Onsdag 4. dec 2013

Hva' så nu, Thorning?

Imens statsministeren kan glæde sig over, at finansloven er kommet i hus med Lars Løkkes mellemkomst, rejser spørgsmålet sig om, hvad der skal ske nu? Regeringen er fortsat langtfra sikker på genvalg, og det, som ligger forude, ligner mest at alt en ’håbets strategi’, hvor et endnu ikke synligt økonomisk opsving skal klare ærterne for Thorning-Schmidt. Hvor statsministeren selv stadig mere agerer som en statsminister, kniber det med at se de konkrete små sejre, som frem til valget skal vise regeringens bagland, at der var en grund til, at det stemte de tre partier til magten.

Og om godt seks måneder er der et år til valget, og valgkampen er i gang.

 

I den brede offentlighed er det lykkedes fint for regeringen at give Johanne Schmidt-Nielsen skylden for, at finansloven ikke kom i hus med det parlamentariske flertal. Det faglige tæskehold, med Metal-Claus og LO-Harald i front, ærgrede sig nok over, at fradraget for fagligt kontingent ikke blev genetableret. Men på plussiden kunne de to fagligt tunge drenge nyde at deltage i en god gammeldaws kommunistkølhaling, hvad der for socialdemokrater altid har været lige så fornøjeligt, som grindedrab er for færinger. Men hvad så nu, Thorning-Schmidt? Om seks måneder er det for alvor valgkamp, hvilket betyder, at vælgerne begynder at gøre brættet op for dit virke. Og retorikken fra oppositionen bliver mere vild og kantet, og de store forlig er udelukket.

 

Løkke sagde efter sit eget lille mirakel af et finanslovsforlig med Corydon og Vestager, at han bestemt ville have væltet regeringen, hvis han vurderede det muligt. Det er grumme svært at tro på. Han har til dato aldrig haft en større anledning, og han undlod. Hvorfor? Fordi han var bange for at tabe. Sådan bliver det næppe næste år ved denne tid, hvorfor Venstre næppe er fuldt så tilgængeligt som i år. Derfor har Thorning-Schmidt et år til at klinke skårene med Enhedslisten, som i den grad er frustreret over det ikkeeksisterende samarbejde, som på tredje år pågår med regeringen.

Men ikke alene skal statsministeren forventeligt bruge Enhedslisten til at overleve finansloven til næste år, hun skal - hvis hun vil genvælges - også bruge Johanne Schmidt-Nielsen til at gennemføre en række mindre, men klare initiativer, som frem mod valget signalerer, at hjertet stadig sidder til venstre i S og SF.

 

Den gode nyhed for S-bossen er, at Vestager ser ud til at være game. Selv om hun mener, at hun skal ind over alt, hvad der sker i regeringen, viste netop finanslovsforhandlingerne - med det lange forløb med Enhedslisten - at hun indser nødvendigheden af, at regeringen kan gå begge veje.

Vestager strålede selvsagt af glæde, da forliget med Løkke var i hus, men hun havde loyalt arbejdet for en aftale med Johanne Schmidt-Nielsen forinden. Det skal Thorning-Schmidt læse som en invitation til, at hun kan føre en valgkamp, der - uden at sætte økonomien over styr - sikrer, at vælgerne atter kommer i kontakt med hendes regering, og at de radikale bliver om bord.

 

Hvad skal statsministeren da sætte i gang? Tja, eksempelvis har vi i Kraka senest vist, at der er tusindvis af kontanthjælpsmodtagere, som bliver sat voldsomt ned i indkomst ved årsskiftet. Et ønske om at justere reformen for disse personer vil enten få forligspartneren Venstre med på at gøre noget for Thorning-Schmidts (tidligere) kernevælgere eller udstille Venstre som et parti, der ikke er socialt funderet. Statsministeren vinder i begge modeller. Statsministeren kan ikke alene støtte sig til, at økonomien vender synligt inden næste sommer. Dels er den i rimelig god form allerede, og dels sidder ledigheden fast så langt. Hendes embedsmænd må derfor i gang med at udarbejde et idékatalog over julen.

 

Thorning-Schmidt er naturligvis selv nøglen til genvalg. Mens Løkke i målingerne - hjulpet af Udenrigsministeriets mellemkomst i GGGI-sagen - så småt ser ud til at nærme sig et comeback, er det trods alt en stor hjælp for statsministeren, at hendes egen vælgerkrise sættes i relief af Løkkes ditto. Det er faktisk et mirakel. Thorning-Schmidt har siden aflysningen af sine ugentlige pressemøder klaret sig markant bedre. Hun er nu oftest eksponeret i konkrete politiske situationer, hvor hendes politiske usikkerhed er langt mindre end i de mere brede politiske debatter. Det tager år at mestre hendes job, men langsomt er hun ved at få greb om det.

 

Ligeså arbejder tiden for hende, idet vælgerne over årene oplever både gode og dårlige tider - politisk og privat - og deres indtryk af statsministeren udvides fra det førstehåndsindtryk, som i dette tilfælde var skidt. Julen kommer. Det er strategitid for en statsminister, som har et afgørende halvår foran sig.