Senere tilbagetrækning kan finansiere højt prioriterede politiske ønsker

Tilbage i 00’erne var dansk økonomi uholdbar. Hvis vi fortsatte med uændrede satser for skatter og overførsler og uændret tilbagetrækningsalder, kunne vi se frem til stadigt stigende underskud på de offentlige finanser.

Dét problem kunne løses enten ved forøgede skatter, reducerede offentlige udgifter eller ved arbejdsmarkedsreformer.  Skattetrykket var højt, så højere skatter ville betyde en kraftig reduktion i arbejdsudbuddet, hvorved vores økonomiske velstand ville falde ganske meget. Dén løsning var ikke oplagt. Der var heller ikke politisk opbakning til lavere offentlige udgifter, hvorfor svaret blev arbejdsudbudsreformer. De vigtigste af disse var Velfærdsaftalen fra 2006 og Tilbagetrækningsreformen fra 2011.

Aftalerne betyder, at tilbagetrækningsalderen skal følge udviklingen i levetid således, at fremtidige generationer kan se frem til et konstant antal år på otium. Sigtelinjen for dette er 14,5 år, men flere forsinkelsesmekanismer i aftalerne betyder, at det forventede antal år på otium med de gældende regler vil være højere end sigtelinjen i mange år fremover. Figuren viser, hvor langt et otium, man kan forvente afhængig af fødselsår. Store aldersgrupper kan se frem til et forventet otium, der er betydeligt længere end både de tidligere og senere generationer.

De 14,5 år er en politisk beslutning. Og da vi generelt accepterer, at fremtidige generationer stilles økonomisk bedre pga. fortsat økonomisk vækst, kunne man også have valgt anderledes. Men grundprincippet er stadfæstet af et bredt flertal i Folketinget og er derfor en relevant sigtelinje.

I 2025-planen lagde den daværende regering op til at sætte tilbagetrækningsalderen op med et halvt år for nogle aldersgrupper for derved at fjerne hovedparten af det resterende holdbarhedsproblem – de tilpassede regler er illustreret i figuren. Justeringen i 2025-planen er begrundet med at levealderen stiger hurtigere end forudsat i Tilbagetrækningsreformen og sammenlignet med sigtelinjen, er der foreslået en ganske beskeden justering i 2025-planen.

Hvis eksempelvis alle personer født mellem 1952 og 1986 først kunne gå på pension efter sigtelinjen, ville deres arbejdsudbud over livet – forenklet beregnet – i gennemsnit forøges med i nærheden af 9 pct. i forhold til de gældende regler. For yngre generationer er effekten mindre, da der for disse er mindre forskel på de gældende regler og sigtelinjen. En generel tilpasning til sigtelinjen vil forøge værditilvæksten og give et stort offentligt provenu.

Senere tilbagetrækning reducerer desuden pensionsudbetalingerne direkte pga. de færre pensionsår. Og indirekte da flere erhvervsaktive år giver større pensionsopsparinger og dermed lavere offentlige udgifter til pensionstillæg. Begge dele reducerer de offentlige udgifter og reducerer som sidegevinst nogle problemer med den sammensatte beskatning af pensionsopsparing.

Senere tilbagetrækning har dog også en omkostning, og bør fx kobles sammen med målrettede ordninger for nedslidte personer. I takt med at færre udfører fysisk krævende arbejde, må man dog forvente at antallet af disse reduceres.

Det store offentlige råderum, der vil følge af de højere offentlige indtægter og lavere offentlige udgifter, kan politisk bruges til meget interessant: Indkomstskatterne kan reduceres markant, det offentlige forbrug kan stige i en årrække, eller man kan tage et stort skridt i retning af en 30-timers arbejdsuge.

Af hensyn til troværdigheden er det dog vigtigt, at justeringer af Velfærdsaftalen bakkes op af et bredt folketingsflertal og foretages på baggrund af et grundigt kommissionsarbejde, der både fastlægger langtidsholdbare principper for tilbagetrækningsalderen, ordninger for nedslidte og samspilsproblemerne i pensionsbeskatningen.

Tidligere brændte platformen – i dag kan vi vælge mere frit. Men en senere tilbagetrækningsalder kan bidrage med betydelig finansiering til andre højtprioriterede politiske mål.

Kilde: DK-2025 og egne beregninger.