Onsdag 13. nov 2013

Thorning bør tage folketingsvalget nu

I Venstre ryster man i bukserne over, hvorvidt statsministeren tør udskrive folketingsvalg. En vanvittig måling fra Voxmeter satte mandag Christiansborg i undtagelsestilstand. Pludselig er den røde blok foran den blå – Thorning står mirakuløst til at genvinde magten. I Venstre ryster man i bukserne over, hvorvidt statsministeren har nerver til at udskrive folketingsvalg på finansloven? Alt taler for, at det er en god idé – regeringen kan vinde. Men som altid er den sidste meter hen til knappen ekstra lang, og skal man virkelig sætte to sikre år i regering på spil og risikere alligevel at ryge ud af regeringskontorerne?

 

Ja, det skal man, men om Thorning-Schmidt gør det er tvivlsomt. Presset på Lars Løkke har nu ramt stratosfæren. Hans GGGI-stunt har nu kostet hele forspringet, og som jeg skrev på denne plads for kort tid siden, er elevatoren hastigt på vej nedad, og ingen aner, ud for hvilken etage den stopper. Sagen er blevet til en kamp for overlevelse for Venstres formand og for partiets drømme om at genvinde den regeringsmagt, der ellers lå stensikkert inden for rækkevidde. Da Claus Hjort i ugen gik ud og forsvarede Løkke, stod det klart for enhver, at også i Venstres top er man pinligt klar over faren. Nu gælder det om at holde sammen om lederen, uanset at man (læs: Hjort Frederiksen) er flyforbandet på Løkke for hans sløseri. I Venstre ved man godt, at det koster at skifte leder i vadestedet, især når den, som står for tur – Kristian Jensen – trods alt stadig er en politisk teenager.

 

Prisen for at sætte politisk uerfarne folk for tidligt i ledelsen af et stort parti behøver man blot kigge til Thorning-Schmidt og Corydon for at få en fornemmelse af. Men Venstre ved, at der er en vis risiko for at få et folketingsvalg nu – eller om nogle uger, efter flere katastrofemålinger fra andre og mere anerkendte målefirmaer end Voxmeter. Men hvad taler for et valg? Hvad taler imod? For et valg nu taler: For det første, at man kan vinde det. Det pludselige forspring til rød blok har intet – gentager intet – med regeringens egen præstation at gøre. Tværtimod er vælgerne ikke på nogen måde begejstrede for Thorning-Schmidt og hendes løftebrudspolitik, og spørgsmålet er, om de bliver det? Men lige nu er de mere forbandede over Lars Løkkes moralske habitus i Lene Espersen-klassen.

 

Sådan ser et ægte politikmirakel i dansk politik ud. Adskillige valg er blevet udskrevet – og vundet – på et mere usikkert grundlag (1994 og 1998 for blot at nævne nogle). For det andet taler det for et valg, at man ikke herfra kan regne med at komme i en bedre situation end nu. Begynder det atter at gå frem for Løkke, er løbet kørt. Økonomien bliver ikke regeringens redning – hvad ledende regeringsmedlemmer mimoseagtigt passivt påstår - dels fordi økonomien allerede nu kører rimelig godt, dels fordi der absolut intet tegn på et opsving - som vælgerne vil kunne mærke - er at se i nøgletallene. For det tredje vil en valgsejr give muligheden for at indgå en ny – og mere tillidsvækkende – kontrakt med vælgerne gennem et nyt regeringsgrundlag, som denne gang er i sync med valgkampens tema om begrænset vækst i den offentlige service (mod Løkkes nulvækst). Og en sådan ny tillid vil mildt sagt give en bedre chance for at vinde næste valg igen, om fire år fra nu.

 

Imod et valg nu taler: For det første, at vælgerne vil finde det populistisk, at Thorning-Schmidt udnytter Løkkes øjeblikkelige krise. Argumentet holder ikke. Hvis der kommer en krise på finanslovsforhandlingerne, og valget udskrives, vil vi alle – som sædvanlig – have glemt årsagen til valgudskrivelsen, to minutter efter at Thorning-Schmidt har udtalt ordene. For det andet kan man tabe. Sejren er ikke sikker, to år ved magten vil være tabt. Vælgerne har det med at gå baglæns på deres proteststemmer, når det bliver alvor. Men vi ved ikke, om opgøret med Løkke er protest eller dybfølt? Jeg har selv siddet tæt på en statsminister, der skulle udskrive valg.

 

Det kræver et stærkt nervesystem. Den sidste meter hen til knappen er uendelig lang. Det er den også for Thorning-Schmidt. For det tredje kan hun som sagt tro på, at et opsving er lige om hjørnet. Den slags (urealistiske) håb bruger politikere altid som sutteklud for at undgå en svær beslutning. På trods af stærke argumenter udskriver Thorning-Schmidt næppe folketingsvalg i næste uge efter kommunalvalget. Et sådant ’bold move’ er simpelthen for meget at håbe på, givet erfaringen med regeringen så langt. Det centrale er, at jeg, som pennen bag ’Mogensen mener’, nemt kan konkludere dette. Den luksus har Venstre ikke.