Man må ikke lyve - for Folketinget
På Kammeradvokatens opfordring har justitsminister Karen Hækkerup (S) sendt sin departementschef og hendes afdelingschef hjem. Det sker i kølvandet på sagen om rådgivningen af tidligere justitsminister Morten Bødskov (S) og dennes løgn til Retsudvalget om muligheden for at aflægge Christiania et besøg. Det undrer ikke. Hvad er til gengæld undrer, er, hvordan topembedsmænd i centraladministrationens top kunne give det råd, at justitsministeren skulle lyve over for Folketinget.
Som i Anette Vilhelmsens sag i Socialministeriet, hvor stigens afstand til jordoverfladen bare vokser og vokser, er der i ’Justitsen’ umiddelbart tale om en tilståelsessag, som er ligeså unødvendig og uklog, som den er overraskende. Der er tre muligheder for, hvordan topchef Anne Kristine Axelsson kunne ende i fedtefadet: For det første kan hun selv være totalt uden politisk gehør. Jeg talte med en tidligere justitsminister og prøvede af på vedkommende, hvad Axelssons forgænger – Michael Lunn – ville have sagt til et forslag om at lyve for Retsudvalget? Vedkommende vendte det hvide ud af øjnene og mente, at Lunn ville have pandet den tanke ned, før den var kommet ud af munden på idémageren.
Selv kender jeg Lunn fra min tid i ’trøjen’, og jeg kan ligefrem se ham sidde der i en sky af cigaretrøg og ryste på hovedet. Men Axelsson hverken røg eller rystede på hovedet, hvorfor? Selv om man er en dygtig jurist og samtidig en elendig politiker – hvad de færreste i hendes topjob er – ved man godt, at en løgn over for Folketinget, er som at hoppe ned i et hajfyldt farvand med en spand blodige fiskerester i hånden. Måske overgår Axelssons manglende politiske gehør enhver fantasi? For det andet kan det være ministeren, som insisterer på at fyre en løgn af i mangel på bedre ideer? Imod sit systems anbefaling. Det er meget svært at se for sig.
Justitsministeriet er kendt for at æde sine ministre i en em af juridisk kompetence, og Bødskov var ingen undtagelse. Man kan ganske enkelt ikke se for sig, at han går solo i en sag, som for enhver nyindmeldt DSU’er intuitivt er lysende klar. For det tredje kan både minister og hans departementschef have fundet, at den berømte løgn var den mindst ringe løsning på et problem, som ellers – i deres øjne – kunne have kostet menneskeliv. Er dette tilfældet, må man konstatere, at her lukkede osteklokken sig så endelig helt lufttæt omkring Justitsministeriet.
En person tæt på det hemmelige miljø tilbød mig forleden den forklaring, at miseren helt enkelt skyldes den underlige stemning, der altid opstår, når mennesker kommer i forbindelse med miljøet med skæg og blå briller. Den hemmelige tjeneste – PET – har alle dage været yderst effektiv til at hensætte politikere i en stemning af, at meget kan forsvares i nationens (hemmelige) tjeneste. Den glans er imidlertid nok gået af Sct. Gertrud, efter at PET-medarbejderne senest har indledt stormløb mod PET-ledelsen gennem Ekstra Bladet og dermed for altid forvandlet PET til en ordinær arbejdsplads, hvad der bør koste adskillige medarbejdere jobbet i PET i den kommende tid (beskrevet på denne plads før jul).
Det hemmelige hovmod kan have bibragt minister og departementschef det forkerte indtryk, at de i særlige tilfælde står over Folketinget. Det gør de ikke. Hvad kammeradvokatens rapport til Karen Hækkerup indikerer. Som altid undrer det, at det igen er Justitsministeriet, som er en del af skandalen. Tamilsagen synes stadig ikke langt væk, på trods af, at det er en godt to årtier gammel sag. Men måske er tiden kommet til at se realistisk på, hvad ministeriet har udviklet sig til. I pressen fremstilles ’Justitsen’ altid som et magtfuldt ministerium. Det er ikke korrekt. I mange år har ministeriet været den sidste skanse der skulle nedkæmpes, når de tunge drenge – scient. pol’er og polit’er – i bl.a. Stats- og Finansministeriet skulle have deres kreative administrative ideer juridisk tinglyst. Jeg har selv været der.
I mange år har Justitsministeriet ikke været den ophøjede overdommer, som alle andægtigt lyttede til, men snarere en lettere trynet – og besværlig - lillebror, hvis job er at finde den kreative juridiske vej, så de store brødre uhindret kan lege videre. Den rolle er helt ok, men kræver til daglig uhyggeligt meget rygrad af en ny departementschef og renomméet som ’fixer’ må kun gå til et vist punkt. Axelsson kan her have overspillet sine kort for at please? Uanset vil det videre forløb afdække, hvad som er sket og dermed afdække et mysterium. Som det var uomgængeligt, at Bødskov måtte gå, er det imidlertid mit gæt, at Axelsson formentlig ender på elefantkirkegården for skandaleramte justitsministerielle medarbejdere – Rigspolitiet. Man må ikke lyve for Folketinget.