Thorning er debuteret som politisk sværvægter
Der skete noget på Christiansborg i fredags. Statsministeren sprang ud som fuldblodspolitiker. I det timelange samråd om Christianiasagen lammetævede hun den lidt forpjuskede top af den politiske pop, som ikke rigtig havde noget at byde på. Thorning inkasserede en ’helt hen i vejret-næse’ af en lidt pigefornærmet Enhedsliste, som tydeligvis ville bruge anledningen til at give igen fra de mange skuffede forhandlingsforløb. Men det ændrede ikke billedet. Thorning-Folketinget: 5-0. Trods statsministerens debut som sværvægter i dansk politik ser det ikke for godt ud. Løkke synes at surfe sig gennem månederne frem mod valget på trods af en utrolig upopularitet hos sine kernevælgere, der dog i endnu mindre grad vil genvælge Thorning-Schmidt. Men Løkke er ikke problemet for regeringen. Det er Dansk Folkeparti. Regeringen har tre plager. For det første er der ’sagerne’ i diverse ministerier. I Justitsministeriet oplever vælgerne nærmest, at der hersker lovløse tilstande.
Ministeren gik og departementschefen ligeså, efter (hvad vi ved) at have undladt at fortælle sin chef i Statsministeriet sandheden om Christianiasagen. En uhørt foreteelse, som må undre i vælgerskaren. Og som nævnt kæmpede statsministeren for sit liv i samme sag. For det andet er der SF’s tilstand. Vilhelmsen er ikke for populær, og alle spekulerer i, hvor længe hun holder. Det er ikke et godt udgangspunkt for at overbevise vælgerne om, at SF fungerer i regering, eller for at regeringen som helhed ser kompetent ud . For det tredje er der reformerne, som plager livet af ikke bare beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, men også af regeringens røde partier som helhed. Kontanthjælpsreformen er et fuldtonet mareridt, som har potentiale til at koste Frederiksen fjerene.
De, som holder med hende i det kommende formandsvalg, har grund til at være bekymrede. Hun er slidt, og det ses i ministerpopularitetsmålingerne. Forskellen på at stå som en minister med hår på brystet (undskyld udtrykket) og at stå som en minister, der i vælgerhavet endegyldigt er ’gået over til den mørke side’, er ganske lille. For den (fortsat) populære Frederiksen er det en linedans, hvor hun med aftagende held balancerer mellem at være en loyal arbejdsbi for Thorning-Schmidt og at markere, at hun stadig har et hjerte. Kontanthjælpsreformen er og har været hård kost for Frederiksens renommé, og nu kommer så Carsten Koch kørende for fuld udblæsning med friske reformforslag. Dele af det faglige bagland læser Kochs tekst som en vis herre læser Bibelen, og det bidrager til indtrykket. Frederiksen tager det hele som en mand m/k, men er i en svær situation.
Hvis Thorning-Schmidt, Corydon eller andre i en stille stund græder tørre tårer over Frederiksens trængsler, sker det til en høj pris. Sandheden er, at Venstres popularitet nogenlunde svarer til den konservative nedsmeltning, men at Dansk Folkepartis succes er ved at lægge regeringen i kisten.
Når regeringens sociale profil udviskes, søger vælgerne mod to poler: Enhedslisten og Dansk Folkeparti. Netop disse to partiers ledere scorer slående nok højest i målinger over partiledernes troværdighed. Bundlinjen er, at det i langt højere grad er et problem for regeringen, at Thulesen Dahl er så driftssikker, end at Løkke er ved at komme tilbage. Tilbage til statsministeren. Midt i de frosne meningsmålinger, faldende popularitetsmålinger og et fraværende opsving er fredagens samråd en lille livline for regeringen.
Statsministerens rolige og nøgterne måde at håndtere sine politiske modstandere på var imponerende og har tilført hende hårdt tiltrængt ’streetcred’ på borgen. Den skal udnyttes som et selvtillidsboost, der trækker spor gennem vælgerkorpset. Men hvordan? Der er kun halvandet år til valget. Det er nu, hun skal i gang med en iltgivende kampagne. Til baggrundsmusikken af kontanthjælpsreformen, Carsten Koch-udvalget og Produktivitetskommissionen skal hun indgyde vælgerne en tro på, at linjen er den rigtige, og at mere af det samme i næste valgperiode er at foretrække. Hvor er Tom Cruise, det lyder som mission impossible? Nogen kan jo få den tanke, at der skal nye overvejelser til i regeringstoppen for at gøre både S og SF til en vælgersucces?
Spørgsmålet er derfor, om ikke Thorning skal investere sin nyvundne politiske ’street’ i at lancere et politikudviklingsprojekt i regeringen, som skal stoppe styrtblødningen mod Johanne og Thulesen Dahl? Selv den radikale boss, Vestager, må anerkende statsministerens ageren på samrådet og tage ja-hatten på, hvis Thorning-Schmidt ringer op for at lancere sin nye idé.