Thornings Syrien

ER SYRIENKRISEN ved at eksplodere eller finde sin løsning? Ingen er vist i stand til at besvare spørgsmålet i denne stund. Natten til i går satte præsident Obama kurs mod en diplomatisk løsning, mens presset på Assad opretholdes. Vi ser, hvor det ender? Men Danmarks statsminister har fået ørerne i maskinen. Kritikken over hendes krigsvillighed er i fremdrift blandt hele P1-segmentet. Men er det rimeligt at kritisere statsministeren for hendes faste udmelding? Svaret er af seks grunde nej.

For det første undrer de fleste sig over Thorning-Schmidts opbakning til USA's krigsplan uden at skele til det forhold, at det unormale i denne sag ikke består i, at Danmark bakker USA op imod Syriens brug af giftgas. Det unormale er, at briterne ikke gør det, og at premierminister Cameron led så overraskende og svidende et nederlag i Underhuset forleden. Herfra vil briterne skulle lede længe efter en ny relevant platform i international politik. Havde Cameron som ventet fået opbakning til sin politik, ville ingen i dag have gøet ad statsministerens position.

For det andet er det - for alle andre end Thorning-Schmidts kritikere - aldeles overraskende at USA's præsident vælger at dele ansvaret og beslutningen med den amerikanske Kongres. Med den - lige så overraskende - indbyggede risiko, at Kongressen vælger at gå imod ham. Krigstrætheden er udpræget i alle Nato-lande. Obamas politiske fejlvurdering er fæl, men viser blot, at politik er en kompliceret størrelse, og at fejl begås, uanset om man sidder i Prins Jørgens Gård eller i Det Ovale Værelse. Mon ikke Obama er frustreret på den, der gav rådet om at gå til Kongressen? Jeg tror det.

FOR DET TREDJE kunne statsministeren - endsige præsident Obama - ikke forudsige udenrigsminister John Kerrys gigantiske ' ups' i forgårs omkring hans løse tanke om, at Assad kan undgå et angreb, hvis han afleverer sine kemiske våben. Ruslands og Syriens diplomatiske tidsrøveri lugter meget af, at Rusland nu har sine 15 minutter - idet Putin også har lugtet Obamas politiske problemer i Kongressen. Men om det ændrer noget, er tvivlsomt, hvad bringer os til punkt 4.

For det fjerde sætter statsministerens og Obamas Syrienpolitik et korrekt spørgsmålstegn ved FN's institutionelle duelighed. Beslutningssvage ( m/k) i alle lande - fra Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen til Storbritanniens oppositionsleder, Ed Miliband - vil tydeligvis hellere acceptere brug af giftgas mod forsvarsløse kvinder og børn end at overveje, om FN reelt er funktionsdygtigt, når russerne og kineserne blokerer i en så indlysende sag som den aktuelle. Thorning-Schmidt og Obama har fra starten stillet spørgsmålet: Hvad nytte har vi af FN, såfremt institutionen ikke engang kan enes om en så indlysende barbarisk og konventionsbelagt forbrydelse? Såfremt Obama ikke har gentaget en regulær ' Bush-Powell'-fejl omkring beviserne for, at det var Assadregimet, der stod bag udåden - og det må man tro, Obama er ret hysterisk med ikke at gøre - da har FN-systemet gjort sig sårbart som beslutningsforum fremover. Sagt ligeud - Thornings-Schmidts kritikere antyder ukorrekt, at statsministeren ikke helst havde set, at FN stod bag beslutningen om et angreb.

FOR DET FEMTE er der et flertal på Christiansborg for at støtte Obama, måtte beviserne være til stede. Danmarks efterhånden mangeårige tradition med at støtte USA bliver af kritikerne udlagt som utidig følgagtighed. En klar elfenbenstårnsbetragtning. Når man sidder med de gyldne kæder i Prins Jørgens Gård er valget ikke så svært, vores nyere historie taget i betragtning. Derimod er det meget svært at se en dansk statsminister - uanset farve - indtage det britiske standpunkt om at svigte USA i en situation, hvor almindelig moral tilsiger, at der skal reageres skarpt. Krigstræthed eller ej. Svenskerne har deres neutralitet, nordmændene deres isolation fra Europa. Danmark vores tilknytning til USA.

Endelig, for det sjette, er debatten om selve udåden helt forsvundet ud af medierne. Nu handler analyserne fra kloge analytikere mere om, hvorvidt Obama har dummet sig; hvorvidt Putin er en mere ' elegant operatør i diplomatiet'; og hvorvidt Danmarks statsminister har været for hurtigt ude? Og vi har givet masser af politisk spilfægteri til gode. Men statsministerens stærkeste argument handler om de mennesker, som ikke er mere, fordi Assad har brugt giftgas. Og om de mennesker, som i fremtiden mister livet på barbarisk vis, hvis ikke verden reagerer. Tit har Thornings stædighed bragt hende steder hen, hvor hun ikke burde være. I denne sag vil hendes fasthed falde på et tørt sted - og måske endda der, hvor almindelige vælgere befinder sig.

Statsministeren ved bedre end de fleste, at: In life - as in sports - the boos always come from the cheap seats.