Tirsdag 11. dec 2012

Danskerne har penge - men troen mangler

LAD MIG starte med en personlig tilståelse: Jeg er bange. Bange for, at der stadig er meget lang vej til, at dansk økonomi er på fode igen. Måske år – eller ligefrem årtier. Og dermed bange for, at der ikke er udsigt til noget, som bare minder om fuld beskæftigelse forude. 

Nu da Uffe Elbæks besynderlige exit er lagt bag os, kan vi atter fokusere på det centrale spørgsmål om, hvordan politikerne skal bringe kongeriget flot af krisen.
 
Seneste udspil er Løkkes, som dikterer 0-vækst i den offentlige sektor, et udspil, der som ventet har trukket opbakningen til Venstre ned og givet Socialdemokraterne lidt medvind. I Kraka har vi beregnet, at det langsigtet vil koste 22.000 offentligt ansatte jobbet, hvad der politisk set måske kan virke af meget, men set i forhold til de hundredtusinder af ansatte i sektoren, kan det måske virke lidt mindre skræmmende. Thorning-Schmidt skal nok forstå at starte kampagnemotoren op igen og udnytte Lars Løkkes blottelse. Men 0-vækst eller ej, så er den kolde analyse, at dansk økonomi ikke flytter sig i den rigtige retning nu på fjerde år. Tværtimod.
 
HER HOS Kraka er strømmen gået. Vi fryser. Dong påstår, at den kommer om nogle timer. Kraka arbejder på batterier. Det gør resten af Danmark også. I går kom der tal fra eksporten i oktober. Dårlige tal. Boligmarkedet udvikler sig heller ikke positivt. Og selv om dankortene snurrer lidt ekstra her i julemåneden, så holder vi alle igen med at bruge penge. Som noget nyt i forhold til tidligere kriser holder alle de offentligt ansatte også igen, idet de – som de privatansatte – nu er fyringstruede. Det er konsekvensen af at fyre løs blandt skolelærere, sosu-medarbejdere, sygeplejersker, at alle dem som stadig har deres arbejde, bliver nervøse og gemmer til natten. Vi trækker hinanden ned.
 
DET ER almindeligt kendt, at regeringen ikke bare kan sætte gang i hjulene og brænde flere penge af, fordi det blot vil skabe yderligere underskud på statsfinanserne. Alle venter på USA, også Danmark. Men her er en anden bekymring: Managementfirmaet McKinsey udarbejdede i juni 2011 en rapport, som analyserer USA’s tilbagevenden til økonomisk vækst.  Den påpeger blandt andet, at der for hver recession som USA har gennemlevet i de seneste mange årtier, går længere og længere tid, inden at det tabte antal job er genvundet. At langt færre nye iværksættere starter op, og at der er geografisk længere mellem job og dem med de rette uddannelser, er bare to af årsagerne hertil. McKinsey er i tvivl om, hvorvidt man nogensinde kommer tilbage til en beskæftigelsessituation som den, man kendte før finanskrisen startede i 2008.
 
For dansk politik er den amerikanske situation scary. Det siger sig selv, at fuld beskæftigelse er det mest centrale succeskriterium for en dansk regering. Ikke mindst en socialdemokratisk ledet regering. Og givet at Thorning-Schmidt reelt blot sidder og varmer sig i sit store hjørnekontor (der har Dong forhåbentlig en heldigere hånd end her i Kraka), imens hun venter på optur i USA, er tiden vel kommet til at overveje, hvad der skal gøres, såfremt USA ikke står alene med at skabe et opsving uden ret mange nye job?
 
Løkkes 0-vækst udspil handler om at skabe lavere omkostninger på langt sigt for danske virksomheder via lavere offentlige udgifter, så de bedre kan konkurrere. Men udmeldingen om 0-vækst bryder afgørende med ’Fogh-doktrinen’ om at være et Venstre for hele Danmark og ad den vej forhindre, at de røde kan fremstå mere velfærdsorienterede.
 
MEN HVAD kan være Thorning-Schmidts modtræk? Hun kan ikke sætte gang i hjulene via statskassen, så jobbene vælter frem og alle vælgere bliver glade. Den menu har hun ligesom prøvet at servere for vælgerne op til sidste valg, aldeles uden held. Sandheden er, at begge bejlere til statsministerposten må operere inden for en ganske snæver ramme af offentlige udgifter. Og grundlæggende har hverken Løkke eller Thorning-Schmidt et godt svar på hvordan Danmark kan komme ud af krisen her og nu, hvorfor den politiske kamp frem til næste valg skal udkæmpes imens vi alle ’sidder i venteværelset’. Vi venter på USA. Vi venter på Sydeuropa.  Den politiske leder, som kan skabe et håb, kan vinde næste valg.
 
Løkkes 0-vækst-politik skaber intet håb, men støder de offentligt ansatte væk. Og virksomhederne har svært ved at tro på dens gennemførelse. Thorning-Schmidt kan komme i offensiven, hvis hun kan få danskerne til at bruge penge og virksomhederne til at investere. Pengene er der til overflod. Det er troen på fremtiden, det kniber med.