Venstres topskatteforslag løser ikke manglen på arbejdskraft
Finanslovsforhandlingerne er skudt i gang, og efter Venstres udmelding i mandags er topskatten endnu engang på dagsordenen. Venstres forslag går ud på at begrænse antallet af topskatteydere ved at hæve grænsen for, hvornår man skal betale topskat med 44.000 kr. om året.
Topskatten er politisk vigtig, da den både er et af de vigtigste redskaber til at sænke indkomstuligheden, og samtidig er en af de skatter, som sænker Danmarks samlede indkomst mest per krone skat, der opkræves. Hvor meget vægt, man tillægger de to konsekvenser af skatten, er et politisk valg og handler dybest set om, hvilken vision man har for Danmark.
Det interessante ved Venstres forslag er dog ikke deres vision for Danmark, men motivationen for indgrebet. Forslagets logik går på, at vi mangler arbejdskraft, og at en topskattelettelse vil øge arbejdsudbuddet og dermed afhjælpe problemet.
Risiko for større mangel på arbejdskraft
Her bryder Venstres argumenter med almindelig økonomisk logik. Den aktuelle mangel på arbejdskraft skyldes, at virksomhederne har svært ved at følge med efterspørgslen på deres ydelser og derfor ønsker at ansætte flere medarbejdere. At give topskattelettelser vil i første omgang give alle topskatteydere flere penge mellem hænderne, som de kan bruge til forbrug. Det vil øge den efterspørgsel, som virksomhederne i forvejen ikke kan følge med. Dermed risikerer man, at forslaget bidrager til endnu større mangel på arbejdskraft, selvom nogle grupper vil få incitament til at yde en ekstra indsats.
Normalt vil økonomer anbefale, at man i høj- og lavkonjunkturer påvirker efterspørgslen på arbejdskraft – ikke udbuddet. Det klassiske eksempel er, at man bygger en Lillebæltsbro, når der er mange arbejdsløse, og omvendt udskyder offentligt forbrug, når der er mangel på arbejdskraft. På den måde kan staten stabilisere udsving i arbejdsløsheden. Et mere aktuelt eksempel kunne være at afbøde den aktuelt voldsomme efterspørgsel på håndværkere ved at fjerne håndværkerfradraget. Så kan man genindføre det, hvis håndværkerne en dag mangler arbejde.
Midlertidigt dæmpe eller øge tempo i økonomi
Konjunkturpolitik har til formål at dæmpe økonomien, når det går for stærkt, eller sætte gang i økonomien, når det går for langsomt. Alle konjunkturpolitiske forslag er derfor per definition midlertidige. Hvis ét indgreb afkøler økonomien til et rimeligt niveau i en højkonjunktur, vil det modsatte indgreb give mening i en lavkonjunktur for at sætte mere gang i hjulene.
Venstres forslag har ikke meget med konjunkturpolitik at gøre, da politikken kan ende med at forstærke den nuværende højkonjunktur og dermed forværre problemet med mangel på arbejdskraft. Hvis det virkelig er Venstres bud på konjunkturpolitik, må vi desuden forvente at se et forslag om at sætte topskatten op, næste gang krisen kradser.
Debatindlæget er bragt i Politiken den 8. november 2021.