Øvrigt
Fredag 4. nov 2016

Pressemeddelelse: Meningsløs opgørelse af beskæftigelseseffekter af at droppe kystnære havvindmøller

Det fremgår af bl.a. Berlingske i dag, at opsætningen af vindmøller vil kunne skaffe 6.200 personer i job over fire år. Dette tal er af to årsager nærmest meningsløst:

 

For det første: I investeringens første år vil 300 mennesker lokalt være beskæftiget med at opsætte vindmøller. Tallet stiger efter et par år til 2.400, hvorefter det over nogle år atter falder til nul, når vindmøllerne er opstillet.

 

De 6.200 fremkommer ved at de beskæftigede lægges sammen over årene, det kan man ikke.  Der er blot tale om 6.200 årsværk eller ”mandeår”, men ikke permanente job. Effekten er altså midlertidig og i intet år over 2.400 personer. Det betyder også, at en midlertidig lokal positiv væksteffekt efter nogle år afløses af en negativ væksteffekt, således at den lokale værditilvækst efter nogle år vil være stort set den samme, uanset om møllerne bygges eller ej.

 

For det andet: De samlede nationale beskæftigelseseffekter af investeringen er formentlig negative. Dels kan de personer, der beskæftiges med vindmøllerne, ikke udbyde deres arbejdskraft andre steder. Og da ledigheden aktuelt er lav, slår arbejdsudbuddet meget direkte ud i den samlede beskæftigelse. Dels skal investeringen finansieres, hvilket reducerer arbejdsudbuddet. Flere tidligere analyser peger da også på negative langsigtede nationale beskæftigelseseffekter af investeringen.

 

Der kan være gode grunde til at bygge vindmøller, men beskæftigelse er ikke en af dem.