Onsdag 21. nov 2012

Løkkes store sats kan få ham til at ligne en græsk velfærdsbarbar

Lars Løkke gambler ekstremt højt med sin nye skattepolitik.

 

Venstres seneste udspil fra weekendens landsmøde i Herning om en 0-vækst i den offentlige sektor ligner umiddelbart et politisk selvmord - medmindre økonomien bare bliver ved og ved og ved med at gå den gale vej frem mod næste valg. 40-50.000 mennesker, har vi beregnet i Kraka, skal Lars Løkke barbere ud af den offentlige sektor, hvis han får magt, som han har agt. 40-50.000?

 

Det kræver mere end lukningen af et par plejehjem i Hobro at spare i den størrelsesorden. Hvis regeringen ønskede en kant til den succesrige opposition, så har den fået det nu. Den kolde analyse er nu, at holder Løkke sine fine Galluptal de næste måneder - efter et forventeligt bombardement fra regeringens side om Venstres ’ønskede nedsabling af den offentlige sektor’ - så er slaget om næste valg tabt for Thorning.

 

Løkke gambler ekstremt højt med sin nye skattepolitik. Der er aldrig nogen, som har vundet et folketingsvalg på et slogan om at ’sætte skatten ned’. Schlüter prøvede i 1986 og tabte med et brag. Det ved Løkke, så hvad kan alligevel motivere ham til det ekstreme sporskifte?

Han ved jo, at regeringen herfra vil hudflette Venstre som et parti, der vil rive velfærdssamfundet op med rode. En cocktail af tre præmisser skal sikre hans succes.

 

For det første – og vigtigst – ser det ikke længere ud til, at økonomien retter sig inden næste valg. Regeringens genopretning virker ikke, og hvad er det lige, den skal gøre på den korte bane – andet end at håbe?  Det betyder, at alle politiske partier skal gå til valg på en kriseplan, snarere end en velfærdsplan. Løkkes kriseplan leverer virksomhederne bedre konkurrencekraft ved at sætte skatten ned.

 

Får medarbejderne lavere skat, vil lønningerne kunne gå ned. Færre lønudgifter giver billigere priser på produkterne, som resulterer i mere salg, flere ansættelser – en positiv spiral. Får virksomhederne skattelettelser, går disse direkte på bundlinjen og indebærer ligeså billigere priser. Løkkes salgstale til vælgerne på valgdagen handler om at skabe arbejdspladser, og han lægger dermed op til en diskussion med Thorning, hvor han kan kritisere hende for, at hun ikke kan skabe arbejdspladser med en stadig større offentlig sektor.

 

Hans strategi har to problemer.

  • Hvad nu hvis økonomien faktisk bliver bedre inden 2015? Så vil han have afsløret sig som en liberal velfærdsbarbar, der vil bombe Danmark til med reformer i Grækenland-klassen.

 

  • Vælgerne skal uddannes til at forstå sammenhængen mellem en mærkbar forringelse af den offentlige service og den lidt abstrakte vækst i antallet af job, som kommer via lempede vilkår for virksomhederne. Med al respekt for den gennemsnitlige danskers dybe indsigt i nationaløkonomiens lyksaligheder er dette meget at håbe på.

 

Den anden præmis for Løkkes strategi er det, som han selv i sin landsmødetale kalder at ’fortælle danskerne sandheden’. Løkke vil med sit ’græske geværgreb’ fremstå som manden, der tør sige tingene, som de er, og som har mandsmod til at turde handle på de triste fakta.

Han har i egen optik stået som den store reformator, siden han forrige nytår lancerede sin tilbagetrækningsreform. Han står altså som manden, der ikke skifter standpunkt og politik efter et valg, en giftighed, der lørdag blev sendt fra Løkkes tale i Herning mod regeringen. Løkke har korrekt set, at regeringens troværdighed er blevet sat lidt på prøve af de reformer, som den har gennemført i sit første leveår.

 

Reformer, som den ikke akkurat gik til valg på. Ved at sætte en ny megareformdagsorden om skat og den offentlige sektor presses regeringen voldsomt, hvis økonomien fortsætter i dybet. Hverken Thorning eller Vilhelmsen kan holde til meget mere i den afdeling end den tilbageværende kontanthjælpsreform, som kommer til foråret. Så langt, så godt, tænker de nu, men der er bare ét problem: Løkke tabte magten på den selvsamme strategi og sidder ikke længere i Statsministeriet.

 

Tilbagetrækningsreformen var et politisk modigt og nødvendigt stykke reformarbejde, men nogen politisk sællert hos vælgerne var den ikke.  Dengang tabte Løkke valget, fordi vælgerne bare ikke ville af med den velfærdslækkerbisken, som efterlønnen udgør. Derfor er det helt afgørende for ham, at hans ’græske geværgreb’ netop ikke gør ham til en køllesvingende velfærdsslagter, men til en reformator, der skaffer arbejdspladser og dermed sikrer velfærden.

 

 

Og dermed er vi fremme ved de radikale og den tredje præmis. Hvis økonomien fortsat ramler, og Thorning lukker for reformhanen, da kan Vestager være tvunget til at se i retning af Løkke. Løkke har givet bolden op til kampen frem mod valget. Men hans plan er farlig, og det langtfra sikkert, at bolden går i mål.