Den sene tilbagetrækning kommer af sig selv

Kronikken er bragt i Børsen d. 7. maj 2019.

Dobbelt så mange danskere vælger i dag at arbejde efter pensionsalderen som for ti år siden ifølge en undersøgelse fra Dansk Industri. Særligt de med videregående uddannelser vælger at blive på arbejdsmarkedet, men også andelen af faglærte og ufaglærte stiger.

Det rejser spørgsmålet: Er valgkampsdebatten om tidligere tilbagetrækningsalder og økonomisk overholdbarhed i virkeligheden relevant? Det kommer vi tilbage til.

I den seneste Small Great Nation-rapport, "De højthængende frugter", analyserede vi, hvordan det danske arbejdsmarked ser ud på den lange bane. I 2040 vil danskernes estimerede arbejdstid være to timer kortere end i dag, hvis vi forkorter vores arbejdstid, som vi har gjort i mange årtier.

Historisk konverterer vi nemlig en del af vores velstandsstigninger til mere fritid. Og det er på mange måder sundt, men der er desværre også en bagside af medaljen. Nemlig omkostningen på 50 mia. kr., som i dag ikke er indregnet i fremskrivningerne af holdbarheden i dansk økonomi. 

Vi kan derfor se frem til en forværret offentlig saldo på 50 mia. kr., hvis ikke vi finder en måde at kompensere for det økonomiske tab ved valg af mere fritid.

En helt ny arbejdskultur
En løsning er senere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.

Med velfærdsaftalen og tilbagetrækningsaftalen ser det i forvejen ud til, at pensionsalderen vil stige til 70 år i 2040. Og hvis arbejdsugen samtidig bliver to timer kortere, skal vi forblive to år længere på arbejdsmarkedet for at have holdbare offentlige finanser. Det er måske ikke en dårlig idé, taget i betragtning at vi i gennemsnit lever tre år længere i 2040.

Der er næppe tvivl om, at en ny bevægelse er i gang. En bevægelse, der handler om sundhed, balance og en millennial-generation, der har andre forventninger til arbejdsmarkedet. Lad os se nærmere på de tre faktorer:

Et stigende fokus på sundhed og bedre behandlingsmuligheder gør, at vi lever længere, og at vi er friske senere i livet.

Balance handler om fleksibilitet i arbejdslivet. Mange opnår i dag bedre balance mellem arbejdsliv og fritid, idet virksomhederne i stigende grad tilbyder mulighed for at skrue op og ned for arbejdspresset i de perioder af livet, hvor medarbejderne ønsker det. Nogle arbejder mindre, når de har små børn og bygger hus, andre tager en timeout og rejser jorden rundt. Måske mere fleksibilitet på den korte bane understøtter et længere arbejdsliv på den lange bane?

Sidst men ikke mindst er der millennial-generationen, som jo ikke ser arbejdspladsen som en endestation for arbejdslivet. Seneste analyse fra Deloitte blandt 10.000 millennials viser således, at 43 pct. forventer at forlade deres nuværende job inden for to år - og heraf anser 62 pct. projektansættelser og lignende korttidsansættelser for gode alternativer til fuldtidsjobs.

Flere ældre vil fortsætte
Meget tyder altså på, at fremtidens arbejdstagere og arbejdskulturen bevæger sig i retning af mere insisteren på at tage hensyn til det hele menneske gennem fleksibilitet, hyppigere jobskifte og flere livspauser.

Samtidigt ønsker den ældre generation i højere grad at forblive helt eller delvis på arbejdsmarkedet efter pensionsalderen.

Noget tyder altså på, at det for stadigt flere både er muligt og meningsgivende ikke at stoppe fuldstændigt fra den ene dag til den anden. Den senere tilbagetrækningsalder kommer måske derfor helt af sig selv eller bliver fremmet af en kulturforandring.

Fleksibilitet er nøgleordet
Nu tilbage til valgkampen og spørgsmålet om, hvorvidt bestemte grupper skal have ret til at trække sig tilbage før andre, og om økonomien overhovedet kan holde til det.

Vi tror på, at det mere handler om den enkeltes situation, end det handler om ens profession eller antal år på arbejdsmarkedet.

Arbejdsmarkedet bevæger sig nemlig - som vores analyser viser - i retning af øget fleksibilitet, og det er positivt.

Kernen i vores fællesskab er, at vi tager vare på dem, der har brug for hjælp. Det bør først og fremmest være afsættet.

Der er allerede mange eksisterende ordninger, som kan bruges til at hjælpe nedslidte på arbejdsmarkedet, men det er vigtigt, at eventuelle nye ordninger rammer dem, der har behovet, og samtidig ikke underminerer den langsigtede finanspolitiske stabilitet.

Vi overlader det således til politikerne at udtænke de konkrete modeller og sikre, at vi har løftestænger nok, men individuelle behov og øget fleksibilitet på fremtidens arbejdsmarked er næppe til at komme uden om.