Analysen er bragt i Jyllands-Posten under overskriften “De rigeste danskere er blevet meget rigere” d. 22. maj 2019.
Disclaimer: Analysen er bl.a. omtalt i erhvervssektionen af Morgenavisen Jyllands-Posten onsdag den 22.maj 2019 under titlen ”Balladen om de høje direktørlønninger er først lige begyndt”. I artiklen gengives en række fakta fra analysen korrekt, men kobles til den igangværende diskussion om direktørlønninger. Analysens resultater om topindkomstgruppen kan dog ikke inddrages i en diskussion om direktørlønninger, da den analyserede gruppe omfatter ca. 46.000 personer, dvs. langt flere personer end fx direktører i C20-virksomhederne udgør.
Stigende indkomstandel for de rigeste i Danmark
Analysen viser, at den andel af de samlede indkomster i Danmark, som personerne med de 1 pct. højeste indkomster modtager, er steget fra ca. 7 pct. i starten af 90’erne til ca. 10 pct. i dag. Denne målestok for indkomstuligheden viser, at den økonomiske udvikling særligt er kommet de i forvejen rigeste personer i samfundet til gode.
Danmark har en høj topindkomstandel ift. andre lande
Indkomstandelen til den øverste ene procent af indkomstfordelingen i Danmark er i dag på linje med en række andre europæiske lande, herunder Tyskland og Storbritannien, og højere end i Norge og Sverige. Denne placering blandt de betragtede lande skyldes især en højere stigning af topindkomstandelen i Danmark siden 2010 end i de andre europæiske lande.
Stigende topindkomstandel skyldes løn og aktier, ikke bolig
Stigningen i topindkomstgruppens indkomstandel har været drevet af både erhvervsindkomster og formueindkomster. Topindkomstgruppen har set større lønstigninger og opnået en stigende andel af lønindkomsterne i samfundet. Bidrag fra formueindkomster stammer fra, at de generelt stigende aktieindkomster i samfundet i højere grad tilfalder topindkomstgruppen. Stigende boligværdier har derimod ikke i sig selv bidraget til en stigende indkomstandel for topindkomstgruppen.
Øget geografisk koncentration af topindkomstgruppen
Topindkomstgruppen bor i dag især i de nordsjællandske kommuner samt i kommunerne vest og syd for Storkøbenhavn. Siden starten af 90’erne er der sket en øget geografisk koncentration af topindkomstgruppen i København, Frederiksberg og en række øst- og midtjyske kommuner.