Nationaløkonomi er ikke den sande skurk, men forkert brug af økonomiske argumenter er

The greatest trick the Devil ever pulled was convincing the world he didn’t exist. Sådan siger skurken i 90’er-filmen “The Usual Suspects” til den politimand, der jagter ham, men som endnu ikke kender hans sande identitet. Citatet indrammer, hvorfor det er så ærgerligt, at en del af Politikens ellers relevante debatserie ”Hvad er et yndigt land?” er endt med at bestå af gammelkendt og misforstået kritik af økonomer og økonomisk videnskab. For når man retter kritikken mod ”the usual suspects”, går de virkelige skurke fri.

Mit bud er, at en betydelig del af de seneste måneders økonomkritik skyldes frustrationer over, hvordan økonomiske argumenter ofte bruges af økonomer såvel som ikke-økonomer i den offentlige debat. Den frustration deler jeg på næsten daglig basis. For de virkelige skurke dem, der bruger økonomiske argumenter inkonsekvent for at skærme sig mod kritik. Forhåbentligt kan denne kronik rede nogle tråde ud og give ikke-økonomer nogle værktøjer til at sætte ind, hvor skoen virkelig trykker, når økonomiske argumenter anvendes dovent eller misvisende i praksis.

Økonomkritik har der været masser af: Den feministiske aktivist Emma Holtens debatbog ”Underskud” retter fokus på, om økonomividenskaben underkender værdien af offentlig og privat omsorg i jagten på mere materiel velstand, men er samtidig blevet kritiseret af flere økonomer for en række misforståelser af økonomisk teori. De to professorer i videnskabsfilosofi Collin og Pedersen kalder halvt i spøg økonomer for ”det moderne samfunds herskende klasse”. Og professor emeritus Jesper Jespersen hævder, at grundstrukturen i Finansministeriets ”mainstreamøkonomiske regnemodel” er, at den størst mulige samfundsnytte opnås, hvis der er perfekt konkurrence på alle markeder – uanset hvordan produktion og indkomst fordeles.

De nævnte debattører giver på forskellig måde også udtryk for, at den økonomiske videnskab som praktiseret på universiteterne faktisk er ret favnende, men at det ofte kniber med at oversætte teorien til praksis. Sådan behøver det dog ikke være, og deet er netop her, jeg mener man skal lede efter den sande forbrydelse.

Politik starter, hvor økonomi slutter

En særlig ærgerlig misforståelse drejer sig om det økonomiske begreb ”Paretoforbedring”, opkaldt efter den italienske økonom og sociolog Vilfredo Pareto (1848-1923). Et politisk forslag er en Paretoforbedring, hvis nogen bliver stillet bedre, og ingen bliver stillet værre. Der er bare det problem, at der stort set ikke findes et politikforslag i virkelighedens verden, som er en Paretoforbedring. I praksis vil der næsten altid være vindere og tabere.

Holten bruger begrebet på en anden måde, end økonomer typisk gør. Hos hende kan en Paretoforbedring godt være, hvis nogle mennesker får flere penge, mens andre mister noget, der ikke har en pris i kroner og øre, fx fritid eller natur. Men de ting, der ikke har en pris i kroner og øre, har også værdi, også for økonomer.

Collin og Pedersen argumenterer for, at økonomer som udgangspunkt kun kan anbefale økonomisk vækst som det eneste saliggørende, for hvis økonomien vokser, kan nogle få større købekraft, uden at det går ud over andre – altså en Paretoforbedring. Men det er også en fejlslutning. Hvis væksten fx sker på bekostning af klima eller natur, er det ikke en Paretoforbedring.

Det er virkelig ærgerligt at gå galt i byen i forståelsen af Paretoforbedringer. For umuligheden ved at opnå dem betyder, at økonomi kun i meget ringe grad kan bruges til at vurdere hvilke politiske forslag, der er ønskværdige. Idéen om Paretoforbedringer er derfor faktisk et frihedsbrev til politikere, som har ekstremt frie rammer til at formulere den politik, som de finder rigtig uden at økonomer kan sige at det ene er bedre end det andet. Politik kan aldrig reduceres til ”nødvendighedens politik”.  

Politik har økonomiske konsekvenser

Der er masser af politikere, interesseorganisationer og beslutningstagere, som bruger økonomiske argumenter for at fremme deres egen politiske sag. Det kan være fint, men det bliver problematisk, når argumenter bruges selektivt, så det ikke kommer frem, at der næsten altid også findes økonomiske argumenter, der taler deres sag imod.

