Unødvendigt at afskaffe store bededag

Der er brug for finanspolitiske midler for at indfri SVM-regeringens løfte om at øge forsvarsudgifterne. Konkret vil SVM-regeringen fremrykke året, hvor Danmark skal bruge 2 pct. af BNP på forsvaret, til 2030. Det nationale kompromis havde som målsætning at nå 2 pct. af BNP i 2033.

Det løfte var kun delvist finansieret. Frem til 2030, hvor forsvarsudgifterne skulle udgøre 1,8 pct. af BNP, manglede der 1,5 mia. årligt. Og for at nå 2 pct. i 2033 manglede der yderligere 4,5 mia. Fordi den finanspolitiske planlægningshorisont kun går frem til 2030, skulle den daværende regering med det nationale kompromis kun anvise 1,5 mia. i finansiering. De sidste 4,5 mia. skulle findes af fremtidens politikere når Finansministeriet om nogle år rykker planlægningshorisonten fra 2030 til 2035.  Men med SVM-regeringens målsætning bringes de 4,5 mia. frem til 2030, og dermed bliver det også de nuværende politikeres hovedpine at finde i alt 6 mia. til at nå forsvarsmålsætningen.

Statens husholdningsregnskab

I grove træk kan man se statens budget som et husholdningsregnskab med indtægter og udgifter. I 2030 må der være et underskud på regnskabet svarende til 0,5 pct. af BNP. Det finanspolitiske råderum måler – lidt forsimplet – hvor langt der er til underskudsgrænsen, når man fastlåser de offentlige udgifter og trækker dem fra forventede indtægter i 2030. Det følger derfor, at der er tre overordnede veje til at finde finansiering af nye udgifter: Man kan øge indtægterne, man kan reducere de eksisterende udgifter, eller man kan bruge af råderummet, hvilket så betyder, at der er andre udgifter, der ikke er plads til. Alle tre finansieringskilder er finanspolitisk gangbar valuta.

Regeringen ønsker at øge indtægterne ved at afskaffe store bededag. Det øger skatteindtægterne hvis mange vælger at arbejde en dag mere, fordi det øger lønmodtagernes lønninger og virksomhedernes profit. De offentlige udgifter stiger ikke, fordi man vil have færre offentligt ansatte, da de resterende nu arbejder en dag mere, og dermed kan udføre flere opgaver, hver især. Finansministeriet regner med at den manøvre giver 2,3 mia. ekstra i statskassen i 2030. Og så vil regeringen også mindreregulere overførselsindkomsterne, så de ikke – som de ellers plejer – følger med op, når årslønningerne i resten af samfundet stiger. Hvis den manøvre lykkes, vil det give yderligere 700 mio., så det samlede provenu lander på 3 mia. kr.

Trekvart dag ekstra

Men for at midlerne materialiserer sig, kræver det, at befolkningen rent faktisk arbejder ekstra. Det er slet ikke sikkert, for borgerne har en del muligheder for at justere deres arbejdstid, så den passer til deres ønsker: arbejdsmarkedets parter kan aftale en ekstra fridag i stedet for noget lønstigning. Decentralt kan arbejdsgivere og arbejdstagere frit aftale ugentlig arbejdstid og antallet af fridage. Og ikke mindst kan den enkelte medarbejder tage sagen i egen hånd ved fx at tage færre ekstravagter, arbejde mindre freelance, eller lægge færre ”interessetimer” udover den aftalte arbejdstid.

Finansministeriet regner med, at danskerne i gennemsnit vil arbejde trekvart dag ekstra. Det er et kvalificeret gæt, for der er ingen der ved, hvad der rent faktisk kommer til at ske. Det er ingen tvivl om, at det tager tid for arbejdsmarkedets parter at tilpasse arbejdstiden til den ønskede. Selv på længere sigt kan det have betydning hvis normen bliver, at man arbejder en dag mere. Og når fx daginstitutioner holder åbne, giver det nogle mulighed for at arbejde på en dag, hvor de før var nødt til at passe børn.Derfor er det rimeligt at regne med en effekt, som er større end nul frem til 2030. Om effekten er trekvart, en halv eller en kvart arbejdsdag, når vi når 2030, er straks sværere at spå om.

Et bump på vejen

Historisk er arbejdstiden kun gået en vej, nemlig nedad, og det ville undre os, hvis afskaffelsen af en helligdag varigt kan ændre på den tendens. En betydelig del af effekten kan reelt set fordufte allerede i løbet af dette forår, hvis der bliver aftalt en ekstra fridag under de igangværende overenskomstforhandlinger. Og inden 2030 er der 2-3 yderligere overenskomstrunder, som kan spise effekten helt eller delvist op. Men hvor lang tid det tager for arbejdsmarkedets parter og individuelle lønmodtagere at fjerne den del af den øgede arbejdstid som blot er et ”bump på vejen” mod historisk lavere og lavere arbejdstid, er svært at sige.

