Synd at så få politikere hørte Krugmands budskab

Endnu i år havde Skagen Fondene skabt et fremragende program til deres nytårskonference. Selveste Paul Krugman, nobeløkonom og international superstar i debatten om, hvordan vi kommer gennem finanskrisen, gæstede København. Det var synd, at der ikke var nævneværdige danske politikere til Krugmans foredrag den morgen på Tivoli Hotel. Der var en del at hente. Ikke at Krugman kan tilskrives de store profetiske evner.

Jeg husker dengang – det føles som længe siden – da finanskrisen kom buldrende i 2008-09. Den daglige debat mellem chefredaktørerne Tøger Seidenfaden, Stig Ørskov og undertegnede om, hvad der skulle gøres for at komme videre, gik i min erindring ikke stille af sig på Politikens redaktion.

Som jeg husker det var Tøger og Stig meget på Krugmans (også daværende) linje om at sætte voldsomt gang i hjulene. Selv var jeg bekymret for, hvad fremtiden bragte, og ville holde lidt tilbage for at have mere skyts, hvis krisen eksploderede yderligere. Dengang var vi fælles om den stærke bekymring for, at en ny økonomisk – og væsentlig ringere – verdensorden lå forude. Et ’doom loop’, som økonomer ynder at kalde det, truede.

Sandheden er, at regeringen i Danmark (både Løkke og Thorning-Schmidt) faktisk har gjort meget for at holde hånden under efterspørgslen og afbøde krisens indvirkning i Danmark. Ikke mindst Løkke brændte dengang rigtig mange penge af, hurtigt. Selv glædede jeg mig over, at Krugmans dommedagsprofetier i krisens start nærmest systematisk blev ved med at blive imødegået af en verdensøkonomi, som nok var i dyb krise, men dog ikke helt nedsmeltede. Sandheden er nok her adskillige år efter – som Krugman smerteligt påpegede forleden morgen – at det langtfra er gået så godt, som man kunne håbe. Det er gået fra »slemt til mindre slemt«, som han beskrev det, imens han vedkendte sig, at hans profetier ikke havde ramt plet. Og det er netop den ene refleksion, som danske politikere kunne være blevet stimuleret af til Skagenkonferencen i år. Er Krugman på ret kurs, når han i dag påstår, at vores ambitionsniveau for, hvor godt vi har klaret krisen så langt, er alt for lavt?

At vi lidt meningsløst accepterer Sydeuropas gigantiske arbejdsløshed, når især tyskernes udeblevne indsats for at gøre endnu mere (Krugman er ikke akkurat en fan af den tyske politik) kunne have bragt os et andet sted? I denne sammenhæng mente han ligeså, at Danmark med sin bristede boligboble og aldeles fodslæbende økonomiske vækst er Nordens udgave af Sydeuropa. Måske en lidt frisk betragtning, eftersom der som nævnt er gjort meget fra politisk side i Danmark, og at det vel ikke ser helt så skidt ud trods alt. Men nobeløkonomens kritik bør rejse en fordomsfri debat mellem regeringsøkonomer og os andre om, hvorvidt ambitionsniveauet har været, og om det er højt nok? Kunne det være gjort bedre? Kan det gøres bedre herfra?

Og selv om økonomerne måske er lidt fastlåste, bør politikerne insistere på debatten. Lige nu er det nærmest Krugman mod resten af verden, og havde han ikke fået nobelprisen, ville han formentlig for længst været glemt, ignoreret og anset for at være tæt på behandlingskrævende. Næste refleksion, som danske politikere måske kunne tænke over – og som har en ganske ubehagelig em over sig – er Krugmans tanker om, at vi kun har fuld beskæftigelse under såkaldte bobler. Altså i perioder, hvor økonomien koger usundt over, med efterfølgende krise. Hans bekymring herfor bryder med den grundlæggende politiske tanke om at man – i normale tider uden finanskrise – kan styre den økonomiske udvikling og sikre fuld beskæftigelse på et sundt økonomisk og politisk grundlag.

Lige nu er det eneste, som Thorning-Schmidt kan klynge sig til, netop at økonomien tager lidt fart frem mod valget, og at vælgerne mærker fremgang, optimisme og jobsikkerhed. Men hvad nu, hvis opturen er en ny boble, og jobsikkerheden dermed er fiktiv, idet krisen atter lurer, når boblen springer efter få års fremgang? Socialdemokratiets historie er funderet på tanken om arbejde til alle, og vores samfund er af samme grund bygget op omkring en høj arbejdsmarkedstilknytning for både mænd og kvinder. Det næste folketingsvalg kommer til at handle om velfærd og job. Og om tiden frem, hvor politikerne gerne vil love, at vi flytter os helt ud af krisen med bedre økonomisk vækst, beskæftigelse og velfærd. Formentlig vil Krugmans tanker fortsat være mest til almindelig underholdning for New York Times’ læsere, men hvad nu, hvis nobeløkonomen har ret? At det kan gøres bedre. Spørgsmålet er i givet fald hvordan.