Hvis man fx mener, at en forkortelse af dagpengeperioden er en god idé, argumenterer man måske for at det giver et større udbud af arbejdskraft, og dermed stiger den økonomiske vækst. Det er rigtigt, men man glemmer måske at forklare, at ikke alle kommer ud som vindere: Samtidig sætter man nemlig nogle af dem, der mister deres dagpenge, i en sværere situation. Forslaget er ikke en Paretoforbedring

Hvis man fx argumenterer for at sætte skatten op på de rigeste og bruge pengene på socialt udsatte fordi pengene er bedre brugt der, er det grundlæggende ikke et økonomisk slagkraftigt argument, selvom det måske kan lyde sådan. Forslaget er ikke en Paretoforbedring. Og måske nævner man ikke, at tabet af økonomisk vækst som følge af højere skatter sænker det fremtidige velstandsniveau for mange mennesker, ift. hvad det kunne have været.

De to eksempler illustrerer hvor umuligt det er, at lade økonomiske argumenter afgøre, om man bør gøre A eller B. Men også hvor nemt det er at bruge økonomiske argumenter selektivt, så det lyder som om enten A eller B er selvindlysende nødvendigt at gøre. Sandheden er, at de fleste beslutninger indebærer afvejninger af modsatrettede hensyn, og disse afvejninger er altid politiske.

Omvendt betyder det ikke, at man skal ignorere økonomers bidrag til at belyse konsekvenser af politiske forslag. Et eksempel: Man kan ikke ud fra økonomisk teori sige, at det er en dårlig idé for den danske stat at låne et antal mia. og bruge dem på hurtigere grøn omstilling eller skattelettelser. Men økonomi kan bruges til at afdække konsekvenserne af en sådan politik. Lån skaber en regning, der skal betales af kommende generationer. Hvis den danske stat låner mange penge, kan långivere blive bekymrede for, om Danmark kan betale regningen tilbage i fremtiden, hvilket bl.a. kan føre til højere renter på gælden. Sådan en afdækning kan nok få politikerne til at vende skråen en ekstra gang.

Men det er ikke altid, at politikerne lytter til økonomers konsekvensvurderinger: Den tidligere britiske premierminister Liz Truss fremlagde i efteråret 2021 en plan for at lette skatterne og give støtte til de britiske husholdninger, der var trængt pga. den høje inflation. Planen skulle finansieres ved at låne penge i udlandet. Konsekvenserne var lige efter den økonomiske lærebog: Det britiske pund faldt kraftigt i værdi og renterne i Storbritannien steg markant, fordi de finansielle markeder blev bekymrede for, om den britiske stat kunne betale sin gæld tilbage i fremtiden. Liz Truss endte med kun at være premierminister i 40 dage.

Økonomiske modeller kan og skal ikke svare på, hvad det gode liv er

De økonomiske modeller i Finansministeriet er avancerede værktøjer til at afdække visse typer af konsekvenser af den førte politik. Men det er ikke alt man kan regne på. Derfor kan modellerne heller ikke bruges til at vurdere, hvad politikerne skal prioritere at bruge penge på. Alligevel er modellerne under nærmest permanent angreb for at regne skævt. En del af kritikken går på, at modellerne indregner en BNP-stigning hvis man letter skatten, men ikke indregner en tilsvarende effekt af at bruge ekstra offentlige midler på fx flere pædagoger i børnehaverne.

Den kritik er ufrugtbar, for den skygger for sagens kerne:  Politikerne kan sagtens vælge at bruge penge på de udgiftsområder, der ikke giver økonomisk vækst. Modellerne fortæller hvad det koster, ikke om det er det rigtige at gøre.

Kritikken af modellerne omhandler såkaldte dynamiske effekter. En dynamisk effekt er fx når folk er villige til at arbejde lidt mere, når skatten sænkes, fordi de nu får mere oveni lønningsposen, hvis de arbejder mere. Dermed stiger skatteindtægterne, og en skattelettelse bliver delvist selvfinansierende. Dynamiske effekter er afgørende for at vurdere, hvordan politik påvirker de offentlige finanser. Derfor skal de medregnes.

Man kan sagtens forestille sig, at der er dynamiske effekter af at have flere pædagoger i børnehaverne: Hvis forældre har tillid til, at deres børn har en tryg og stimulerende hverdag i institutionerne, vil forældrene måske være mere villige til at arbejde flere timer. Dermed bliver offentligt forbrug på flere pædagoger i daginstitutioner delvist selvfinansierende.