Det er derfor sandsynligt, at effekten vil blive udhulet yderligere i årene efter 2030. Det betyder også, at finansieringsbidraget til statsbudgettet risikerer at blive yderligere udhulet i årene efter 2030. Rent teknisk er det ikke et problem for statsfinanserne, fordi Finansministeriets fremskrivninger lægger til grund, at arbejdstiden er konstant efter 2030. Dette såkaldte neutrale fremskrivningsprincip sikrer, at nutidens borgere ikke skal betale for det hul i statskassen, som det efterlader, hvis fremtidige borgere vælger at arbejde mindre end de nuværende generationer. Det må fremtidens borgere (og politikere) groft sagt selv betale for.

Men på den anden side er det jo reelle midler, som kan komme til at mangle. Og på den måde kan man argumentere for, at man fortsat risikerer at skubbe en del af finansieringen af forsvaret til fremtidige politikere og borgere, hvis effekten af at afskaffe store bededag udhules yderligere efter 2030.

Oppositionens forslag

Den samlede opposition foreslår i stedet, at man skærer på de offentlige udgifter samt bruger af råderummet. Oppositionen finder tre mia. i alt fra tre forskellige kilder, nemlig beskæringer i offentlige investeringer (1,25 mia.) og erhvervsstøtteordninger (0,75 mia.), samt 1 mia. fra en tidligere besluttet inflationshjælpepakke, som var overfinansieret. Oppositionens forslag er en fuldgod anvisning af finansiering. Men konsekvensen af dette er, at oppositionens forslag ikke er konsekvens- og omkostningsløst: Færre investeringer reducerer potentialet for fremtidig velfærd, mindre erhvervsstøtte rammer en række virksomheder direkte, og brugen af råderum reducerer mulighedsrummet for nye politiske prioriteter. Den reelle omkostning ved at bruge flere penge til ét formål, fx mere forsvar, er altid den bedst mulige alternative anvendelse af pengene til et andet formål, fx bedre psykiatri eller skattelettelser. Det er altså ikke blot en regnearksøvelse. Faktisk er det en tand mere sikkert, at man kan skaffe pengene på oppositionens måde, end ved at afskaffe store bededag, hvor effekterne på arbejdstid og skatteindtægter som nævnt er ret usikre.

Det handler om ønsker og prioriteringer

Er det virkeligt nødvendigt at politikerne anviser finansiering ved enten at øge indtægter, skære i udgifter eller bruge af det begrænsede råderum? Der ligger mange milliarder i statskassen, og i starten af januar viste det sig, at der faktisk var 52 mia. kr. mere end Finansministeriet havde forventet i sin seneste vurdering. Det kræver ikke meget hovedregning at finde ud af, at de 52 mia. kan finansiere de 2,4-3 mia., som afskaffelsen af store bededag forventes at give, ret mange gange. Men forskellen er, at de 2,4-3 mia. er varige udgifter, hvorimod de 52 mia. er en glædelig engangsoverraskelse. For at kunne beslutte varige udgifter, skal man også anvise varig finansiering. Uden det princip ville nutidige politikere kunne ”sætte sig for dyrt” – og dermed efterlade en regning til fremtidige generationer af politikere og danskere. Man kan også omvendt sige, at princippet sikrer imod, at vi skal skære i udgifterne, hvis vi en dag bliver negativt overraskede over hvor mange penge der ligger i statskassen i et enkelt år.

Hvis forsvarsambitionerne skal indfris i 2030, er det nødvendigt at fortælle hvor pengene skal komme fra – ikke bare i et enkelt år, men hvert år fra 2030 og frem. Det er ikke blot et snusfornuftigt husholdningsprincip, men faktisk en grundsten i Danmarks sunde offentlige finanser. Men der er intet nødvendigt over afskaffelsen af store bededag. Er det så bedre at aflyse regeringens planlagte skattelettelser, at skære i de offentlige udgifter, eller at bruge oppositionens samlede forslag? Dét er i stedet et spørgsmål om ønsker og prioriteringer. Her må fagøkonomer strække våben. Der er brug for politikere (og i sidste ende vælgere) for at anvise politiske prioriteter. Det er – når alt kommer til alt – nok en meget sund arbejdsdeling.

Bragt i Altinget den 25. januar 2023