Fredag 7. dec 2012

Dedikeret kulturminister og politisk kylling

Spørgsmålet, der står tilbage, er: Var Elbæk overhovedet politiker?

Det er tankevækkende, at Elbæk gik. Det har regeringskilder lige nu har travlt med at fortælle den måbende omverden. For måbe, det gør den. Selv om flere kommentatorer mente, at stolen vaklede under Elbæk, så var dette en forkert vurdering. Af det, som hidtil var kommet frem, var der ikke en ret stor sandsynlighed for, at Elbæk ville være blevet fyret af Enhedslisten. Derfor er spørgsmålet nu: Hvorfor gik han? Det er tre muligheder.

 

1) Elbæk og resten af den radikale ledelse har fundet ud af, at der er langt mere i 'skufferne', end hvad der kom frem under gårsdagens samråd. Flere dårlige beslutninger, som Rigsrevisionen nødvendigvis ville finde frem til. Vi ved det ikke, men dette kan vel være tilfældet. Dog var Elbæks samrådssvar i går gennemtyggede af embedsmænd; hans 'storyline' var ret klar. Ja, han havde haft fem middage på et sted, der stod ham selv nær, og hvor hans mand var blevet ansat i perioden. Ja, kuvertprisen var over det tilladte på visse af middagene, men nogen Brixtoftesag var der ikke tale om.

 

2) Den radikale ledelse kunne ikke klare udsigten til, at oppositionen skulle kunne gå rundt og hudflette Elbæk, partiet og regeringen i den periode, hvor Rigsrevisionens undersøgelse ville løbe. Det er ikke rart at stå for skud, og givet at Rigsrevisionen vil komme frem til visse uregelmæssigheder, kan dette nemt have spillet ind.

 

3) Elbæk kunne ikke klare mosten, hvorfor han valgte nødbremsen. »Måske var han ikke en rigtig politiker?«, som nogle regeringskilder anfører. Måske har de ret. Men det undrer. Det undrer, at han står igennem to samråd - hvor han godt nok lignede et dådyr i lyset fra billygterne på en tåget dansk landevej - men hvis han stod gennem det værste, hvorfor så trække sig nu? Fordi der var noget som var værre forude (mulighed 1). Mystisk. Tilbage står, at Elbæk forlod posten efter at have fejlet, men ikke fejlet i en grad, som normalt tvinger ministre til at gå. Det Radikale Venstre skal nok komme sig. Set med partiets øjne er det klart at foretrække, at sagen nu lukker. Og at man hurtigt udnævner en ny og kommer videre. Der er et klart motiv.

 

Politik var næppe noget for en idealist som Uffe Elbæk, der har levet sit liv som de færreste, med interesse for bl.a. nycirkus. En kulturminister, som rent faktisk gik op i kulturen - og en politisk kylling. Måske er dette netop eksemplet på, at en minister ikke nødvendigvis skal være idealisten med hjertet på rette sted, men i stedet en operatør, en administrator, som til enhver tid - som Sadam Husseins tidligere republikanske garde - kan ligge gravet ned i sandet og tage imod en bomberegn af de store. Elbæk var i virkeligheden bare en rar mand, der ikke helt forstod, hvad der foregik, og som dermed var fejlplaceret - og en fejludnævnelse. Hvem kommer nu? Tja, der er nok af kandidater. Kulturministerposten kunne være en forfremmelse af Manu Sareen fra det meget undseelige ministerium, han har nu. Men en udefra kommende kandidat som Politikens kulturredaktør Anita Bay Bundegaard vil være kvalificeret. Anita er blevet en del mere rundet af verden siden hendes sidste ministeroplevelse.

 

Kulturministeriet fylder så uendeligt lidt i dansk politik, og når vandene har lagt sig, har vi glemt det. Glemt, at Løkke og den borgerlige opposition har fået sin første skalp.