De praktiserende læger modtager betaling for deres ydelser fra det offentlige og ikke direkte fra patienterne. Det har sine klare fordele, men skaber også nogle vanskelige styringsproblemer. Efterspørgslen efter de praktiserende lægers ydelser bliver måske større, end den burde være, og der er ikke kontrol med udgifterne. Patienterne har således ingen interesse i at undersøge, om regningen er rimelig og afstemt med de ydelser, de har modtaget. Og ifølge Rigsrevisionen kan regionerne reelt ikke kontrollere, om udbetalingen af honorar modsvarer de ydelser, der er leveret. Systemet stiller derfor næsten urimelige krav til lægekorpsets moral.