Analyse
Onsdag 29. jan 2014

Ledighedsunderstøttelse af indvandrere fra nye EU-lande

Der har været en diskussion af, hvorvidt indvandrere fra de nye østeuropæiske EU-lande oftere modtager dagpenge og kontanthjælp end personer af dansk oprindelse. Debatten er motiveret af, at antallet af indvandrere fra de nye EU-lande, der modtager ledighedsunderstøttelse, er steget markant de seneste år. I det følgende analyseres, hvor ofte forskellige herboende befolkningsgrupper modtager dagpenge og kontanthjælp i Danmark. 

 

  • Andelen af indvandrere fra nye EU-lande i de erhvervsaktive aldre, der modtager dagpenge i en kortere eller længere periode, er næsten fordoblet mellem 2009 og 2012 – fra 5,7 til 10,7 pct. I 2012 er andelen dermed lidt større blandt indvandrere fra nye EU-lande end blandt personer af dansk oprindelse.

 

  • Udviklingen afspejler flere forhold. Der er kommet flere indvandrere fra nye EU-lande til Danmark, og andelen heraf, der forsikrer sig mod ledighed i en a-kasse, er steget. Desuden er indvandrere fra de nye østeuropæiske lande relativt unge personer, som oftere er berørt af ledighed end de lidt ældre grupper.

 

  • Resultaterne peger på, at indvandrerne fra nye EU-lande i 2009 havde mindre sandsynlighed for at modtage dagpenge sammenlignet med personer af dansk oprindelse, når der tages hensyn til alders- og kønssammensætningen. I 2012 var sandsynligheden for, at en indvandrer fra de nye EU-lande modtog dagpenge den samme som for danskere, når der korrigeres for køn og alder.

 

  • Indvandrere fra nye EU-lande havde samtidig en mindre sandsynlighed for at modtage kontanthjælp i både 2009 og 2012 sammenlignet med personer af dansk oprindelse med samme køn og alder.

 

Analysen vedrører kun personer, som er bosat i Danmark (med dansk CPR-nummer). Det faktiske antal indvandrere fra de nye EU-lande i Danmark vil være højere, da nogle arbejder i Danmark i kortere perioder eller er ansat gennem udenlandske firmaer. Disse personer kan dog ikke modtage hverken dagpenge eller kontanthjælp, der som udgangspunkt kræver fast bopæl i Danmark og et cpr-nummer. Som hovedregel kræver det et års arbejde i Danmark at kunne få dagpenge, men under visse betingelser kan EU-borgere opnå retten til dagpenge efter blot 3 måneders beskæftigelse i Danmark.

 

Analysen er omtalt i Information d. 29/1-2014.