Undgå uheldig sammenblanding af bank- og klimaregulering

Indlægget er bragt i Berlingske d. 30. april 2018.

Blandt de store udfordringer er at finde finansiering til de nødvendige investeringer i udvikling og anvendelse af grønne teknologier. Det vil kræve både offentlige og private midler –og dermed et aktivt samspil med den finansielle sektor. Og sektoren er klar til at prioritere de grønne investeringer.

I EU taler mange allerede nu om at stimulere den grønne omstilling ved at lempe kapitalkravene til bankernes grønne investeringer. Netop denne idé er uheldig: Den kan rokke ved stabiliteten i den finansielle sektor, og effekten på klimaet er ikke klar. Klimareguleringen bør målrettes klimaudfordringen, og klimafaktorer bør kun indgå i bankernes kapitalkrav i det omfang, de påvirker de finansielle risici.

Finanskrisen afslørede, at bankreguleringen var for lempelig, og der måtte en række bankpakker til, inden situationen var stabiliseret. Siden krisen er der derfor sket et omfattende arbejde med at styrke den finansielle regulering, både herhjemme og internationalt. Det har bl.a. ført til skærpede kapitalkrav med afsæt i de internationale retningslinjer fra den såkaldte Baselkomité. Baselkomiteens anbefalinger er ikke altid perfekte, men det grundlæggende behov for en regulering, der sikrer en robust finansiel sektor, kan ingen være uenig i.

Selv om klima og banker er to meget forskellige ting, er reguleringsprincipperne de samme: Reguleringen skal adressere problemet præcist uden at forvride unødigt på andre områder. Regulering har en omkostning, der bør afvejes over for dens gevinster. Det bør tilstræbes, at omkostningen ved at nå målet bliver mindst mulig, og endelig skal reguleringen være troværdig. Ingen har fx lyst til at foretage klimainvesteringer, hvis man er usikker på, om myndighederne opgiver klimamålene - og hvis vi vendte tilbage til et regime, hvor bankerne tror, at staten vil redde dem, fristes de til en for lempelig risikostyring.

For klimaregulering betyder det, at reguleringen så direkte som muligt skal reducere udledningen af klimagasser. Ordninger, der sikrer omkostningseffektive klimainvesteringer og gør dem økonomisk bæredygtige, er således den bedste måde at skaffe den private finansiering, der er nødvendig for at nå klimamålene.

Bankregulering er nødvendig for at modvirke finansielle kriser. Bankerne skal stå over for kapitalkrav, der er høje nok til, at de fleste banker kan stå igennem en finansiel krise – men ikke højere end nødvendigt: For høje kapitalkrav giver unødigt høje omkostninger for bankerne og dermed højere renter på lån til husholdninger og virksomheder.

Risikable investeringer fører i dag meget fornuftigt til højere kapitalkrav, da høj risiko forøger bankernes sårbarhed under en krise. Og så nærmer vi os sagens kerne:

Hvis man giver et særskilt nedslag i kapitalkravene til grønne investeringer, afspejler kapitalkravene ikke længere risikoen, og den finansielle sektor er blevet mindre stabil. Hvis man for at kompensere herfor forøger kapitalkravene til andre investeringer, er bankerne – og dermed samfundet – blevet påført en unødvendig omkostning.

Klimarelaterede risici kan dog også påvirke de finansielle risici. Fx kan investeringer i gamle, forurenende teknologier tabe deres værdi i takt med den bæredygtige omstilling – mens grønne investeringer faktisk kan indebære lavere risici. Sandheden er, at vi ikke ved nok om disse sammenhænge – det er derfor godt, at de nu analyseres intensivt. Hvis klima- og miljøfaktorer påvirker de finansielle risici ved investeringerne i et målbart omfang, bør det naturligvis indgå i bankernes risikostyring og afspejles i deres kapitalkrav.

Men hvad så med klimainvesteringerne?

Den bedste løsning er en langsigtet og troværdig aftale om et CO2-kvotemarked, der omfatter flere sektorer og med så få kvoter, at Parisaftalens mål nås. Der tegner sig ikke i EU politisk opbakning til dette, hvorfor andre instrumenter må anvendes.

Et særskilt nedslag i kapitalkrav til bankernes grønne investeringer er dog et meget indirekte klimainstrument. Bankernes kreditgivning afhænger af meget andet end kapitalkravene, så det er ganske usikkert, hvordan instrumentet i praksis vil påvirke klimainvesteringerne.

Et mere direkte instrument, givet at kvotemarkedet ikke tilskynder tilstrækkelig, er fx støtte til klimavenlig energiproduktion. Her har Klimarådet tidligere udviklet et støttesystem for produktion af grøn el, som på den ene side tilskynder til at anvende teknologier, der producerer mest i perioder, hvor prisen er høj, og på den anden side forsikrer investorer mod langsigtede udsving i elprisen og dermed deres indtjening ved grønne investeringer. En sådan præcision er man ikke i nærheden af med lavere kapitalkrav for grønne investeringer.

Succesfuld klima- og bankregulering er så enkel og målrettet som muligt. Lavere kapitalkrav for grønne investeringer gør både klima- og bankreguleringen mere kompliceret og mindre målrettet. Det vil betyde unødige omkostninger og større risiko for, at de forskellige mål ikke nås.