ikke i politik. Og det står pinagtigt klart i min egen erindring fra min tid i bl.a. Statsministeriet, at leverer man ikke de rigtige råd, så er det ud. Ikke meget rock’n roll i det.

 

At Søvndal ikke selv havde evnen til at se, at kursen var alt for voldsom til SF’erne, er nok det, som overrasker i denne sag, hvis noget gør. Möger kan blive et stort aktiv for SF – om 10-15 år, når nuancerne og de besværlige spilleregler i politik er kommet lidt mere ind på rygraden. Så frisk mod: ’experience matters’. For Thorning-Schmidt handler det om at få SF sendt ud af regeringen, så rød blok atter kan opnå momentum. Enhedslisten kan ikke samle alle de utilfredse op. Vilhelmsens ankomst til regeringen kan blive en gave til både Løkke og statsminister Thorning-Schmidt.

 

Løkke først. I modsætning til resten af de politiske kaffegrumslæsere mener jeg ikke, at Vilhelmsen har længere snor i forhold til at acceptere kompromiser, end Astrid Krag ville have haft, havde hun vundet.

 

Jo, ifølge gængs analyse er en ægte venstreorienteret bedre til at tinglyse højreorienterede kompromiser end en højreorienteret. Men her kan vi ikke læne os op ad gængs analyse. Vilhelmsen arver en klar politisk linje, som har kørt SF i hegnet, og hun vil blive nøje overvåget af dem, som valgte hende i håbet om, at de kan registrere en kursændring. Med andre ord så kender baglandet den politiske baseline, som hun starter fra. Og derfra skal hun kæmpe sine resultater hjem. Under opsyn. Hun kan altså ikke udlægge, dreje, tviste, fortolke klare nederlag som sejre, som Søvndal havde for vane.

 

Hendes bagland har fuldt udsyn og forventer klare ændringer. Og så er vi fremme ved essensen: Den eneste måde, som Vilhelmsen og Holger kan skaffe resultater på, er ved at overtale Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager til at give sig lidt mere, end de havde for vane med hendes forgænger. Hvad er chancerne herfor? Dårlige. Derfor vil Løkke kunne se frem til, at der vil være uro i regeringen fortsat, når hvedebrødsdagene er overstået.

 

Vilhelmsens vælgertilslutning vil dale i takt med, at hun ikke får indrømmelser – uanset hvor rimeligt hun må syntes, at eksempelvis et finanslovsforlig med Venstre må være. For Thorning-Schmidt handler det om at få SF sendt ud af regeringen, så rød blok atter kan opnå momentum. Enhedslisten kan ikke samle alle de utilfredse vælgere op. Og den gode nyhed er, at i modsætning til Søvndal kan Vilhelmsen rent faktisk sige farvel til regeringssamarbejdet. Det var ikke hendes baby. Regeringen kan formentlig først for alvor kan komme fremad, når Vilhelmsen trækker i snoren: Jo før, jo bedre.