I Berlingske torsdag d. 17/3 kunne man læse, at der på trods af det nationale kompromis om dansk sikkerhedspolitik er udsigt til enorme overskud på de offentlige finanser. Det er, selvom fem partier hen over midten af dansk politik forpligter sig til at bruge 2 pct. af BNP på militærudgifter, hvilket er en stigning på 18 mia. kr. i 2033. Artiklen refererer også en CEPOS-analyse, der hævder, at aftalen ligefrem forbedrer den finanspolitiske holdbarhed.
Det kan umiddelbart virke mærkeligt, at politikerne kan bruge 18 mia. kr. og samtidig forbedre holdbarheden. Og artiklens konklusioner kan virke i skarp modstrid til tidligere analyser fra bl.a. Kraka og CEPOS selv, der understreger, at med aftalen er hele det tilgængelige råderum brugt, og at der dermed er udsigt til historisk smalkost for politikerne, medmindre de selv kan finde nye finansieringskilder til den ønskede politik.
Analyserne er dog ikke i modstrid med hinanden. Konklusionen afhænger af, om man kigger på det såkaldte finanspolitiske råderum eller den såkaldte finanspolitiske holdbarhed. Mens de tidligere analyser fokuserede på råderummet i de offentlige finanser frem mod 2030/2033, henviser den seneste Berlingske-artikel til den finanspolitiske holdbarhed.
Det finanspolitiske råderum henviser – groft sagt – til den del af statens indtægter, som endnu ikke er øremærkede til politiske initiativer. Det er altså de penge, som kan bruges på permanente merudgifter, uden at der skal findes ny finansiering.
Råderummet brugt op
Kraka har tidligere beregnet, at råderummet før det nationale kompromis var tæt på opbrugt. Råderummets størrelse afhænger af, om staten skal have balance på sine budgetter: Hvis staten fx må have et underskud i 2030, kan der bruges flere penge.
Krakas beregning tog udgangspunkt i en målsætning om balance i 2030. Det er nemlig målsætningen i regeringens forståelsespapir med støttepartierne. Konkret betyder det en saldomålsætning på 0 pct. i 2030. En del af det nationale kompromis er at lempe saldomålsætningen fra 0 pct. i 2030 til -0,5 pct. i 2030. Det giver ekstra penge i råderummet, men pengene bliver samtidig brugt på forsvarsudgifter.
Som figur 1 viser, efterlader den nye saldomålsætning og de øgede forsvarsudgifter ikke noget frit finanspolitisk råderum til øvrige prioriteringer frem mod 2030. Det skyldes, at der allerede er disponeret over de penge, som der er i råderummet: Foruden det nationale kompromis om øgede forsvarsudgifter er pengene lovet væk i forbindelse med den såkaldte velfærdslov. Velfærdsloven forpligter regeringen til at sikre en vækst i det offentlige forbrug, der som minimum matcher det demografiske træk.
Den finanspolitiske holdbarhed er derimod en sundhedsvurdering af de offentlige finanser set over et meget langt tidsperspektiv. Holdbarheden kan opgøres i en holdbarhedsindikator. Indikatoren siger, hvor mange procent af BNP man lige netop kan lempe eller skal stramme de offentlige finanser årligt i al fremtid for at sikre en langsigtet stabil gældsudvikling. Nogen kalder en positiv holdbarhedsindikator for overholdbarhed. Man kan derfor nu og da støde på udsagn om, at man kan lette skatterne eller øge udgifterne med et antal mia. kr. om året, fordi der er overholdbarhed.
De offentlige finanser i Danmark er holdbare – overholdbare om man vil. Det har de været i en længere årrække. Den seneste lange fremskrivning fra Finansministeriet opgør holdbarhedsindikatoren til 1,1 pct. af BNP. Den lange fremskrivning baserer sig på et saldoforløb, som det der er gengivet i figur 2.
Forløbet indeholder en længere periode, hvor saldoen bliver negativ. Dette er den såkaldte hængekøjeudfordring. Den såkaldte budgetlov sætter en grænse for, hvor negativ saldoen må blive. Denne grænse var før -0,5 pct. af BNP, men bliver med det nationale kompromis ændret til -1 pct. af BNP i forbindelse med en revidering af budgetloven. Figuren viser, at både det tidligere forløb samt forløbet efter det nationale kompromis ikke stemmer overens med budgetloven – heller ikke den reviderede budgetlov – i 2030’erne og 2040’erne. Når forløbet kan se sådan ud, skyldes det, at Finansministeriet efter 2025-planen laver et beregningsteknisk forløb og ikke tager stilling til, hvordan politikerne skal løse evt. udfordringer, men blot opstiller problemstillingerne.
I det hypotetiske forløb er saldoen -0,7 pct. af BNP i 2030. Når der i det nye nationale kompromis aftales, at man skal opnå en saldo på -0,5 pct. i 2030, så er det altså en stramning, der giver anledning til en bedre saldo, jf. figur 2. Det er denne manøvre, der leder CEPOS til at sige, at aftalen forbedrer holdbarheden med 4 mia. årligt til 1,3 pct. af BNP. Men denne opstramning ville være en nødvendighed for at overholde budgetloven. Det er derfor en tilsnigelse at tilskrive opstramningen den nye aftale. Den skulle være udført under alle omstændigheder. Lempelsen af budgettets underskudgrænse til 1 pct. af BNP blev først vedtaget med aftalen – et underskud på 0,7 pct. var ikke en mulighed før aftalen.
Der er altså ingen modsætning mellem at påpege, at der er stramme finanspolitiske udsigter de kommende år, men at der langsigtet er holdbarhed. Holdbarheden kommer af de stigende overskud fra 2050’erne og frem. Det minimale finanspolitiske råderum de kommende år kommer af udsigterne til underskud i karambolage med budgetloven – også den nye, lempede version – i en række af årene frem til da.
