Østergaard er i store SUproblemer
22. DETTE TAL fortæller, hvor gammel man skulle være, før man kunne modtage SU, dengang jeg startede på universitetet midt i 1980’erne. Jeg – og alle andre uden velstillede forældre – vidste, at ville vi læse, skulle vi finde et job, som kunne bære os de første to-tre år af studietiden. Nu er bolden givet op til en debat om beskæring af SU’en. En ydelse,som for længst er blevet en menneskeret for de studerende fra det fyldte 18 år. Uddannelsesminister Morten Østergaard er kommet under svær beskydning fra de unge. Men sandheden er, at han og regeringen kun har en god sag, hvis de er i stand til at få fakta ind i debatten. Først substansen, dernæst politikken.
Der er mange fatamorganaer om SU’en. Et af dem er, at den hjælper de dårligst stillede unge til at bryde den sociale arv. Det gør den ikke nævneværdigt. Det er suverænt de velstilledes børn, som scorer SU-midlerne. De samme børn, som er længere tid om at læse end de få unge fra mindre velstillede hjem, som rent faktisk får kæmpet sig ind på studierne. Når venstrefløjen derfor kæmper for at beholde SU’en, er det kun imindre omfang Nørrebroungdommen, de kæmper for, end de slås for de unge fra Øregård Gymnasium i Hellerup.
AT SNUPPE DET berømte fjumreår kan måske udlægges som Jordens undergang, men sammenholdt med vores andres vilkår i 1980’erne synes undergangen måske alligevel til at overskue. Læg dertil, at vi i Kraka har beregnet, at alle studerende i snit bruger 2,4 år til sabbat, inden de starter på en videregående uddannelse, og yderligere i snit læser 1,5-2 år ud over den normerede tid. Man kan spørge, om der er råd til dette spild af år, hvor de kunne have arbejdet efter endt uddannelse? Og man kan svare klart nej. Yderligere har Morten Østergaard og hans kolleger med den seneste skattereform fra i sommer netop foræret flest penge til dem, der tager en lang uddannelse.
Det er meget mere, end en fjernelse af SU-fjumreåret kommer til at koste dem. Det er således faktuelt svært at påstå, at regeringen bringer uddannelsesstøtten tilbage til ’the dark ages’, in casu 1980’erne, hvis de eksempelvis fjerner fjumreåret og bruger pengene mere målrettet til eksempelvis de unge, som kommer fra mindrebemidlede hjem.
Så til politikken. I går var der demonstrationer ude foran uddannelsesministerens kontor. Og der vil komme flere demoer. For regeringen er krigen om SU’en en begivenhed, som man kan diskutere timingen af. Man ligger i forvejen i krig med landets folkeskolelærere i forlængelse af de aktuelle overenskomstforhandlinger. Og man tabte som bekendt hele LO-Danmark på gulvet, da man i forbindelse med sommerens trepartsforhandlinger krævede, at der blev strøget feriedage på trods af Thorning-Schmidts løfte fra oppositionstiden om, at såfremt tilbagetrækningsreformen blev gennemført, skulle danskerne ikke rammes to gange ved at arbejde 12 minutter længere.
Så den politiske afvejning går på, om regeringen skal skræmme en af de sidste vælgergrupper over til Løkke ved at gennemføre en SU-reform, som vil kalde tusindvis af studenter ud på slotspladsen over de næste uger. Man kan selvfølgelig have den (plausible) opfattelse, at løbet er kørt for regeringen. Den bliver væltet næste gang uanset hvad, så hvorfor ikke gennemføre flere langsigtede reformer. Men såfremt defaitismen får lov at ligge et øjeblik, vil regeringens mulighed afhænge af, om den kan forklare fakta som en del af kampagnen for en ny SU-reform.
FOR AT SIGNALERE, hvad man er oppe imod, er det tankevækkende, at SF’s uddannelsesordfører, Lisbeth Bech Poulsen, stiller ultimative krav til SU’ens bevarelse og sammen med Enhedslisten slår på dens effekt på den sociale arv. Det er muligt, at venstrefløjen er belastet af tung viden om emnet, men den har i kampens hede valgt at se bort herfra og køre klassekampsparoler, som gør det utrolig svært for Østergaard og statsministeren at undgå igen at fremstå som den store stygge ulv.
Løkke vil ikke være uenig i, at SU’en skal justeres. Og han ved af bitter erfaring, at det er regeringen – som kommer med udspillet og driver reformprocessen – som igen kommer til at stå som den onde part i (S-)vælgernes øjne. Præcis som dengang i 1990’erne, hvor Venstre, med Anders Fogh Rasmussen som politisk ordfører, indgik en aftale med den daværende SR-regering om at forringe efterlønnen. Nyrup betalte som bekendt en enorm pris, og ingen anede, at Venstre var medskyldige. Østergaards dilemma er, at han må og skal forklare reformen som et fornuftigt fremskridt, snarere end at man – imod SF’s vilje – trækker endnu en tand ud uden brug af bedøvelse.
Østergaard er i problemer.