Hvem er egentligt Thornings rådgivere

SOM MANGE dygtige iagttagere har bemærket, har det ikke akkurat været et drømmeår for statsminister Helle Thorning-Schmidt. Hun kan se tilbage på et år med så store vanskeligheder, at den tanke melder sig, om hun bliver rådgivet ordentligt? Svaret er, at det gør hun ikke. Og dermed bør hun fundere over, om hendes rådgivere skal skiftes ud? Ikke fordi de ikke har gjort deres bedste eller ikke er rare mennesker. Men fordi en statsminister ikke har råd til at omgås rådgivere, som ikke leverer varen. At rådgiverne vil rulle med øjnene og påstå, at det er hende selv, der er problemet, ændrer ikke noget. Det er hende, det handler om. Og så langt har de bare ikke knækket koden til, hvordan Thorning-Schmidt ' skal spilles'.

OMKRING enhver statsminister er der en kødrand af rådgivere. En departementschef, som er den centrale person. En eller to personlige rådgivere og en stribe specialister eksempelvis på det udenrigspolitiske område. Der er ingen tvivl om, at Thorning-Schmidts departementschef, Christian Kettel Thomsen, er en embedsmand af den højeste kaliber. Han sørger daglig for, at statsministeren har notater og andet materiale til brug for dagens møder. Der er heller ingen tvivl om, at de øvrige medarbejdere i Statsministeriet er en flok nuværende eller kommende stjerner i centraladministration.

ENDELIG er der heller ingen tvivl om, at statsministerens personlige rådgivere, med Noa Reddington i spidsen, er dygtige, bl. a. fordi han kender statsministeren gennem lang tids tæt samarbejde. Men når alt dette er sagt, så er den kolde analyse, at rådgivningen af statsministeren ikke virker. Hun og hendes parti ligger permanent omkring 18 procent, og der er ikke andre ministre, der gør det nævneværdigt dårligt. Pilen peger på statsministeren. Hendes ageren i offentligheden bliver stadig mere usikker, hvad der delvis kan føres tilbage til dem, som ' klæder hende på'. Eksempelvis var oversalget af ' akutpakken' - hvor hun nærmest gav indtryk af, at industrien havde garanteret tusindvis af job - et eksempel på, hvor dårlig en rådgivning hun får. Hvorfor fik hun ikke at vide, at hun på tv skulle huske, at aftalen med industrien ikke var bindende, og at hun derfor ikke kunne garantere noget? Og hvis hun fik det at vide ( hvad der ikke er usandsynligt), hvorfor var der ikke nogen, som var i stand til at få hende til at forstå problemet? Andre eksempler er det elendige pressemøde og hendes udsagn om, at der kommer en ' god løsning i morgen' i sagen om betalingsringen.

Den teknik går måske, når man er i opposition, men ikke, når man er i regering. Der skal statsministeren emme af indsigt og nuancer, så vælgerne føler sig i gode hænder. DET NÆSTE er politikken, som føres. Rådgiverne vil sikkert fortælle hinanden over frokostbordet, at statsministeren er tilfreds med den førte politik. Det er utvivlsomt embedsmændenes opgave at arbejde for en ansvarlig ( økonomisk) politik i kongeriget. Det fremgår, at de lykkes hermed. Alliancen mellem Margrethe Vestager, Bjarne Corydon og systemet er stærk.

Men hvis embedsmænd i centraladministrationen ligeså mener, at deres opgave består i at arbejde for, at den til enhver tid siddende regering kan blive genvalgt, så dumper samtlige systemer omkring Thorning-Schmidt med et brag. Regeringen er så langt bagud, at selv de mest optimistiske socialdemokrater reelt har opgivet at vinde næste valg. Tager topembedsmændene ansvar herfor? Hvis nej, da har statsministeren et stort personaleproblem.

MASSER AF statsministre har løbende skiftet rådgivere ud. Om det hed en ' naturlig forflyttelse', ' ønsket om nye græsgange' eller direkte fyring er ligegyldigt. Ud røg de, når de ikke leverede varen. Og ' varen' handler her ikke om, hvorvidt statsministeren får materiale til tiden. Men om, hvorvidt vedkommende samlet set er en politisk succes.

Når en regering er skidt kørende, opstår der tit en ond spiral mellem embedsmænd og politikere. Sidstnævnte vil være tilbøjelige til at mene, at det ikke er dem, som er problemet. Det er langtfra altid korrekt. Men rådgiverne har det problem, at politikerne er valgt af folket, og at det er dem, der skal stå på ølkassen og forklare den førte politik.

Thorning-Schmidt er allerede nu nået til det punkt, hvor hun intet har at tabe ved at få lidt ' frisk vand i kummerne' omkring sig, hvis ikke hendes rådgivere forstår deres opgave bedre fra starten af 2013. Thorning- Schmidtskommunikationsteknik er fortsat, at hun ofte påstår B, når sagen er A.

Uden at være i stand til at argumentere for B!.