Fordele og ulemper ved Bankunion
Finansrådet og Europakommissionens repræsentation i Danmark har afholdt en spændende konference om bankunionen. Kraka har bidraget med et kort oplæg om fordele og ulemper ved en bankunion. Se program for konferencen her og læs Krakas oplæg her.
På papiret er en Bankunion en god idé. En bankunion er en forsikringsordning, som kan reducere risikoen for og omkostningerne ved finansielle kriser. Kravet er først og fremmest at EU-niveauet får beslutningskompetencen på to områder: Tilsyn med banker og afvikling af nødlidende banker. En bankunion kan potentielt styrke det indre marked for finansielle tjenester, og give danske banker en væsentlig konkurrenceevnegevinst, hvis det gribes rigtigt an. Men djævlen ligger i detaljen. Hvis en bankunion skrues forkert sammen kan den gøre mere skade end gavn. Og selv en godt sammensat Bankunion rummer nogle ulemper. Fx kan en bankunion betyde at tilskyndelsen til at føre ansvarlig finanspolitik kan blive reduceret.