Statsministeren har tre problemer, efter at SF er ude. SF forlod regeringen i sidste uge. Jeg håber ikke, at nogen er blevet overrasket. Det har længe været en trøje, der ikke passede partiet, som var blevet trukket ned over det ved regeringsdannelsen i 2011. Statsminister Helle Thorning-Schmidt må konstatere, at SF holdt i to et halvt år. Det vidner ikke om stort politisk lederskab – det er, som om hun og hendes kolleger lidt er blevet (for)tabt i deres interne krige, partierne imellem.
Nu har hun brug for at finde ro midt imellem sagerne i Udenrigs-, Justits-, Social- og Skatteministeriet. Det bliver svært, men hvis ikke snart vælgerne får et indtryk af noget, der minder om stabil regeringsførelse, må valgresultatet forventes at blive, som målingerne viser aktuelt. Lad os ikke undre os over, at SF forlod regeringen. Søvndal havde i 2011 mandat fra sit bagland til at sidde i regering på baggrund af programmet ’Fair løsning’. Det blev imidlertid hældt rent ned ad brættet af regnemaskinen Adam på grund af manglen på indtægter. Og det regeringsprogram, som derefter kom ud af tårnet, lå meget langt fra det, som Søvndal kunne få nogen til at definere som SF-politik. SF skulle have takket nej til at gå i regering.
Søvndal og konsorter valgte alligevel ministerbilerne og valgte hele tiden at miskreditere alle dem i SF, som ikke kunne forstå, at kejseren ikke havde tøj på. Med det resultat at trykket i baglandet bare er vokset og vokset. Da ’Vikaren fra helvede’ – Baastrups afløser, Karsten Hønge – forleden på News udtalte, at Dong-salget til Goldman Sachs burde føre til et SF-exit, var det som at sparke en åben dør ind. Tænk på, at ikke mindst Søvndal (sammen med Thorning-Schmidt) har gjort karriere i både opposition og regering på at lægge finanssektoren for had, og her går SF pludselig ind for et salg, der inkluderer den største og mest magtfulde investeringsbank i verden. Dong-dealens mulige saglige fortræffeligheder ufortalt var dette strået, der knækkede kamelens ryg. Dette er politik.
Ud over at det hele ser noget uroligt ud, er der tre problemer for Thorning-Schmidt med SF’s exit. For det første skal SF nu til at have sin egen rolle i opposition. Tidligere kunne SR-blokken mase SF og true med at smide dem ud (hvad der skete for ofte). Det kan de ikke længere. SF skal forhandles på plads sammen med Johanne Schmidt-Nielsens tropper, hvilket gør verden mere indviklet herfra. For det andet ved Lars Løkke netop dette. At det bliver sværere at vælge den røde vej, end det har været. Gør det ham nemmere eller vanskeligere at forhandle med? Gæt selv.
For det tredje er aben flyttet fra SF til S. Det kan være at der nu holdes store taler i Statsministeriet om, hvor skønt det igen er at have en SR-regering med sin lange historiske tradition. Men ligesom Dong-sagen fik SF’erne til forventeligt at kaste terningerne og gå over Rubicon, betragter det socialdemokratiske bagland ikke akkurat Thorning-Schmidt som en crowd pleaser.
Men S-baglandet har hele tiden vidst, at der var nogen, som havde det værre end dem: SF’erne. Og regeringstoppen har hele tiden kunnet pege på, at ’så længe SF kan leve med den nødvendige politik, så kan vi også’. Det skjold er væk nu. Såfremt statsministeren fortsat vælter bølger af reformer, som af baglandet opfattes som socialt skæve, ned over danskerne, er der ikke længere et pibende SF på sidelinjen, men alene socialdemokrater til at tage tæskene. Ikke mindst ude i de små partiforeninger, hvor tilstedeværelsen af SF i regering har gjort det muligt ikke helt at miste modet, bliver det nu vanskeligere at skulle stå alene på skansen og lægge ryg til politikken. Dette giver statsministeren – hvis hun er optaget af den slags, hvad der ikke er meget, som tyder på – et væsentlig mindre politisk manøvrerum at navigere i.
Læg dertil, at de radikale p.t. nærmest må befinde sig i en permanent politisk kokainrus med udsigten til alt det, som nu kan gennemføres uden SF i regeringen. Hvilket forøger trykket på Thorning-Schmidt. Endelig må statsministeren konstatere, at den politiske partner holdt to et halvt år. Hun vil næppe bekymre sig om, hvorvidt det kunne have forløbet anderledes med lidt mere politisk musikalitet fra hendes side, men tilbage står, at der ikke rigtig er mange eksempler på regeringer, som holder længe, efter at partier har tjekket ud. Spørg Schlüter, spørg Nyrup. Vælgerne er ikke dumme. De lugter, at der ikke er styr på det. Derfor er det afgørende for statsministeren, at hun frem til valget kan regere med ro og stabilitet. Det bliver svært – med så langt et forløb in mente.
