Villy Søvndals job som udenrigsminister er truet
Thorning-Schmidt kan blive presset af SF til en ministerrokade Der synes nu at være konsensus i ’Kommentatorkøbing’ om, at statsminister Helle Thorning-Schmidt vil gennemføre en regeringsrokade efter sommerferien. Mange ministre klarer sig o.k., men spotlyset falder bl.a. på Villy Søvndal. Er hans dage som udenrigsminister talte? Meget kan tale for det.
Dansk udenrigspolitik har været yderst anonym under Søvndal, på trods af at det ikke har skortet på muligheder – og behov – for at bringe danske synspunkter til torvs internationalt. En rokade vil givetvis bringe Nicolai Wammen ind i den varme stol og dermed tilbage i (formands-)kampen om at efterfølge Helle Thorning-Schmidt. En rokade kan blive igangsat af SF, som stort set intet har fået ud af mindst tre af deres fem ministre.
Lad os bare konkludere med det samme: Rokader gør ingen sommer for en regering. Men aldrig har en regering haft mere brug for en frisk start. Her ved indledningen til en periode frem mod valget – hvor Thorning-Schmidt går lidt mindre reformamok – kan en større rokade udløse et psykologisk gearskifte. Stammekrigene mellem især de radikale og SF, men også mellem de forskellige socialdemokratiske fraktioner vil aftage. De formindsker mulighederne for et genvalg. Et genvalg, som vil være en overraskelse af bibelske dimensioner. Søvndal er truet. Hvorfor? Fordi han er usynlig.
Som flere andre topministre har han ikke været stærk nok i forhold til sit dygtige embedssystem, som har tjek på alle detaljer. Han er blevet ædt, og når det sker, ender politikken (ikke mindst i Udenrigsministeriet) altid i lidt forsigtige anonyme hop på stedet. Det kunne have forholdt sig anderledes med Søvndal. Der er fortilfælde med politikere, som drev udviklingen fremad med en personlig stamina og en politisk overbevisning, som fik selv hårdkogte embedsmænd i Udenrigsministeriet til at flæbe.
Da Uffe Ellemann-Jensen i sin tid som udenrigsminister kværnede balternes sag igennem den globale offentlighed, var ingen i tvivl om, at Danmark havde en politisk urkraft, der kæmpede for det gode, og som ikke ville bøje af, medmindre de pressede tidligere sovjetstater blev omfavnet af Vesten. Ligeså blev statsminister Poul Nyrup Rasmussens kompromisløse tilgang til krigen i Eksjugoslavien blot én af de gange, hvor han kunne hævde, at Danmark kan gøre en forskel – selv om vi er små. Søvndal har ikke stået uden muligheder. Konflikten i Syrien er blot én af slagsen. Adskillige får har lagt uld til, når Søvndal forsigtigt har udtalt sig om borgerkrigen, hvor myrderierne af kvinder og børn for længst er blevet hverdag under Assadregimet.
Ja, situationen er kompleks i Syrien, og oppositionen er ikke samlet. Men fortæl mig lige, hvornår en større udenrigspolitisk situation ikke har været kompleks og risikabel? Det var den også med balterne og Eksjugoslavien. Svære sager definerer store (uundværlige) politikere.
Selv om Søvndal ikke er EU-minister, er der alligevel en sag på vej, som kan koste arbejdspladser – ’patentsagen’. Søvndal er tilhænger af arbejdspladser. I Bruxelles planlægges det – yderst fornuftigt – at lægge nationale patentsystemer ind under ét uafhængigt europæisk patentsystem, så danske virksomheder kan nøjes med at få patent ét sted. Da der er tale om at afgive suverænitet, skal enten et stort flertal i Folketinget tilslutte sig den nye ordning, eller forslaget skal sendes til folkeafstemning. Dansk Folkeparti og Enhedslisten blokerer p.t. for, at et folketingsflertal kan vedtage en dansk tilslutning, hvorfor en ødelæggende folkeafstemning truer.
Ødelæggende, fordi en patentsag kun vanskeligt kan kommunikeres til vælgerne, og fordi vi derved atter får en afstemning for eller imod EU per ’stedfortræder’. Nogle kan mene, at Søvndal bør stå mere fast her for at sikre arbejdspladser. Forleden bragte vores avis en Kronik af bl.a. de to gamle EU-kæmper Poul Skytte Christoffersen og Per Poulsen Hansen. Deres pointe var, at Danmark godt kan gøre sig gældende på trods af forbehold og lidenhed. Den skulle Søvndal måske læse. Sagt lige ud: Søvndal er truet ved rokaden, fordi han har gjort det (alt for) let for sine omgivelser (inklusive Vilhelmsen) at undvære ham frem mod valget.
Men vil de radikale acceptere en socialdemokrat i både Udenrigs- og Finansministeriet? Tja, forbliver Udenrigsministeriet splittet op i flere mindre ministerier, bliver det lettere for de radikale at acceptere f.eks Wammen på posten. Og så vil SF få nogle lidt mere relevante ministerposter til Vilhelmsen og Pia Olsen Dyhr, som konstant kæmper med at trænge meningsfyldt igennem med erhvervspolitikken. Ændrer Thorning-Schmidt regeringen efter sommerferien, bliver det for at ruste sig til valg. Smålige magtkampe bør dermed vige. Hun (og Vestager og Vilhelmsen) skal alene kunne svare på to spørgsmål:
1) Hvem har ikke leveret varen?
2) Hvem tror jeg kan levere den herfra?