Sort snak afgør folkeskolens fremtid
I debatten om folkeskolen er det svært at forstå, hvor de to parter er uenige. Jeg endte tilfældigt ved programmet Debatten på DR 2 i torsdags. Det sker sjældent, fordi programmet altid meget hurtigt giver mig en summen bag tindingerne.
Skyldes det den, sikkert velmenende, vært, der hele tiden afbryder og selv taler? Er det udskiftningen af gæster i et tempo, som var det en ishockeykamp i NHL?
Jeg ved det ikke. Det summer. Men i torsdags trodsede jeg demonstrativt summeriet en stund. Jeg anstrengte mig for at finde hoved og hale i en debat om folkeskolen. Men det gik ikke. De talte ikke med hinanden. De råbte paroler ud til befolkningen, vel vidende at det ikke var modparten i studiet, der skulle overbevises, men seerne.
Et par eksempler: ’Vi skal ikke have en heldagsskole, men en helhedsskole’. ’Lærerne underviser for lidt’ – ’lærerne arbejder 42 timer om ugen’. Det er nemmere at undervise i pensum, når man har gjort det før’ – ’det er nøjagtig lige så forberedelseskrævende tiende gang som første gang, for det er børnene, det handler om’.
Topmålet kom vel, da borgmester Michael Ziegler, Kommunernes Landsforenings (KL) skarpretter i de verserende overenskomstforhandlinger med lærerne, fremhævede, at lærerne får 4½ uge ekstra årlig frihed, når de fylder 60. I modsætning til eksempelvis sosu-assistenter – og alle os andre.
Anders Bondo – lærernes formand – forklarede, at det var et krav, som var blevet forhandlet hjem via diverse overenskomstforhandlinger, hvortil skarpretteren tørt svarede (hvis jeg husker rigtigt, det summede som sagt), at det svar undrede ham lidt, fordi ordningen var blevet indført før 1912.
Normalt kan man i en politisk debat i det mindste forstå, hvor to parter er uenige. Det kan man aldrig i debatten om folkeskolen.
Den særlige ’sektor-lingo’ er i sig selv en barriere. I politik er dette ikke altid et problem, men snarere et bevidst og effektivt våben. Anders Bondo er überlingojonglør. Han kunne lige så godt tale i haikudigte, men tag ikke fejl, han ved præcis, hvilke kodeord der skal ud i tv, for at hans medlemmer finder ham god.
Lærerne ved, at der venter en stor reform på den anden side af overenskomstforhandlingerne. En reform, hvis indhold Bondo har taget skarpt afstand fra over for undervisningsminister Antorini. Og idet overenskomstforhandlingerne skal bane vejen for, at reformen kan gennemføres, har Bondo og co. set følgende skrift på væggen: »Hvis vi tager kampen under overenskomstforhandlingerne og vinder folket, vil vi slå to fluer med ét smæk. For da går både KL’s og regeringens ambitioner atter i deres mor«.
Lærernes kamp for velerhvervede rettigheder pakkes ind i en uklar debat om kvalitet versus kvantitet i undervisningen. Nogle argumenter har lærerne mere held med end andre. Eksempelvis er det svært at overbevise ret mange af os med børn i folkeskolen om, at alle lærere arbejder 42 timer om ugen. Eller svært at overbevise de af os, som selv har prøvet at undervise, om, at det kræver lige meget forberedelse tiende gang som første gang, man suser gennem pensum. Det gør det ikke.
Men lærerne har fat i regeringen (og KL) på tre niveauer i deres kampagne. Dels ved vi forældre/vælgere, at folkeskolen rent faktisk er fyldt med mange engagerede lærere. Vi kender alle de der lærere, der nærmest beamer, og som gør forældremøder til 3-timers seancer frem for alt rigelige 30 minutter. Dels lærer vores børn meget i skolen uanset dommedagsprofetierne om børns indlæringstempo i Singapore, Sydkorea osv.
Og endelig er vi vælgere og forældre ikke så langt nede i skolens detaljer (mange af os vil helst være fri, skolen skal bare fungere), at vi helt kan undgå at blive lidt bekymrede, når Bondo aggressivt påstår, at skolen vil gå til grunde, hvis Antorini får sin vilje. Læg hertil, at det ikke er en stærk regering, som venter i næste runde, på den anden side af enten et overenskomstforlig eller en skolelockout.
Kan den holde til yderligere en omgang Bondo-lingo, når vælgerne ikke kan dechifrere, hvad i himlens navn debatten handler om? Uanset at Thorning-Schmidts og Corydons politiske klarsyn – som nu har bragt dem på 17,1 procent i vælgeropbakning – vil tendere at svare ja, så er svaret er nej.
Status i folkeskolesagen er derfor nu, at Bondos sorte snak endnu en gang er ved at gøre udslaget i kampen om reform af folkeskolen. Desuden har lærernes formand allerede sikret sig to andre ting:
1) at han, uanset hvad det ender med, fremstår som en formand, der kæmper medlemmernes sag, og 2) at der går meget lang tid, inden denne skribent atter ender ved DR 2-programmet Debatten.