Mens det tilgængelige data tyder på, at mange typer af skattelettelser er delvist selvfinansierende, er bevismaterialet tyndt, når det kommer til flere pædagoger og andre typer af offentlige udgifter. Det kan skyldes, at det er sværere at måle, eller det skyldes at de fleste danske institutioner er af en tilstrækkelig kvalitet til, at forældrene ikke vil arbejde lidt mere, hvis de blev lidt bedre. Derfor regner Finansministeriet ikke med dynamiske effekter på dette område

Et fravær af beviselige effekter er ikke det samme, som at effekterne beviseligt er fraværende. Omvendt er det også klart, at fraværet af dynamiske effekter betyder, at det koster flere offentlige kroner hvis politikerne vil bruge flere penge på fx offentlig omsorg end på skattelettelser.

Men det betyder ikke, at det er umuligt at argumentere for, at bruge flere midler på flere pædagoger. Den sande værdi for borgerne af skattelettelser og flere pædagoger i børnehaverne er ikke bestemt af de snævre dynamiske effekter af offentligt forbrug, som opstår når folk ændrer deres tidsforbrug og arbejdsindsats hvis man ændrer fx skatter eller skruer på de offentlige udgifter. Konkret forsøger man altså fx at svare på, hvornår daginstitutionernes kvalitet bliver så ringe, at den enkelte forælder får så ondt i maven, når han afleverer i institutionen om morgenen, så han går op til sin chef og beder om at komme på nedsat tid.

Det bør være selvindlysende for de fleste, at mange daginstitutioner sagtens blive bedre, end de er, selvom man ikke har nået det punkt, hvor læsset vælter i forældrenes arbejdsliv. Den iboende værdi ved gode institutioner for gode børne- og forældreliv indgår ikke i Finansministeriets modeller.

Omvendt er den sande værdi af skattelettelser formentlig mindre, end effekten på BNP viser: Hvis den enkelte får lyst til at arbejde mere pga. skattelettelser, vil det give en højere aflønning. Men den ekstra arbejdstid tager tid fra andre ting, der giver værdi her i livet. Fritid. Samvær med venner og familie. En god nats søvn. Derfor er værdien for den enkelte mindre end lønstigningen.

Kort sagt: Finansministeriets modeller giver ikke et svar på hvad det gode liv er, og hvad det giver mening at bruge penge på. Det ville også være en fejl at overlade emner af så vigtig karakter til embedsmænd og økonomer. Og jeg har aldrig mødt en eneste embedsmand, der troede noget andet. Der må politikere, meningsdannere og andre gode kræfter til at tage stilling til, hvordan samfundet skal indrettes.

Fokuser på visioner frem for økonombashing

Men når mange økonomer reagerer så kraftigt på kritikken, så er det nok også fordi økonomer ikke er vant til at få kritik på den måde. Mange økonomer er vant til at der bliver lyttet ukritisk til deres argumenter. Det er det, som Collin og Pedersen fint formulerer som økonomers ”definitionsret” på en række samfundsproblemer. Det er utvivlsomt korrekt, at økonomer fylder meget i den offentlige debat. Men en korrekt forståelse af økonomisk teori, dets begrænsninger og muligheder kan bruges af ikke-økonomer til at inddæmme fejlagtig og inkonsekvent brug af økonomiske argumenter og skabe et rum hvor andre fagligheder og politiske holdninger også kan komme til orde.

Derfor er Holtens, Jespersens samt Collin og Pedersens kritik velbegrundet, men ikke velplaceret, når den rettes mod økonomer i bred forstand. Eller når man kræver, at Finansministeriets modeller skal bruges til vurderinger, som faktisk skal foretages af politikere, meningsdannere og alle mennesker i dette land – nemlig hvordan indrettes det gode liv og det gode samfund. Men når man ser på den selektive anvendelse af økonomiske argumenter i den offentlige debat, så er der al mulig grund til at være kritisk.

Derfor ville det også være dejligt, at debatten fremadrettet kommer til at handle mere om hvilke visioner der kan være for, hvad Danmark skal prioritere i fremtiden. For når visionerne fremstår klart, kan økonomer og andre gode kræfter hjælpe med at afdække, hvordan målene kan nås – og hvad konsekvenserne er af at nå målene på forskellige måder.

Debatindlægget er bragt i Politiken den. 4. juli 2024.