Debatindlæg
Small Great Nation
Torsdag 5. jan 2023

Hvordan kurerer vi en sygdomsramt offentlig sektor?

Politikerne skal få øjnene op for den omkostningssyge, der plager den offentlige sektor. Hvis der ikke handles nu, vil den offentlige sektor, som vi kender den, ikke overleve.

I gamle dage var det en fornøjelse at flyve. Der var masser af personale, der serverede mad og drikkevarer, og der var rigelig med benplads. Disse ting er i dag væk og er blevet erstattet med et ræs for at få plads til håndbagagen og en kamp med sidemakkeren om retten til det smalle armlæn. Hvordan kan samfundet være blevet så meget rigere, samtidigt med at servicen på flyrejser er blevet så meget dårligere?

 

Svaret er, at flyrejser er blevet ramt af en sygdom. En sygdom, der også påvirker Danmarks offentlige sektor. Sygdommen er kendt som Baumols omkostningssyge, opkaldt efter den franske økonom William Baumol, som undersøgte effekten allerede i 1960’erne. Sygdommen opstår, fordi højere produktivitet i én del af økonomien fører til højere lønninger i hele økonomien.

 

Produktiviteten stiger hurtigere i den private vareproduktion end i servicefagene. Sådan har det været historisk, og der er ikke noget der tyder på, at det skulle ændre sig lige foreløbig. Der er simpelthen bedre muligheder for, år efter år, at forbedre produktionen af bl.a. medicin og fladskærme end for at effektivisere fx ældrepleje og børnepasning.

 

Den udvikling har to konsekvenser. For det første betyder det, at lønningerne i servicefag må stige i takt med lønningerne i vareproduktionen, selvom produktiviteten i servicefagene ikke stiger i samme takt. Ellers bliver det på sigt umuligt at få folk til at tage et servicejob som frisører, rengøringshjælp, hjemmehjælper eller lærer. Og dét betyder for det andet, at samfundet bliver nødt til at bruge en større og større andel af den samlede indkomst på service, hvis man vil veksle den generelle velstandsfremgang til en ensartet fremgang i både vareforbrug og serviceydelser.

 

I Danmark varetages mange serviceydelser i dag af det offentlige. Men i de seneste godt ti år er midlerne til offentlig service ikke steget i samme hastighed, som borgernes private forbrugsmuligheder. I vores fælles projekt Small Great Nation har vi kigget grundigt på den udfordring.

 

For hvad der kan lyde som kedelig økonomteknik, har reelle konsekvenser. Man skal ikke lede længe for finde symptomer på, at det offentlige har svært ved at følge med borgernes ønsker. I en analyse fra Kraka-Deloitte, viser vi, at der de sidste ti år er sket en markant stigning i antallet af personer, der bl.a. tegner private løn- og sundhedsforsikringer og sender deres børn på privatskole.

 

Flyselskaberne har navigeret gennem stigende lønomkostninger ved at skære på servicen. Væk er det høflige personale og de gode måltider. Efter at prisen for service blev for dyr, har vi lært at leve med dårligere service. Til gengæld har det aldrig været så billigt at blive transporteret fra A til B med fly. Spørgsmålet er, om det offentlige skal udvikle sig ligesom flyrejser. Heri ligger en vigtig politisk prioritering, som konkretiseres i hvor mange ressourcer og ansatte sektoren skal tilføres.

 

Vi ser kun to reelle muligheder for at tage livtag med omkostningssygen. Enten er der et behov for ny finansiering gennem reformer der giver penge i statskassen, eller øgede skatter. Eller også skal vi acceptere en model, hvor den offentlige sektor leverer en grundpakke af services, som kan suppleres med private tilkøb af dem der har råd. Vi er allerede ved at snuble ind i denne model. Vi håber at vores rapport kan bidrage til en mere bevidst tilgang til problemstillingerne, og den nye regering bør have den offentlige sektors udfordringer på toppen af deres to-do liste.

 

Debatindlægget er bragt i Jyllands-Posten den 6. januar 2023